"Du ved, at du overlever - du ved bare ikke hvordan"

I den første tid forsvandt jeg ind i en boble. Det var som at komme tilbage til en fostertilværelse, hvor jeg levede i et fuldstændig separat univers og blev pakket ind og beskyttet af mine nærmeste.

Jeg husker det som meget uvirkeligt. Jeg var til stede i al den her gru, men samtidig var jeg ikke til stede. Det var ikke en ud af kroppen-oplevelse, men en ud af virkeligheden-oplevelse. Alt det, jeg kendte, og alt det, jeg havde bygget op, blev pludselig revet væk under fødderne på mig, og jeg skulle begynde forfra. Jeg befinder mig stadig ofte i boblen, og en gang imellem stikker jeg hovedet lidt ud i verden og er med, og så føler jeg alligevel ikke helt, at jeg kan. Men lige så stille lukker jeg flere og flere ting ind.

LÆS OGSÅ: "HIV-diagnosen fik mig til at føle mig mindre ren. At folk stemplede mig som en, der uforsvarligt var sammen med alle mulige"

Selve sorgen er den samme og lige smertelig. Den er et univers, som jeg går ind i lidt ad gangen, og så trækker jeg mig ud igen. Jeg tror, det er et overlevelsesinstinkt, fordi man ikke kan holde til at være i så stor sorg hele tiden. I den første tid forsvandt hverdagens lavpraktiske ting fuldstændig fra min bevidsthed. De var ikke vigtige for mig, og jeg mærkede ikke, om jeg var sulten, vågen eller træt. Samtidig var jeg også meget hurtigt bevidst om, at jeg skulle redde mig selv og mit eget liv. At det ikke for altid skulle handle om sorg, og at jeg var knust af et tab. Jeg ville ikke drukne i min egen sorg.

Det er to politimænd, der overbringer Britt Sisseck beskeden om, at hendes datter er død. Kort tid forinden har Alexandra forladt familiens bolig på cykel, men på vejen er hun blevet kørt ned af en bus i en højresvingsulykke i det indre København. Britt Sisseck bliver frarådet at se sin datter, fordi hendes hoved har taget skade, men hun insisterer. Hun har brug for at se det, hun har så svært ved at tro på.

LÆS OGSÅ: Ritt Bjerregaard: "Jeg har opnået en større frihed, fordi jeg ikke har haft børn"

Jeg er lykkelig for, at jeg insisterede på at komme ind og se hende, og det var ikke dramatisk. Hun var dækket fint til med et lagen over sit hoved, og de havde taget hendes ene hånd frem, så jeg kunne sidde og holde den. Jeg fik fat i hendes far (Peter Sisseck, red.), som bor i Spanien, og han skyndte sig hjem. Når sådan noget rammer, bliver den kærlighed, som barnet er undfanget i, enorm tydelig og vigtig at have kontakt til. Jeg ringede også til vores ældste datter Leonora, som kom hjem. Hun og Alexandra var meget tætte. Der er ikke engang ét år imellem dem, så de er nærmest vokset op som tvillinger.

I starten forstod jeg ikke, hvad der var sket. Vi var jo sammen, lige før hun cyklede af sted. Hun stod lige der og talte med os. Og for mig var hun her jo stadigvæk. Processen derfra har været langsomt at få de to ting til at mødes. Mit intellekt ved godt, at hun er død, men samtidig føles det, som om intet har ændret sig. Det er noget spirituelt. Når man mister en kær, tror jeg, det er meget svært ikke at spørge sig selv om, hvad og hvor hun er nu. Og hvad det er, der gør, at jeg fortsat har en følelse af, at hun stadig er her.

De tanker, tror jeg, at man vil opleve, uanset om man er troende eller ej. Mit forhold til hende er ikke dødt, og hvis jeg skal være helt ærlig, oplever jeg ikke, at der er den store forskel på min fornemmelse af Alexandra og den, jeg har af Leonora, når hun fx opholder sig i sin lejlighed og ikke fysisk er ved min side. Jeg oplever deres liv og tilstedeværelse lige kraftfuldt. Jeg kan stadig fornemme Alexandras energi, og den fuldstændig grundlæggende kærlighedsfølelse til hende er ikke anderledes.

