Hanne opfandt Cirkeline: "Jeg tiltrak dem, der var kede af det, og så prøvede jeg at gøre dem glade ved at fortælle historier"

Som barn lod Hanne Hastrup ofte fantasien løbe og skabte små figurer og historier i familiens have i Lyngby. Et hyben og blomsten fra en stokrose blev til en prinsesse med en fin balkjole, og når hun kiggede ned i græsplænen på bænkebidere og biller, forestillede hun sig en verden af små alfer. Hun lod alferne leve videre i små historier, hun fortale sig selv, mens hun kedede sig med at vaske op eller pudse sko. Og om aftenen, når lyset blev slukket, boede alferne i hendes bogreol, hvor de sov i tændstikæsker.

– Det blev en føljeton, som jeg fortsatte hver aften, fortæller Hanne i dag om sine fantasihistorier, og selv om det er adskillige år siden, at hun lå på græsplænen og digtede, lever én af fortællingerne endnu.

Barndommens fantasi kom nemlig til at danne forlæg for Cirkeline-figuren, der kom til verden i 1968 og stadig er så levende, at der for nylig er udkommet en ny bog om hende. Efterhånden har tre generationer kendt Cirkeline, og Hanne Hastrup nyder, når nogen fortæller hende, at de selv har været glade for Cirkeline som barn og givet glæden videre til deres egne børn og måske børnebørn.

– For mig selv er hun nærmest blevet som et ekstra barn, siger Hanne.

LÆS OGSÅ: Husker du at læse højt for dine børn?

Tamme mus i stuen

Første gang hun fortalte nogle af sine fantasihistorier højt, var, da hun som 11-årig kom på kostskole i Nødebo. Børnene havde et stærkt fællesskab, men de fleste havde også ensomme stunder.

– Jeg tiltrak på en eller anden måde dem, der var kede af det, og så prøvede jeg at gøre dem glade ved at fortælle historier, siger Hanne.

– Jeg ved ikke, om det hjalp, men det må jeg have troet, for jeg blev ved.

Om aftenen lavede Hanne sammen med sine kostskoleveninder teaterforestillinger, som de selv fandt på, store dramaer med prinser og prinsesser, skurke og helte.

– Vi klædte os ud i sengetæpper og havde fuld damp på fantasien. Måske har vi drømt os væk, siger hun.

Gang i fantasien var der også, da Hanne som17-årig tegneskoleelev skulle lære at tegne bogstaver – og fandt det så kedeligt, at hun satte sig til at tegne cirkler med mønstre i stedet. Cirklerne udviklede sig til et lille hoved, der fik en krop på, og i løbet af et års tid havde hun lavet en smilende figur med strithår, som hun krydsede med barndommens fantasialfer – og fik Cirkeline.

– Hun var sjov at lave, fordi hun var så glad, og jeg besluttede, at hun skulle være min lille ryd-op-fe, der holdt orden på mit tegnebord, forklarer Hanne Hastrup.

Derved blev det i adskillige år, hvor Hanne sammen med sin daværende mand, Jannik Hastrup, flyttede på landet og fik børn, en stor have og et hus, der var fyldt med mus. Musefælder nænnede de ikke at sætte op.

– Så musene vandrede hen over gulvet og blev mere og mere tamme, fortæller Hanne, der begyndte at skrive små historier om dem også.

Hannes mand, Jannik, var animator, og da han skulle lave børnetegnefilm for DR og inviterede Hanne med i projektet, hev hun Cirkeline op af skuffen. Hun kombinerede alfen med musehistorierne og fik på den måde skabt Cirkelines musevenner, Frederik og Ingolf, som er opkaldt efter en fætter og hans kammerat. Inspirationen til historierne fik Hanne fra sin hverdag med børnene, haven, naturen og mennesker omkring dem. I én af filmene optræder også to jordrotter, hr. P og hr. B, og ideen til dem fik hun ved at iagttage sin far og hans tvillingebror, Poul og Børge.

– De havde en vane med at fuldføre hinandens sætninger – det var meget spøjst – og nogle gange kunne jeg bruge sætninger, de havde sagt, direkte i filmene.

LÆS OGSÅ: På plejehjemmet Aldershvile strikker de børnetøj på bestilling

Holder med børnene

For Hanne Hastrup føltes det helt naturligt, da den første Cirkeline-film blev vist i fjernsynet, men selv om den blev fulgt op af flere, og der også kom en bog til, havde Cirkeline ingen særlig plads i Hannes liv. Det var derimod fyldt med børn, en stor have og en masse andre opgaver inden for tegne- og børnefilmverdenen.

Alligevel fandtes Cirkeline fortsat inde i Hanne, og da hendes forlag i slutningen af 1990'erne bad hende skrive en ny Cirkeline-bog, gik hun atter i gang med at tegne og fortælle. Siden er der kommet flere til, at Hanne synes, det er smaddersjovt at arbejde med Cirkeline-bøgerne.

– Når man som jeg tidligt er blevet sendt på kostskole og har oplevet ensomme børn, tror jeg, man får empati for omverdenen og gerne vil gøre børn glade, siger hun.

At Cirkeline ikke blot gør børn glade, men at de også tager hende med ind i ungdomslivet og opfatter hende som én, der står for retfærdighed, oplevede Hanne for nylig. En gruppe studerende protesterede mod SU-nedskæringer, og nogle af dem havde tegnet Cirkeline med sur mund på et banner. Teksten gik på, at hun ikke ville finde sig i, at der blev skåret i studiestøtten, forklarer Hanne, som sagtens kan forestille sig, at Cirkeline mener netop det.

– Cirkeline holder altid med børnene, siger hun.

Om der kommer flere bøger eller film om den lille alf, ved Hanne Hastrup ikke. Hun drømmer om at skrive og tegne en lang Cirkeline-godnathistorie, delt op med en fortælling til hver aften, men om det bliver til noget, kan hun ikke sige.

– Der er så meget andet, jeg kaster mig over, for eksempel mit hus i Sverige, hvor jeg plukker bær og svampe, bager og laver mad til mennesker, der kommer på besøg, siger Hanne.

I barndommen fantaserede hun sine historier frem efter oplevelser i haven, men selv om naturglæden består, regner Hanne Hastrup ikke med, at den kaster nye fortællinger af sig.

– Cirkeline er blevet min historie, hende holder jeg mig til, og jeg synes, det er utroligt, at hun stadig lever.