Dronning Margrethe: ”Jeg syntes bestemt ikke, at det var sjovt. Slet, slet ikke”

At roen sænker sig over krop og sjæl, når man sidder med et håndarbejde i skødet og lader hænder og fingre gøre arbejdet – ja, at det ligefrem renser hjernen – er vi nok mange, der har erfaret på egen krop.

Måske derfor valgte vores nu abdicerede dronning også at give netop håndarbejdet en fremtrædende plads i årets nytårstale.

Læs også

En afgørende beslutning fik Cathrine Dufours far til at vende hende ryggen: ”Jeg har rakt ud så mange gange”

"Ja, man får ryddet op i hovedet somme tider – det er vist en udmærket ting," som Dronningen siger, da vi møder Hendes Majestæt i Den blå salon på Fredensborg Slot en solrig formiddag.

Dronning Margrethe har medbragt en køn vatteret sy-taske i klare blå nuancer med blomstermønster på. Heri gemmer hun sit igangværende arbejde, fire broderede kvadrater, som senere skal monteres på puder.

"Jeg blev faktisk færdig med det sytøj, jeg er i gang med, for et par dage siden. Jeg skulle selvfølgelig have holdt mig selv tilbage, men når man sidder og mærker, at nu er den ved at være der, så kan man jo ikke stoppe," siger Dronning Margrethe, men tråder alligevel en nål til ære for fotografen.

Én tråd ad gangen

På armlænet ved siden af Majestæten ligger en ring med lækre broderigarner i alle regnbuens farver, ja, flere end det.

"Garnerne kommer i sådan nogle dukker, og så vinder jeg dem op over albuen, klipper op og sætter dem på disse her plastikringe," siger Dronningen og viser længden med armen.

"Så har man styr på det. Og så er det meget nemt. Når jeg vinder dem op og klipper igennem, får jeg en længde tråd, jeg godt kan sy med. I sådan en tråd er der hen ved 100 sting. Og i begyndelsen af sin broderikarriere," fortæller Dronning Margrethe, syede hun en hel tråd færdig for derefter at tage fat på en ny farve og færdiggøre den. Sådan fremkom mønsteret, men med tiden oplevede Dronningen, at det blev for gnidret, og siden har hun indledningsvis tegnet sine mønstre op på kvadreret to-millimeter-papir.

Hadede håndarbejde

Mere om det senere. Først skal vi tilbage til begyndelsen. For i 1950’erne kunne Dronning Margrethe, som dengang var tronfølger, ikke fordrage at sy – ja, hun ligefrem hadede det, fortæller Dronningen, mens den nøddebrune gravhund Tillia vimser om benene og meget gerne deltager i samtalen.

"Håndarbejdstimerne i skolen var bestemt ikke ugens højdepunkt," fastslår Hendes Majestæt.

"Dengang syntes jeg, at broderi var ganske uspiseligt trist. Vi syede også forklæder og lærte efterhånden at sy på maskine, og det syntes jeg bestemt heller ikke var sjovt. Slet, slet ikke."

Men da Dronning Ingrid i sommeren 1960 havde modtaget hele serien af Haandarbejdets Fremmes bomuldsgarner og en dag sad og broderede sammen med sine danske og svenske veninder på Graasten Slot, skete der noget.

"Så hang alle de her flotte dukker på en stor ring. Farverne spillede sammen, og jeg fik simpelthen lyst til at prøve det. Det kom pludseligt, da jeg var 20 år gammel. Bum, sagde det, og så var jeg hooked. Så lånte jeg en nål af min mor, og jeg fik et stykke stof at sy på af den sædvanlige størrelse til korssting. Og så begyndte jeg at sy frit fra leveren."

På Kongehusets hjemmeside kan man se et foto fra 1960’erne af et kønt brilleetui, som tronfølgeren dengang syede til sin søster, H.K.H. Prinsesse Benedikte, hvor mønstrene i dæmpede lilla, brune, gule, pink og blå nuancer væver sig ind i hinanden. Etuiet er syet uden skabelon.