Det var og er vigtigt for mig at holde fast i sorgen. Det kan godt være, at jeg holder fast i det, fordi jeg ellers ikke kan holde det ud, men jeg tror, det handler om noget andet. Jeg fornemmer hende ikke fysisk, men alligevel føles hun allestedsnærværende. I starten vidste jeg ikke, om det ville fortage sig, fordi det var så kort tid siden, jeg havde set hende, men det har det ikke, og det tror jeg heller ikke, at det kommer til.

Foruden at modtage psykologhjælp begynder Britt Sisseck at have samtaler med sin præst. Her kan hun vende de store spørgsmål omkring livet og døden, som presser sig på. Hun kommer ikke fra et udpræget troende hjem, men hun har et afklaret forhold til sin egen tro, som altid har været udgangspunkt for hendes tanker omkring livet. Tanker, hun også delte med Alexandra, som netop var begyndt at læse teologi. I troen finder hun en form for trøst.

Jeg ved ikke, hvordan man klarer det, hvis man ikke har en tro. Jeg ville have været utrolig fattig uden. I mine øjne er religion et forsøg på at sætte ord og billeder på de essentielle tanker, som livet bringer med sig. En anden måde at sige det på er, at religion skaber billeder på livet og giver os et todimensionelt redskab til at forstå den tredimensionelle bevidsthed. Altså forsøger at gøre det usynlige synligt. Det er ikke altid nemt at tro, for med tro følger tvivl. Det ene eksisterer ikke uden det andet, det er to modpoler, hvor overgivelsen til troen nødvendiggør det at slippe fornuften. Som mennesker forsøger vi altid at sætte ord på vores tro. Det skal vi slippe.

Det er svært at sætte ord på, hvad der ellers gør, at jeg klarer det. Du får nogle kræfter, du ikke tror, du har. Ikke så lang tid før det her skete, var der en mor, der kom cyklende med sit barn inde i København, hvor barnet blev kørt over for øjnene af hende. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det kan man jo ikke klare. Men det skal du jo. Du har ikke et valg. Jo, du kan lade være med at leve dit eget liv. Det ville være alternativet. Så du skal jo klare det. Og hvis det rammer dig, er det vigtigt at huske på, at du ikke er den eneste, der bliver ramt af ulykker, og at der sker endnu værre ting rundt i verden. Det sætter ens følelser i perspektiv. Du ved, at du overlever – du ved bare ikke hvordan.

LÆS OGSÅ: "I dag har jeg det udmærket. I går var et rent helvede og i forgårs var endnu værre"

Britt Sisseck og hendes eksmand Peter Sisseck vælger Holmens Kirke til Alexandras begravelse. Alle, der har lyst til at deltage, er velkomne, og det er der mange, der har. Fem af Alexandras tætteste drengevenner og hendes kæreste bærer kisten ud af kirken. Familien gør især meget ud af musikken. Det er vigtigt at få sagt et smukt farvel.

Du tænker, at du ikke kan klare din egen datters begravelse, men hverken hendes far eller jeg brød fuldstændig sammen. Det var ikke fordi, vi ikke var kede af det, men da vi sad i det her fællesskab, var det vigtigste at dele det og ikke forskanse os i os selv. Det var der masser af andre tidspunkter til at gøre. Det var overraskende at opleve, at jeg lige der fik en styrke og var ekstremt årvågen omkring alting.

Jeg husker, at der var en lille fugl, som var kommet ind i kirken, der sad oppe på krucifikset under hele gudstjenesten og pippede. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det var hende, der sad og kiggede ned på os alle sammen og fløj fornøjet rundt. Alexandra skulle begraves, så vi tog hen på kirkegården og satte hende i jorden. Det var et voldsomt øjeblik, og jeg følte på en måde, at jeg så det udefra. Jeg var i det, men så alligevel ikke. Du forstår det ikke. Du forstår ikke, at det har ramt dig. Du forstår ikke, at hun er væk. Du forstår ikke, at hun lige var der. Du forstår ikke, hvordan du skal leve resten af dit liv. Du forstår det bare ikke.

Efter begravelsen samles alle, og det har givet Britt Sisseck en rigdom med videre. At mærke den måde, hvorpå folk værdsatte hendes datter og det liv, hun nåede at leve. Oplevelsen af omgivelsernes nærhed og hjælp fra første dag har været med til at bringe hende gennem sorgen.

