”Dronningen og kronprinsen har et tydeligt stærkt bånd – det var så rørende at se i Berlin…”

Dronning Margrethe har altid været der. Hun blev indsat på tronen samme år, som jeg blev født, så for mig findes der ikke et Danmark uden Margrethe.

Jeg har det som de 85 procent af den danske befolkning, der bakker op om Kongehuset, og med tiden er jeg nærmest blevet fan af vores regent. Ikke mindst her i de seneste uger, hvor jeg er dykket ned i ALT for damernes arkiv for at finde højdepunkter fra bladets dækning af hendes liv.

Bladet har fulgt hende gennem barndommen, gennem fransk forlovelse og moderskab til alderdommen – med og uden Henrik.

Tiderne er skiftet, men majestæten er den samme: Værdig og ophøjet, men med et skævt blik på sine egne uperfektheder. Hun er menneske først.

Mine varme følelser for hende blev beseglet, da hun i et interview med ALT for damernes journalist Marie-Louise Truelsen i anledning af sin 80-års fødselsdag i 2020 fortalte om en svaghed, vi har til fælles: Hun har også altid været slem til at få pletter på tøjet.

"Da min mor skulle have os tre piger med til England første gang, det var i sommeren 1952, fik vi FLERE kjoler. De var vel nok fine. Og hvor var vi glade for dem. De fleste af de kjoler, jeg fik ved den lejlighed, var nogle, jeg rigtig rigtig godt kunne lide. Men så var der en enkelt kjole, som jeg altid havde en særlig evne til at spilde på. Jeg var vældig god til at spilde. Kjolen var egentlig rigtig pæn, men den mødte ALLE pletter, der var ude at gå. De satte sig på den kjole, og til sidst kunne jeg ikke døje den. Fordi jeg vidste, at det ville gå galt, når jeg havde den på. Min mor fik ingen pletter. Benedikte får ingen pletter. De tør ikke. Pletterne. Men de kommer til mig, ha ha. Det har de altid gjort."

Prinsesserne er linet op i fine kjoler, da dronning Margrethe for første gang er på forsiden af ALT for damerne i julen 1954 – billedet er taget af hoffotograf Anne Marie Lindequist. Margrethe er 14 år gammel, og forsiden følges inde i bladet op af en stor artikel: ”Prinsesser har også en hverdag”.

Pigernes far, kong Frederik, har siddet på tronen i syv år, og han beskrives som ”landets populæreste mand, uden at han på nogen måde har jaget efter populariteten. Han er blevet det ganske simpelt, fordi han i hele sin fremtræden og i sit væsen har vist sig som det, han er – en god, dansk mand med danskerens bedste karaktertræk”.

Også Dronning Ingrid er vellidt, og som skribenten formulerer det: "De har muligvis begge to deres fejl som alle andre mennesker, men deres dyder er så store og så mange, at alle har kunnet vurdere dem."

Også de tre prinsesser nyder stor popularitet. Kongefamilien er kendt for at komme rundt i alle dele af landet, og når pigerne er med, får de "hyldesten til at stige til jubel".

"Margrethe, Benedikte og Anne-Marie er almindelige børn, før de er kongebørn (...) Det er nok at se på dem og lægge mærke til deres væremåde. De er nøjagtigt lige så naturlige som alle andre børn i den alder," står der i artiklen.

Margrethe går på dette tidspunkt på Zahles skole. I de første skoleår blev hun ellers undervist på Amalienborg sammen med en lille gruppe jævnaldrende piger.

Men prinsesserne skulle lære, hvad kammeratskabet i en almindelig skole er værd, og i Zahles skole blev de klassekammerater med børn fra "alle mulige hjem", beskrives det i bladet, der opererer helt uden kilder – til gengæld i en meget begejstret tone.

Det er pudsigt at læse, hvordan ALT for damernes skribenter i disse år nærmest bare trækker digterkysen ned over ørerne og på bedste billedblads-vis med løs pen beskriver det royale liv – uden at have talt med hovedpersonerne selv. I nyere tid har vi haft flere interviews med de kongelige, og i et interview fra 2015 beskriver dronning Margrethe, hvordan hun i 1955 tager på kostskole i England og ser det som en vigtig tid i hendes personlige udvikling.