Læs også

Pernille Schrøders mor fik søn med anden mand: Han 'arvede' mig, og jeg betragter ham som min far

"Det var farverne, der var vejen ind for mig. Farverne og det, at jeg ikke skulle følge en andens mønster. Samtidig vidste jeg jo derfor heller ikke, hvor langt jeg var fra at være færdig – det var bare at sy og se det vokse," husker Dronning Margrethe.

Den blå taburet

Efterhånden gjorde den daværende prinsesses ambitioner dog, at hun indså det fornuftige i at tegne et mønster op, inden hun påbegyndte et arbejde – for at få mere kontrol. Sådan har Dronningen arbejdet siden. Og med tiden gik hun fra korssting til petit point, som vel nærmest kan betegnes som halve korssting.

"På et eller andet tidspunkt sagde min mor: ”Hvorfor laver du ikke petit point, når du alligevel dækker hele fladen?” Og det kunne jeg jo se, at hun havde fuld-

kommen ret i," fortæller Dronning Margrethe og peger på en taburet ved vinduet med lyseblå bund og matchende blomster-ornamenter på fladen.

Vi trækker den ud i lyset fra ruderne, så de sirlige sting træder tydeligt frem, og man benoves over de adskillige timers arbejde, der må ligge i sådan et værk.

"Ja, der er temmelig mange sting i. Den er helfætter til de to puder her," siger Hendes Majestæt og viser endnu to puder, syet til Den blå salon, som ligger i sofaen under to malede ungdomsportrætter af Dronningen selv og Prins Henrik.

Her i salonen holder Majestæten sig til de blå nuancer, det hele skal jo passe sammen, men ellers har Dronningen ikke en yndlingsfarve. Selv om grøn, indrømmer Dronningen og trækker en tråd frem fra ringen med garner, især den græsgrønne, faktisk sjældent kommer i brug.

Arrige puder

Pudemotiverne i arbejdstasken skal derfor bestemt heller ikke bruges her i salonen.

For de er i både røde, pink og gule farver med mørke motiver. Dronning Margrethe ved endnu ikke, hvad der skal ske med dem, og faktisk er den tredje i rækken næsten lidt ond i sulet, konstaterer Majestæten.

"Det har jeg slet ikke tænkt over, men det er den faktisk. Den er absolut ikke rigtig rar. Nej, det er nogle dage siden, jeg har set på den sidst. Den er egentlig ret skrap. Ikke helt hyggelig. De to er lidt flotte, de er ikke så slemme; de truer ikke så meget," fortsætter Dronningen og trækker de to første motiver i serien frem.

"Somme tider ved jeg, præcis hvor jeg vil have det, men jeg aner ikke, hvor de her kommer til at havne. Men de er godt nok arrige."

Om puden med det mørke træ i midten, som ifølge Dronning Margrethe selv ikke er helt så ”tosset” som den foregående, forklarer Dronningen, at den først er tegnet op på millimeterpapiret.

Dronningen viser mønstret frem, hvor man blot ser konturerne af træet.

"Så kan jeg få de spændstige linjer, jeg gerne vil have. Som De kan se, er det kun lige den der figur, som er tegnet helt. Jeg har ikke valgt farverne; de sidder et eller andet sted i hovedet, og mange af dem kommer, mens jeg arbejder. Men jeg havde tanken om de der mørke former på en lys bund. Det var det, det startede med. Og så viser det sig, hvad det har lyst til."

Kunsten at pille op

Når man syr på den måde, kan det jo hænde, at der sker fejl – eller at en farve ganske enkelt ikke passer alligevel.

"Det sker for mig en del, også på det seneste. Jeg havde lavet et felt, hvor jeg tænkte ”nej, den farve, den går ikke, den er forkert, den smadrer det” – og så skal man pille det op. Og det er et helvede at pille petit point op," siger Hendes Majestæt med eftertryk.

"For prøv at se, hvordan der kommer til at se ud på bagsiden…"

Dronningen vender broderiet om, og bagpå viser sig en busket underskov af farvede sting.

"Korssting er en ren leg at pille op – zyp, zyp, zyp – men med petit point har man jo stukket sig selv i nakken hele tiden, altså, i nakken på stinget. Og resultatet er, at hvis man ikke helt kan se, hvad det var, man gjorde, så sidder man der og bander langt væk. Det tager meget, meget mere tid end at sy. Men man bliver af med den irriterende farve, det er jo godt nok."