Det kæmpe vattæppe, som pakkede sig rundt om mig, var ubeskriveligt. Jeg har lange lister, som veninder har lavet til mig over, hvem jeg fik breve fra. Jeg har stadig ikke fået sagt tak, og jeg tror heller ikke, at nogen forventer det. Men hver dag er jeg fortsat fyldt af en stor taknemmelighed, og det er et af de vigtige budskaber i den her historie. Jeg synes, det var en stor gave at have så mange mennesker omkring mig og med til begravelsen. Jeg følte mig omgivet af så meget liv, og fællesskabet blev nærmest en buffer for mig. Rigdommen i, at man løfter i flok, tror jeg er rigtig vigtig for alle.

I tiden efter Alexandras død var vores hjem fyldt med mennesker. Hendes far var hjemme fra Spanien og boede hos os med sin kæreste, min anden datter og hendes kæreste boede her også – og selvfølgelig min mand og mine to andre børn. Der var mange mennesker hele tiden, og de lavede mad til os fra nær og fjern. Vi sad en aften 25-30 mennesker samlet og havde en ret hyggelig middag, og der var folk, der grinede. Man forestiller sig slet ikke, at det kan ske. På ulykkesstedet lå der også rigtig mange breve og lys, også fra folk, der ikke kendte hende. Det rører mig stadigvæk. At folk havde brug for at tænde et lys og skrive digte om hende og breve til os. Det er helt utroligt.

Britt Sisseck, 50, er god til ikke at fylde sin hverdag med utallige gøremål, så der også er plads og ro til at tænke. Det er vigtigt for hende for at bearbejde sorgen.

Foruden Alexandras ét år ældre søster Leonora på 23 har Britt Sisseck to andre børn. Adrian på 15 og Gertrud på 6, der er halvsøskende til de ældste døtre. Alle fire søskende er vokset op sammen. Britt Sisseck har fra starten gjort sig det meget bevidst, at sorgen over Alexandras død ikke måtte overtage familiens hverdag og liv.

Næsten umiddelbart efter spurgte min søn, om vi skulle være kede af det altid. Det var et kraftigt udtryk for hans overlevelsesinstinkt. At han ikke kunne leve med en barndom, der var fuld af sorg. Ret hurtigt blev jeg bevidst om, at det er meget vigtigt, at deres barndom ikke kun skal handle om, at vi har mistet et familiemedlem. Specielt for Leonora var det et ekstremt stort tab at miste sin søster. Jeg var bange for også at miste hende i hendes sorg. Hun og Alexandra var så tætte, at Leonora på en måde mistede en del af sin identitet. Jeg var meget bekymret over, om hun nu mistede sin ungdom. Alle de år, der skulle forme hende til at være en stærk voksen. Ville hun finde en måde at leve videre på?

Det var en stor lettelse, da det sidste forår begyndte at vende. Det er en lang proces, som går bedre for hver dag, men selvfølgelig vil hun altid være mærket. Det vil vi alle. Adrian var kun 13 år, da det skete, og som med alt andet tror jeg først, at spørgsmålene begynder at komme, når du er gammel nok til at stille dem, og han begynder nu at reflektere over Alexandras død på en mere voksen måde. Jeg prøver på ikke at være en anderledes mor og ikke advare dem, hver gang de skal ud ad døren, selv om jeg ofte kommer til at sige: "Pas nu på." Men jeg tror også, at de selv tænker over det. De har i en meget ung alder oplevet, hvor skrøbeligt livet er. Og selv om jeg godt kunne have undt dem ikke at leve i den her alvor, kan det være, at det giver dem nogle andre perspektiver på livet.

Jeg tror, det er vigtigt at vise, at det er naturligt at sørge og være ked af det. Man skal ikke gå i panik over at græde foran sine børn. Som udgangspunkt er de bange for at se deres forældre græde, men ikke hvis de ved hvorfor, og hvis de ser, at man kan blive glad igen. Gertrud ved godt, at vi kan græde over Tata (Alexandras kælenavn, red.), og at det er helt o.k. Jeg tror i det hele taget ikke, at man skal være så bange for mennesker i sorg. Der kan også være en skønhed i sorg, og det kan være en stor rigdom i livet, at det også indeholder sorg. Der er en grund til, at alle de store dramaer, der udfolder sig i litteratur og kunst, ofte omhandler lidelser og fortrædeligheder, fordi det er der, de store følelser udspiller sig. Det er i modspillet mellem sorg og glæde, at ens skæbne og liv bliver skabt.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Dårligt selvværd er en integreret del af at være kvinde i det moderne samfund"

Britt Sisseck har aldrig følt vrede over tabet af Alexandra. Eller at verden har behandlet hende uretfærdigt. Ulykken var et sort uheld, som ingen kan klandres for. Heller ikke buschaufføren, som sad bag rettet.

