Festlig jul på dyreinternatet: ”Dyrenes største ønske er et nyt hjem”

Tre år i træk har Julie Nielsen spist sin julemiddag og uddelt julegaver på Dyrenes Beskyttelses Internat i Roskilde.

"Jeg har meldt mig frivilligt til at være på arbejde den 24. december. Det er nogle superhyggelige aftener. Der er en helt anden stemning end alle andre dage," siger Julie, 28 år.

Læs også

Karen og Christa har været naboer siden 1964 – nu kommer den ene med rørende gestus

Hun er internatets souschef og leder af hundeteamet.

"Arbejdet her betyder supermeget for mig. Det er mit drømmejob," fastslår Julie.

Ingen tvivl om, at hendes familie helst vil have hende med om juletræet, men de kender hendes store kærlighed til dyr.

At hunde, katte og andre kæledyr skal fejre jul uden et hjem, er en kendsgerning, der vil gribe alle dyrevenner om hjertet. Men når det nu skal være, er de på et internat, hvor medarbejderne sætter alle sejl til for at gøre (også) højtiden god for dyrene. Faktisk indfinder julestemningen sig allerede i november.

Julie siger med et stort smil:

"Det skyldes min kollega Carina. Så snart hun hører den første julesang i radioen, går hun i gang med at pynte op."

Carina Løkkegaard, der har arbejdet på internatet i 12 år, hænger hjerter på juletræet, der står i receptionen, og arrangerer julegaverne, der er fint pakket ind i julepapir. Nogle står der ”Kat” på, andre ”Hund”.

Julie fortæller:

"Hvert år kommer der mange folk med gaver til dyrene. Nogle har pakker med, andre køber ting i vores shop, som de giver til dyrene, og således støtter de dobbelt. Andre igen lægger et beløb i bøtten på skranken."

Julemusik og gaver

Dyrene skriver skam også ønskesedler.

"Vi har indført, at ”de” kan skrive på Ønskeskyen, og det blev straks en stor succes. Hundene ønsker sig for eksempel seler, bløde godbidder og gode kurve og tæpper, så de kan ligge godt og lunt. De bliver også rigtig glade, når vi kommer med et nyt stykke legetøj til dem. En god bamse, man kan tygge i stykker eller ligge og hygge sig med. Noget, der siger piv piv, eller noget man kan trække i," siger Julie.

Den 24. december begynder som andre dage:

"Vi motionerer hundene fire gange. Vi går nogle gode ture, eller de løber frit i vores indhegnede områder," forklarer Julie.

Om aftenen er der typisk tre medarbejdere på vagt, og højtiden indledes med, at der bliver tændt for julemusikken, også hos dyrene.

Læs også

Peter Frödin har truffet et valg om sin jul: "Jeg vil ikke stresse"

"Klokken 18 får dyrene mad. De får deres sædvanlige tørfoder og måske en ekstra portion vådfoder. Bagefter fodrer vi os selv. Og så er det tid til, at dyrene får deres gaver. Nogle hunde kommer med op til juletræet, og ellers går vi en runde med pakker til de forskellige dyregrupper og hjælper med at pakke op. Det er så hyggeligt, for de bliver så glade. Senere på aftenen kigger vi til alle dyregrupper og siger ”godnat” og ”god jul”. Hundene får en aftentur og en godnatsnack, og så er juleaften forbi ved 21-tiden," fortæller Julie.

Næste morgen kl. 7 står hun og hendes kolleger klar til dagens første luftetur.

Venter på nye hjem

Julie tager os med ind for at hilse på den lille vimse dansk/svenske gårdhund Freddie på tre år:

"Han er alene for første gang i sit liv. Han kom fra et dødsbo sammen med en ældre makker, der var så dårlig, at der desværre ikke var noget at gøre. Det bliver så godt for Freddie at komme ud til en ny familie."

Vi går videre til Cosmo, som er to et halvt år og en coton de tulear. Hans hale kommer på overarbejde, da Julie giver ham en lille pakke på forskud.

"Cosmos familie havde ikke tid til ham, han var alt for meget alene. Derfor indleverede de ham her på internatet, så vi kan finde et nyt hjem til ham," siger Julie.

Cosmos mørke øjne følger os, da vi går videre til katten Kjeld. Han får til sin store fryd en pakke, der indeholder snacks med laksesmag.

"Han er en skattemand. Blid og mild, bare en rigtig god fyr. Kjeld har været her et stykke tid, for han er tre år, og når folk kommer her og får øje på killingerne, vil de hellere have dem," siger Julie.

Kjelds historie er desværre ikke usædvanlig:

"Han gik rundt "på egen pote", indtil folk bemærkede ham og blev bekymrede for ham. De kontaktede os, og vi kunne konstatere, at han hverken var chippet eller øretatoveret. Vi fremlyste ham og fik ham chippet og vaccineret. Nu venter han på en familie, der bare får alletiders kat," siger Julie og stryger Kjelds silkebløde pels.

På et dyreinternat undgår personalet ikke barske og tragiske oplevelser.

"Når et dyr ikke har det godt, er det hårdt, og jeg kan godt fælde en tåre, når jeg er alene. Men alle de gode historier opvejer de dårlige og er med til at give energi. De giver mit arbejde så meget mening."

"Hvis folk står i en svær situation, er vi så glade for, at de rækker ud efter hjælp. Og vi står klar til at hjælpe," fastslår Julie.

At medarbejderne på internatet gør en uvurderlig indsats, bliver i den grad værdsat.

"Vi får mange julehilsener fra folk, der har adopteret dyr herfra. Det varmer, man bliver glad hver gang. Man glemmer ikke dyrene. Hvis jeg får en hilsen om en hund fra for tre år siden, tænker jeg: ”Dig kan jeg godt huske!”"