"Jeg syntes, det var pragtfuldt! Jeg savnede altså ikke at være hjemme et øjeblik. Mine stakkels forældre syntes faktisk, at det var lige rigeligt, at jeg faldt SÅ godt til på skolen, for jeg glemte vistnok at skrive breve i lang tid. Det var ikke så godt."

"At gå på kostskolen var et mere frit liv for mig. Og skolen var organiseret på den måde, at vi var omkring to årgange i hver klasse, og så blev man undervist efter niveauet. Jeg gik i den ældste klasse som 15-16-årig, og hele den ældste klasse var ansvarlig for de yngre elever. Det var noget HELT nyt for mig pludselig at skulle tage vare på andre mennesker. Derhjemme var jeg fire og seks år ældre end mine søstre, og vi havde hjælp i huset, så jeg havde nok ikke taget mig særligt meget af dem, ha ha. Jeg var vist ikke verdens mest morsomme storesøster at have. Bortset fra, sagde mine søstre, når de arvede mine skolebøger, for der var altid små, sjove tegninger på alle siderne."

Fra juleforsiden i 1954 går der 11 år, før Margrethe igen er på forsiden af ALT for damerne. I 1965 er de tre søstre blevet voksne og ses nu som en del af Europas giftefærdige prinsesser.

Inde i bladet har en skribent ved navn Court Helmer lagt en kongelig dating-kabale for de europæiske tronfølgere og disker op med de seneste rygter om blandt andre Margrethe:

"Der har i de sidste par år, især i de udenlandske blade, været talrige rygter om en romantisk forbindelse mellem tronfølgeren og den engelske William af Gloucester og prins Kraft af Hohenlohe-Langenburg, men endnu er prinsessen uforlovet. En overgang troede man, at Margrethe ville vælge en ung dansk diplomat, Hans Ulrik Haxthausen, til gemal, men alle forlovelsesrygter er blevet tilbagevist."

Court (født Kurt) Helmer, kan jeg google mig til, var en alsidig herre; han kunne både skrive noveller, teaterforestillinger og altså også artikler... Uden at udskamme Court/Kurt, så vil jeg garantere, at der i dag skal mere til end almindelig sladder for at få lov at skrive til ALT for damerne.

Og hvad han ikke vidste, var, at Margrethe senere samme år skulle løbe ind i en fransk charmeur, den farverige Henri de Monpezat.

Brylluppet

I det særnummer, som ALT for damerne udkommer med i anledning af deres bryllup i 1967, kan jeg læse mig til, at der var gang i spekulationerne om, hvordan de to mødte hinanden. I begyndelsen mener pressen, at det må være sket, da Margrethe studerede ved Sorbonne.

"En særlig smuk version gik ud på, at de to unge havde mødt hinanden på et museum ud for en græsk vase – en historie, de forlovede har moret sig meget over," står der i bladet.

Men efterfølgende er det kommet frem, at de mødtes i London, hvor prinsesse Margrethe studerede økonomi ved London School of Economics. Det var dog først i et tog på vej hjem fra et bryllup i Skotland hos fælles bekendte, "da Gud Amor fik held til at placere prinsesse Margrethe og grev Henri i samme kupé, at de to virkelig fik øjnene op for hinanden."

I bladet beskrives prins Henrik med ord fra sin borgmester, som ved en reception i anledning af prinsesse Margrethes første besøg hos sine svigerforældre på Le Cayrou, kaldte ham: Intelligent, ligetil, hjertelig og venlig. Og som borgmesteren fortsatte med at sige: "Han hører til dem, om hvem vi her i Frankrig siger: Il ferait le bonheur d’une reine." Han vil kunne gøre en dronning lykkelig.

Det fremgår af bladet, at tronfølgerens apanage i 1967 er 900.000 kroner om året, hvoraf cirka halvdelen går til personalelønninger. Til sammenligning får kronprins Frederik i dag 21,6 milloner om året.

I særnummeret fejrer ALT for damerne tronfølgerparrets bryllup med masser af billeder, et broderi-mønster til Margrethe og Henrik-navnekluden, en kageopskrift og en konkurrence, hvor man kan vinde rødvin fra prins Henriks hjem.

I det hele taget er ALT for damerne gået all in på royalt håndarbejde i disse år. Hver gang der sker noget nyt i Kongehuset, skal det fejres med et mønsterark!

Baby & dåb

I 1968 er prinsesse Margrethe gravid, og ALT for damerne laver til hendes fødselsdag et særligt baby-nummer med snitmønster, strikkeopskrifter og nyheder om babyudstyr.