Det er en stor gave ikke at føle vrede. Måske er det et intuitivt valg, fordi jeg tænker, at det vil æde mig mere op, end det vil gavne mig. Men det er også en form for logik for mig, at der ikke er nogen at være vred på. Ikke engang Gud. Det var et uheld, og der sker tusindvis af uheld på jorden, som ikke er Guds vilje. Det er måske snarere, hvordan vi tackler det, og hvad vi gør med vores eget liv, når sådan noget rammer.

Alexandra er nok det af mine børn, jeg tænker mest på. Jeg tænker på hende hver aften, når jeg går i seng. Jeg tænker på hende, når jeg står op. Jeg tænker på hende i løbet af dagen. Når alt går godt med dine børn, sætter du dig ikke aktivt ned og tænker på dem, men med Alexandra handler det mere om at sætte noget tid af til at mærke hende. Det er mest tydeligt, at hun mangler, når alle tre børn er samlet. Det er en fysisk sorg, der er til stede, når hun ikke er der.

Hele den side af familien, som hun repræsenterede, mangler. Børnene har skullet genopfinde deres måde at omgås hinanden på, for Alexandra var på mange måder den, der fjollede lidt og bandt Leonora sammen med de små. Men familiens nervebaner finder nye veje at mødes, og lige så langsomt og naturligt er båndene mellem dem blevet knyttet på anden vis. Man kan ikke sætte sig ned og beslutte, hvordan tingene nu skal være. Man skal turde være i sorgen og i den organiske udvikling, som den kræver.

Der er gået lidt over to år siden ulykken, og Britt Sisseck er kun knap ved at finde fodfæste i sit nye liv. Hun er sig tydeligt bevidst, at der er lang vej endnu, og er kun midt i en proces, som hun ikke ved hvornår eller hvordan ender.

Det bevæger sig i bølger, hvordan jeg har det. Op og ned. Jeg fik en meget stor nedtur, da der var gået et år efter ulykken. I stedet for at tage på efterårsferie med min familie måtte jeg tage væk og være alene. Jeg havde brug for at samle kræfter og bearbejde det. Så jeg gik rundt i kirker og tændte lys og kunne tænke på det uden at blive afbrudt. Jeg kunne være ked af det uden at skulle forholde mig til andet. Bagefter var det dejligt at komme hjem til min familie, og jeg glædede mig over det liv, der var omkring mig.

Jeg har helt klart forandret mig på godt og ondt. At jeg har mistet Alexandra, har betydet, at mit lys og mit mørke er blevet et bredere spektrum. Jeg har mistet en umiddelbarhed og frejdighed og har svært ved at blive begejstret. Der er næsten altid en alvor til stede, som er svær at ryste af mig. Bevidstheden om, at hun er død, er der hele tiden og dræner mere, end man tror. Jeg bruger enormt mange kræfter på bare at være 'normal', og hver dag tænker jeg over, hvordan det hele mon ender. Jeg er stadig rigtig meget i processen, og jeg ved ikke, hvordan det hele kommer til at forme sig, og hvilke konsekvenser det får for mig, familien og børnene.

Det er noget af det sværeste. At være uafklaret. Jeg føler, at jeg er o.k., men jeg kan ikke udtale mig om, hvad der sker i morgen. Jeg ved ikke, om min måde at håndtere sorgen på smuldrer, så jeg pludselig ikke kan mere. Der er noget inde i mig, som er slået ned. En del af min personlighed, som langsomt skal rejse sig. Den trænger til nogle nye livsindsprøjtninger, og det er dem, jeg leder lidt efter. Det tror jeg i hvert fald på nu. 

Britt Sisseck vil gerne dedikere sin historie til sine nærmeste og alle de venner, som har været der for hende, som tak for deres store støtte.

LÆS OGSÅ: Emilie fik trusler af kæresten, hun drømte om at få børn med

LÆS OGSÅ: Emma tog study drugs: "Det har været svært for mig at reparere alle de ting, det har ført med sig og ødelagt"

LÆS OGSÅ: "Hvad rager det andre, hvad jeg gør med mit liv og min krop?"