Opskriften på min perfekte
søndag på langs: tv, sofa, popcorn, kæreste og datingprogrammer. Og dette
scenarie indfandt sig netop hjemme hos mig sidste weekend.
”Sådan er vi slet ikke,
skat”, sagde min kæreste til mig, mens vi slængede os i sofaen til de to første
afsnit af DR-programmet ”Døm vores forhold”, hvor fire par, der alle har et
problem, der har bidt sig fast i forholdet, flytter sammen i otte dage for at
få hjælp af de andre par til at løse det.
Og jeg gav min kæreste
ret. Vi er slet ikke ligesom de par, hvis største datingudfordringer
agerer perfekt søndagsunderholdning hjemme hos os.
Til vores forsvar gav
programmet også anledning til en konstruktiv samtale om, hvad der egentlig er
af svage punkter i vores eget forhold. Så måske giver datingprogrammer fjernsynsskærmen
magten til at agere som et spejl?
For når Rolf siger til
Nina, at hun ikke spørger nok ind til ham og snakker for meget i ”Gift ved
første blik”, ser jeg mig selv fra et helikopterperspektiv. Snakker jeg for
meget, og husker jeg at spørge nok ind?
Min kæreste og jeg er
ikke alene om at sluge de dramaspækkede datingprogrammer råt, og sendefladen er
spækket med den type indhold.
Programmer som ”Gift ved
første blik”, ”Landmand søger kærlighed”, ”Bachelorrette” og ”Døm vores forhold”
er nogle af de mest sete realityprogrammer i Danmark, og ifølge TV 2 så 2,7
millioner danskere datingfjernsyn sidste år.
Men hvorfor er det mon,
at os danskere finder så stor fornøjelse i at sammenligne os med helt fremmede
par på tv – og kan det overhovedet være sundt?
Det har jeg spurgt psykolog
og parterapeut Trine Hjorth Bønnerup om, som også er ekspert i ”Gift ved første
blik”.
Vi elsker
parforhold – også i kulturen
”Jeg ser klart en tendens, hvor vi er mere optagede af
relationer – også mere, end vi har været før. Og det forstår jeg virkelig godt,
for relationer er så centrale for vores trivsel. Det påvirker os enormt meget,
om vores relationer er et godt eller svært sted,” fortæller Trine Hjorth
Bønnerup.
Drømmen om kærligheden og tosomheden lever altså i bedste
velgående. Samtidig er det også blevet et mere repræsentativt udsnit af
danskere, der melder sig til datingprogrammer, hvilket gør det nemmere for
flere at spejle sig i.
”Den store interesse for kærlighedsformater i kulturen
bevidner, at vi stadig er mange, der søger kærligheden og stadig har rigtig
svært ved det. Jo sværere det er, desto mere har vi også brug for
spejlingsflader,” lyder det fra Trine Hjorth Bønnerup, som dog både ser en
positiv og negativ vinkel ved tendensen. Og det handler om, hvordan
vi ser datingprogrammerne og dyrker den stigende relationsinteresse.
Datingprogrammer
som spejlingsflader
Ifølge Trine Hjorth Bønnerup er
det meget normalt at bruge datingprogrammer til at spejle sig selv og sit eget
parforhold i.
”Vi har en kulturel fortælling om,
at det er vigtigt at lykkes med vores parforhold, og idealet kan godt ligge
langt fra der, hvor vi egentlig oplever at være. Det kan derfor være meget
forløsende, når der kommer nogle kulturelle produkter som tv-programmer, der
punkterer en myte om, at alle går rundt og lykkes med relationerne, mens vi
selv går derhjemme og skændes med vores kærester eller lukker af for vores følelser.
Det gør jo, at disse kulturelle produkter kan virke enormt befriende og normaliserende,”
siger Trine Hjorth Bønnerup, som mener, at vi lever i en tid, hvor det er
blevet mindre tabubelagt at tale om udfordringerne i de relationer, vi har.
Det ser vi blandt andet, når både
kendte og ukendte mennesker stiller sig åbent og ærligt frem, og taler om både
problemer i forholdet og skilsmisser.