Tillia har muligvis fået nok af broderisnak og giver et par bjæf fra sig, og Hendes Majestæt lukker hunden ud i slotshaven.

Kaminskærmen

Imens taler vi om, hvad Majestæten er mest stolt af på sit imponerende generalieblad over frembringelser, herunder også applikationer til kirketekstiler, både herhjemme og i udlandet.

"Jeg tror nok, at de kaminskærme, jeg har syet, er blandt de ting, jeg er rigtig glad for," siger Dronning Margrethe og nævner også igen den dueblå taburet ved vinduet.

"Også fordi det er spændende, at det lykkes med en stor ting. Et stort værk, hvor man virkelig har været ambitiøs."

Tillia bliver hurtigt lukket tilbage i gemakkerne.

Det var vist alligevel for køligt udenfor. Gravhunden lunter med igennem et tilstødende værelse, ind i en smuk lys sal, Harsdorffsalen, med paneler i en støvgrøn farve og en statelig sort kamin. Når kaminen ikke er i brug, som nu, dækker man for den med en skærm, sådan at det ikke trækker fra skorstenen ud i rummet.

Læs også

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Dronning Margrethes kaminskærm er et åndeløst smukt værk, der ved hjælp

af tusinder af små sting afbilleder en vase med blomsterranker på et lille podie. Det ligner et maleri, så detaljeret er det, og det er spændt ud på en gylden ramme. Farverne i værket er afstemt med rummet, og med små forskelle i garnets nuancer har Dronningen frembragt både reflekser i den broderede vase og skygger, så den rent optisk får den rette krumning.

Bunden i billedet er en sag for sig, for den er fyldt ud med atter og atter petroleumsblå sting. Det må have været en tålmodighedsprøvelse af de store.

Ingen masker

Selv om Hendes Majestæt altså gerne gaber over enorme værker med endeløse rækker af sting, er der alligevel en vis type af håndarbejde, Dronningen ikke har sindsro til. Og det er strik og hækling.

"Dét i den grad! Det syntes jeg var forfærdeligt, da jeg gik i skole, og der var ab-so-lut ingen fornemmelse af, at det var noget, jeg skulle prøve at lege med igen. Ikke ud af stedet."

"Nej, så strikker man forkert, så taber man masker, så skal man have skidtet op igen – så bliver det for stramt eller for løst, og det bliver ved, og det bliver ved, og man bliver jo aldrig færdig. Fordi hvis det er noget småt, er det jo ikke noget værd at lave. Og hvis det er stort, så kan man ikke overkomme det, ikke mig, i hvert fald. Jeg har ikke den slags tålmodighed.

Jeg kan sagtens sidde og sy en stor kaminskærm, hvor jeg skal fylde en masse bund ud – det går, for jeg ser, at det hele vokser. Og så kan man ikke lave meget forkert, når man har en tegning at følge. Strikke, hækle… ikke ud af stedet! Det har jeg selvfølgelig også skullet lære i skolen, begge dele, og det ene var værre end det andet."

Nyt på nålen

Men broderierne er Dronning Margrethe ingenlunde færdig med. I forgårs satte Hendes Majestæt det sidste sting i serien af de fire puder, der er blevet nørklet med siden nytår, og hvad der nu skal på nålen, vides ikke. Men der skal nok dukke noget op.

De fire pudemotiver bliver pænt stablet med mønstrene imellem sig, så bliver de rullet sammen og pakket forsigtigt ind i et silketørklæde og kommer ned i den blå sy-taske sammen med alle garnerne i regnbuefarver.

"Så pakker vi hele baduljen sammen igen. Så må vi se, hvad jeg så skal finde på," som Dronningen siger.

På den måde bærer Dronning Margrethe sine igangværende arbejder med rundt og kan sætte sig med det, hvor det passer, med tasken hængende over stoleryggen.

Vi takker Hendes Majestæt for at have fået lov til at se de flotte puder, mens de blev til.

"Nu har jeg kørt med de der sære motiver og farver siden tidligt på året, i vinter," siger Dronningen.

"Og når man er glad for det, man sidder og laver, ja, så kan man jo ikke lade være at vise det frem."

Interviewet med Dronning Margrethe blev lavet 24. april.