Andrea lever af at give afdøde kæledyr evigt liv

Der står alt fra "huskat" til "fransk bulldog" på bestillingssedlerne på Andrea van Webbers arbejdsbord. Sedlerne er klistret på små gennemsigtige poser med aske i, og bag hver pose gemmer sig en ordre fra et menneske, der sørger over et kæledyr.

– Jeg tager lidt aske fra et afdødt, kremeret kæledyr og ælter ind i porcelænsler eller smelter det ind i en glasperle og laver det til et smykke, forklarer 41-årige Andrea.

Hun er produktdesigner og lavede oprindeligt urner til aske af kremererede kæledyr, men efter at have været på en række kurser i glasperler og porcelænssmykker, besluttede hun at prøve en ny vej, askesmykkerne.

Flest hunde

Andrea ved godt, at der nogle gange er folk, der undrer sig eller rynker på næsen af hendes arbejde, men siden hun begyndte at lave askeperler for seks-syv år siden, har hun trøstet og måske endda glædet tusindvis af kæledyrsejere, som har mistet en kær ven.

– Jeg får ind imellem opringninger eller mails fra folk, der vil fortælle mig om de kæledyr, de har mistet. Nogle gange er folk helt grådkvalte, men jeg kan mærke, hvor meget det betyder for dem trods alt at have et smykke, de kan bære tæt på.

Blandt andet havde hun på et tidspunkt kontakt med en kvinde, som havde fået lavet et vedhæng udformet som en kat, da hendes racekat var død.

– Jeg kunne se, at den race, hun havde haft, var den samme, som havde været model til vedhænget. Det skrev jeg til hende, og kort efter fik jeg en mail, hvor hun skrev, at det havde fået hende til at græde af glæde.

Det er oftest hunde, der kremeres og laves til askesmykker, men Andrea har lavet askesmykker af alt fra slanger til mus, rotter og ildere, og som de fine små porcelænsfugle i hendes øreringe, så kan man også sagtens få lavet et askesmykke ud af sin afdøde kanariefugl.

– For mange mennesker er det et dejligt minde at have tæt på sig, når man har mistet et dyr, man har haft i længere tid. De fleste, jeg hører om, bærer smykket, når de lige har mistet deres kæledyr, og så bliver det mindre og mindre over tid, fortæller Andrea, som aldrig har følt det bizart eller på anden måde problematisk at sidde med aske fra afsjælede legemer på bordet hver dag.

– I starten tænkte jeg meget over det dyr, hvis aske jeg sad med. Nogle gange er der smykker, der driller, og hvis glasset for eksempel springer, kan jeg da godt tænke, at det er lidt af et spøgelse, jeg har med at gøre, smiler hun.

Andreas kunder bestiller deres askesmykker gennem det kæledyrskrematorium, som laver kæledyr til aske. Derefter bliver lidt af asken puttet i en pose og sendt med bestillingssedlen til Andrea, hvor den havner på hendes arbejdsbord, som er placeret på en husbåd i København.

– Jeg ved sjældent mere om dyret end art, race og nogle gange dets navn, siger hun og kigger over i dagens bunke, hvor der ikke er noget mere eksotisk end kat og hund.

På hendes arbejdsbord er der sirlig orden, så der hverken bliver blandet aske eller byttet rundt på bestillingerne. Når smykket er færdigt skriver hun et certifikat, som vedlægges smykket, en garanti for, at smykke og aske passer sammen.

LÆS OGSÅ: Hanne opfandt Cirkeline: "Jeg tiltrak dem, der var kede af det, og så prøvede jeg at gøre dem glade ved at fortælle historier"

Mest for kvinder

Andrea har selv haft kat og endda opdrættet racekatte, så hun ved, hvad det vil sige at miste et kæledyr. Hun har dog ikke haft behov for et askesmykke, for hun har små børn, og for dem er det bedst, at et dødt kæledyr begraves med det samme i haven, mener hun. Men hun kan sagtens sætte sig ind i, hvor meget andre mennesker kan have brug for at have et askeglashjerte at holde om, når savnet efter en bulldog eller et marsvin bliver for stort.

– Folk er altid meget følelsesmæssigt berørte i den situation, men i og med at alt går gennem kæledyrskrematoriet, er det kun dem, der skriver tak til mig, jeg hører fra.

Andrea kan konstatere, at de fleste kunder i hendes forretning er kvinder.

– Det er enten kvinder, der bestiller, eller mænd, der bestiller til deres kvinder. Det kan jeg se, fordi bestillingerne oftest er øreringe eller kvindearmbånd, fortæller hun og tænder for den lille gasbrænder, hun har på bordet foran sig.

For at undgå svejseøjne skal hun have sikkerhedsbriller på, og så er hun klar til en af dagens opgaver.

Bestillingen lyder på en sort glasperle til en kat.

Først varmer Andrea det sorte glas op til 840 grader og vikler det rundt om en tynd metalstang, som ikke smelter i varmen. Når perlen er klar, ruller hun den rødglødende glasperle i en lille smule af dyrets aske, inden hun lægger et lag klart glas udenpå, så asken indkapsles i perlen. Til sidst skal glasperlen nogle timer i afspændingsovn, da den springer, hvis den bliver lagt til afkøling på et bord ved stuetemperatur.

Andreas kunder har en lang række muligheder for at gøre deres smykke personligt. Hun har selv lavet alle sine designs, og hun har blandt andet fundet på at lave små "potespor" i for eksempel hvidt glas på en sort glasbaggrund.

LÆS OGSÅ: På plejehjemmet Aldershvile strikker de børnetøj på bestilling

Ingen mennesker på bordet

Det virker måske som en oplagt mulighed at udvide forretningen til også at lave askesmykker med menneskeaske, men det har Kirkeministeriet sat en stopper for på forhånd. I Danmark er det forbudt at lave den slags med menneskeaske, og selv de mennesker, Andrea kender til, som har søgt biskoppen om tilladelse, har fået afslag. Derfor er det indtil videre kun kæledyrsaske, der er på hendes arbejdsbord.

– Jeg ville ikke have noget etisk problem med at lave askesmykker med menneskeaske. Der var engang et par, som fandt mig på nettet og kontaktede mig. De havde mistet en baby, som de gerne ville have et minde om i form af et smykke. Det ville have betydet meget for dem at have, siger Andrea, som gerne ville have lavet smykket, hvis det havde været lovligt.

Indtil det eventuelt bliver en mulighed, har hun dog nok at gøre med at lave katte, slanger, fugle og marsvin om til porcelænskugler, glasperler og øreringe.

Dagens produktion er færdig og den overskydende aske lægges tilbage i plastikposen, så ejeren kan få den retur. Den slags smider man ikke bare ud.

– Nej, den skal de have tilbage, så de kan begrave resten i rosenbedet, foreslår Andrea.