På forsiden står den kommende mor lidt betuttet på et officielt billede med kors og bånd og stjerner på, og som fødselsdagsgave til tronfølgeren har ALT for damerne kreeret et mønster til en præsenterkjole med kyse. Kjolen er en kopi af en dåbskjole, der hænger på Tønder Museum, og den er håndbroderet med de fineste tunger, kranse og blade holdt i grønt, gult og rosa, ”farver, der virker nye og forfriskende”.

Materialerne til kjolen kunne bestilles gennem Gutenberghus i Vognmagergade og kostede 155 kroner.

I juni 1968 skal den lille ny prins døbes. Her har chefredaktør Kaj Dorph-Petersen sat et billede af den nybagte mor med baby på forsiden. Babyen kaldes Christian!

Inde i bladet skriver journalist Ann Isager om "Ni måneder med prinsesse Margrethe" og hæfter sig ved, at prinsessen også under sit svangerskab har vist sig som "en moderne pige".

"Før var det almindeligt, at dronninger og prinsesser trak sig tilbage til privatlivets fred, når de var kommet nogle måneder ind i svangerskabet, men prinsesse Margrethe har uanfægtet udført sine mange officielle pligter til de sidste dage inden fødslen. Hun har været yndig og smilende, gerne ladet sig fotografere, hvor hun end viste sig, og gennem aviser og ugeblade har vi kunnet følge hende under hele ventetiden. Det har været klogt og rigtigt af tronfølgeren, som gennem sin meget naturlige væremåde har opnået større popularitet end nogen sinde."

Bladet viser billeder af den gravide prinsesse i fuldt vigør med alt fra gallaforestillinger til officielle besøg rundt i Danmark, og i dag er det svært at forestille sig, det kunne være anderledes, men det glæder mig at læse, at Margrethe dengang var first mover og fik vist, at graviditet ikke er en svaghed, og at den gravide mave ikke skal gemmes væk.

Modeikoner

ALT for damerne har altid interesseret sig for mode, og i 1970 er der fokus på en helt særlig trendsætter: prins Henrik. Hans knaphulsblomster vækker opsigt, og han har promeneret med både hvid og rød nellike, gul rose, kornblomst, gardenia, latyrus og en rød rose, da prins Joachim blev hentet hjem fra Rigshospitalet.

"Det tør vist siges, at med prins Henrik har knaphulsblomsten fået en renæssance. Der er muligheden for at lave lidt tøjmæssigt spræl, som om han ellers er bundet af protokollen og ikke må virke for provokerende. Mon ikke prins Henriks humør stiger en tak, når han stikker dagens blomst i knaphullet... eller måske er det hans kones job?"

Også Margrethe hyldes som modeikon og er i juli 1970 på forsiden under overskriften "Kongelig midi".

Journalist Jette Munch skriver:

"Midi’en er kongelig mode. Ingen kan længere komme og sige, at kongelige damer nøler med moden. For aldrig har man set dem følge en mode så lynhurtigt op, som da sømmen atter blev trukket ned over knæet. Midi’en var accepteret."

Det fremgår af artiklen, at der har været diskussion om, hvorfor de kongelige ikke kastede sig ud i miniskørter, som ellers var hotteste mode i slutningen af 1960’erne:

"Dengang da dronningerne og prinsesserne tøvede over for modens tendenser, hørte man kritik af, at de var alt for sene... alt for konventionelle."

"Dronningerne Ingrid og Anne-Marie, tronfølgeren prinsesse Margrethe samt prinsesse Benedikte holdt på den knædækkende mode, så længe det overhovedet var muligt. På det tidspunkt måtte de dog overgive sig... og slap fra det, synes vi, ikke alene med kongelighed og værdighed i behold. Det klædte dem også at vise ben – som det klædte dem, at de aldrig gik ind for den mest udprægede mini-mode."

"Tronfølgeren sagde engang i et af sine mange udenlandske pressemøder, at: "Jeg har intet imod mini-moden. Men jeg synes ikke, mine ben egner sig til den." Dette må vel være sagt i beskedenhed og/eller med prisværdig selvkritik."

What?! Prisværdig selvkritik... Kan vi lige blive enige om, at Margrethe har de flotteste, lange stænger, og at ingen kvinder – heller ikke prinsesser – skal tænke om deres ben, at de ikke bør vises frem?