”Når vi får indblik i andres udfordringer med kærlighed, så
kan det få os til at sænke vores skuldre omkring egne udfordringer og give
inspiration til, hvordan man eventuelt kan løse det. Det har gjort samtalen om
parforhold og relationer mere nuanceret,” fortæller Trine Hjorth Bønnerup og
fortsætter:
”Det er også en måde, hvorpå man
kan se sine egne værdier an. Man kan føle sig ind på, hvad man selv synes er
vigtigt i et forhold, og bliver måske klogere på, hvad man søger i en partner.
Men det afhænger også meget af, om man bruger det på en konstruktiv og
udviklende måde. Det kan nemlig også blive kontraproduktivt.”
At dømme
er ikke at spejle
Hvis du bruger datingprogrammer som et spejl i dine egne
datingmønstre eller i dit parforhold, kan det være til stor gavn.
Men hvis du omvendt bruger tiden foran skærmen til at dømme
andre og føle dig hævet over dem og deres adfærd, kan det være et problem,
siger Trine Hjorth Bønnerup.
”Hvis vi tager afstand fra en episode eller en person, vi
ikke kan lide i et datingprogram, tager vi også afstand fra en side af os selv,
vi måske godt kan genkende, men har lukket hårdt ned. Det, vi dømmer mest, har
oftest en fortælling indadtil, som kan være relevant at kigge på. Hvorfor
bliver vi så trigget af lige netop det? Er den følelse eller reaktion blevet
forbudt hos mig? Hvilke værdier er i klemme?
Når vi laver hurtige bedømmelser af andre, bliver vi mindre relationskompetente
selv, fordi vi fastholder et ydre blik fremfor en indre læring” siger Trine
Hjorth Bønnerup, som også ser samme tendens til at dømme andre steder i
datingkulturen.
”Der er nogle tendenser i tiden, som har præget vores adfærd
i forhold til relationer. Her tænker jeg for eksempel på datingapps som Tinder,
der gør, at vi er meget hurtige til at lave overfladiske bedømmelser af andre
og sætte mennesker i kasser.”
Når vi på den måde er optaget af at kategorisere andre, og
finde helte/skurke eller dømme inde/ude, så bliver det ifølge Trine Hjorth Bønnerup problematisk, fordi vi
overser vores egne blinde vinkler. Og når vi gør det, er vi ikke i gang med at
forstå os selv bedre, men derimod i gang med fodre en negativ dømmende tone,
som vi i sidste ende også selv frygter at blive mødt med, lidt som en ”tyv tror
hver mand stjæler”-effekt.
Hvorvidt det er sundt at vurdere parforhold på tv, er
altså et spørgsmål, der kan koges ned til åbenhed og selvrefleksion.
Er du åben for og nysgerrig på, hvordan du selv ville
reagere i bestemte situationer i dit kærlighedsliv?
Det bliver ifølge Trine Hjorth Bønnerup altafgørende for, om
det bliver en hjælpsom og udviklende tendens eller bare en reproduktion af en
negativ kultur, hvor vi hurtigt dømmer andre.
Det er
helt normalt at elske datingprogrammer
Ifølge Trine Hjorth Bønnerup ser det ud som om, at det
bliver mere og mere normalt, at vi elsker datingprogrammer.
”Vi anerkender i dag, at det er noget, vi kan spejle os i og
lære noget af, og at kærlighed er komplekst. Det bliver også mere og mere
tilgængeligt for alle, hvilket kan være en dialogåbner på tværs af køn og
aldersgrupper. Jeg synes, at det er stærkt, når jeg hører, at programmerne
bliver brugt til at åbne for svære snakke,” siger hun og fortsætter:
”Vi mennesker er komplekse. Vi er hvirvlet ind i mønstre,
hvor vi i forsøg på at beskytte os selv også kommer til at skyde os selv i
foden. Og så har vi brug for programmer, som kan indfange det komplekse og
samtidig hjælpe os med at gøre det mere enkelt, så vi kan blive inspirereret
til, hvordan vi sætter det rigtige ben foran det andet i vores søgen efter
kærligheden.”
Så måske er det alligevel ikke så skidt, når jeg slænger
benene op på sofaen til et datingprogram – hvis jeg bare ser det med et
indadvendt blik i stedet for et dømmende ét.