Kongen er død

I disse dage fejrer landet, at dronning Margrethe har været tronen i 50 år. Det er en glædelig begivenhed, men da hun i sin tid overtog efter sin far, var både hun selv og landet i sorg.

ALT for damerne bringer i 1972 en lang reportage om de 25 dage, der går fra Kong Frederiks radio- og tv-tale nytårsaften til hans begravelse i Roskilde.

"I dette øjeblik udløstes en hel nations hengivenhed over for den gamle konge – samtidig med at man tog hul på fremtiden. Få minutter efter nyheden om kongens død var spredt, indfandt de første deltagende mennesker sig på Amalienborg slotsplads. (...) Menneskemængden forenedes i sangen "Altid frejdig, når du går".

"Dronning Margrethe fik en travl lørdag. Om formiddagen mødtes Dronningen på Amalienborg med statsminister Jens Otto Krag og regeringens øvrige medlemmer. Kort efter blev Kong Frederiks båre overført fra hospitalet til Amalienborg – og så fulgte det første officielle statsråd på Christiansborg – og endelig udråbelsen fra Christiansborgs balkon – præcis klokken 15."

Omkring 75.000 havde taget opstilling ved Christiansborg i det historiske øjeblik – og mange millioner i Danmark og over hele Europa fulgte begivenheden på tv-skærmen. Efter statsminister Krags traditionelle trefoldige udråb "Kong Frederik den Niende er død, længe leve Hendes Majestæt dronning Margrethe den Anden" holdt vores nye 31-årige dronning sin første officielle tale – en bevægende erklæring om faderen, den afdøde konge, og om fremtiden:

"Min elskede fader vor konge er død og en stor sorg har ramt os alle. (...) Måtte den tillid, der vistes min fader, også blive mig til del, det beder jeg om; det er den støtte, som vil gøre det muligt for mig at udføre mit hverv som Danmarks dronning. Det skal være mit livs mål og deri vil jeg lægge al min flid og min kraft. Dertil hjælpe mig Gud, Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke."

Det er det her, hun har forberedt sig på hele sit liv. I et interview med ALT for damerne i 2015 beskriver hun netop dette øjeblik som det store vendepunkt i hendes liv.

"Jeg skulle se det i øjnene, og det blev jeg forberedt på af mine forældre. Min far omfattede mig med meget stor varme og havde en – sikkert urimelig – tiltro til, at jeg nok skulle klare det. Og det støtter jo, når man bliver mødt med, at det skal man nok klare. Derfor føltes det egentlig meget naturligt, da det skete, men det er klart, at det var en mægtig omgang. Et stort spring, for nu gjaldt det pludselig. Bevidstheden om, at min far havde glædet sig over, at jeg skulle efterfølge ham, var også med til at gøre, at det virkelig betød noget."

"Det var en meget stærk oplevelse at stå på balkonen, da jeg blev udråbt som dronning. Det var en iskold januardag, og jeg havde set nogle fotografier fra min fars udråbelse, hvor der var sort af mennesker foran Christiansborg, og jeg tænkte ved mig selv, at det ville man ikke komme til at se igen. Men der VAR sort af mennesker, og det gjorde et voldsomt indtryk på mig."

Det var i 1972, lige midt i tiden med ungdomsoprør, provoer og alt det der, og så var pladsen alligevel fuld af folk i alle aldre. Det føltes virkelig som en kolossal støtte, at folk gerne ville være der på det tidspunkt på den dag.

"Sorgen over at have mistet min far hørte med. Jeg var dybt berørt over at have mistet ham, men det, at jeg vidste, at det var min bestemmelse, og at min far var meget glad for min bestemmelse, gjorde, at det ikke var sorgen, der lå øverst lige den dag, jeg blev udråbt. Senere mærkede jeg sorgen og savnet. Særligt i løbet af det første år. Hver gang jeg gjorde noget for første gang, som min far havde plejet at gøre, tænkte jeg på ham. For eksempel den første gang, jeg gik ombord på Dannebrog som dronning – det var med en stor klump i halsen. Men samtidig var det også med en kæmpe glæde. Min far elskede det skib, og jeg havde også holdt af det gennem hele min barndom."

Hun beskriver det så fint. At have en forpligtelse, som giver mening midt i sorgen. Men åh, den dag, det bliver Kronprins Frederik dér på balkonen... Selv er hun ret afklaret med, at der ikke nødvendigvis er ret lang tid til, at landet skal have en ny regent.

Sådan her siger hun i et interview med ALT for damerne i 2020:

"Jeg tror ikke, der er ti år foran mig. Det tror jeg ikke. Men det vil jo vise sig. Jeg føler ikke, at tiden går på hæld, men med en vis grad af realisme må man vel sige, at der er ikke ti år foran mig."

Men De er jo sund og rask?

"Ja, og det er godt, så længe det varer."

Hvordan er det at tænke, at der måske ikke ligger ti år foran Dem?

"Det tager jeg egentlig meget roligt. Jeg har travlt, fordi jeg laver 117 ting hele tiden, så nej, det spiller ikke den store rolle med årene nu, synes jeg."

Det er allerede næsten to år siden... På dette tidspunkt har hun lige mistet sin mand. Prins Henrik døde efter i flere år at have lidt af demens, og journalist Marie-Louise Truelsen spørger til forløbet, og svaret er så ærligt, som det kan være, når det kommer fra en dronning:

Hvordan har det været for Dem at miste Deres mand?

"Jeg begyndte jo at mærke, at der var noget galt, men det tager noget tid, før det går op for en, hvad der er galt, når der er tale om demens. Og før man finder ud af, at ja, det er rigtig nok, at der er noget galt. Det var ikke nemt de sidste par år, det vil jeg gerne sige. Han havde det ikke godt."

Kan man sige, at det på en måde var en lettelse, at han gik bort, selvom det ikke er noget, man siger?

"Ja, det er svært at sige højt. Det lyder ikke rart, når man siger det. Men jeg var glad for, at han ikke skulle blive ved længere, end han gjorde. For hans egen skyld. Og også for min. Det er hårdt at være pårørende til et menneske, der er ramt af demens, for det menneske ændrer sig. Det er ikke det samme menneske, som man har været sammen med i mange år."

Oplevede De en form for ensomhed i det?

"Ja… Det var der vel på sin vis..."

Men De er kommet godt videre?

"Ja, det synes jeg jo nok, at jeg er."

Hvordan kommer man videre efter sådan et tab?

"Jeg er jo heldig, at jeg har mit arbejde. Der er noget, jeg skal. Og så viser det sig hen ad vejen, at det går rigtig godt alligevel. Fordi man er optaget af det, man skal. Og fordi det, man skal, er noget, man gerne vil. Det betyder jo også noget. Det er ikke nogen sur pligt. Det er en virkelig god ting at have noget at tage sig til, så jeg er meget heldig, hvad det angår. Jeg har også fået fantastisk fin støtte fra hele min familie."

Kronprinsen

Dronningen og kronprinsen har i dag tydeligvis et stærkt bånd: Det var så rørende at se, da de i november 2021 var på statsbesøg i Berlin sammen. Hendes mundbind drillede, og høreapparatet røg med af. Kronprins Frederik ville stille sig foran hende og skærme for fotograferne, men det skulle hun ikke bede om:

"Vi har ikke nogen hemmeligheder her," var hendes kommentar.

Dronningen er tryg i verden – og tryg ved Frederik som konge. Hun har gjort ham og Mary klar, fortæller hun:

"Kronprinsen har også levet med et stærkt fokus, siden han var meget lille. Han havde, som de fleste unge, nogle år, hvor det ikke var spor nemt at være kronprins og sin meget fyldende mors ældste søn. Men han har lært det meget fint, og nu er han jo både gift og hjemfaren og hviler flot i sig selv. Han kender sit potentiale. Jeg har, fra han var helt lille, gjort meget ud af at fortælle ham, at der både er et ansvar, men også umådeligt mange glæder forbundet med den position, han har. Det er vigtigt, og det tror jeg i høj grad, at han er bevidst om i dag."

"Han er en voksen mand med kone og fire børn, og de har virkelig fundet deres plads og gør det vældig godt begge to. Der har i høj grad ligget en opgave for mig i at lære kronprinsessen nogle ting, men jeg har prøvet ikke at fylde for meget over for hende. Hun skal have lov til at blive sin egen, og hun skal ikke gøre alting, som jeg gør det, og det gør hun heller ikke. Hun gør ting, som jeg ikke kan, og hun kan ting, som jeg ikke har nær så let ved at gøre. Det er rigtig værdifuldt."