Ellen Hillingsø: Disse 10 film har gjort størst indtryk på mig

- Det er ikke fordi, jeg er vokset op i et hjem, hvor hele familien gik vildt meget op i film, men som 8-årig tog min far (general Kjeld Hillingsø red.) min bror og mig med i biografen for at se Stanley Kubricks 'Dr. Strangelove' (1964), og den film har siden fået en helt særlig betydning for mig. Det er en satire over verden, og er lavet i en tid, hvor Den Kolde Krig var på sit højeste. Også 'Singing in the Rain'(1952), som er en musical, jeg har set i barndommen, er blevet en af mine favoritter. Filmen er fra efterkrigstiden, og den emmer bare af overskud, lethed og præcision. Ej, men altså, SE DEN! Det er virkelig en film, jeg kan anbefale. 

LÆS OGSÅ: Lars Mikkelsen: "Det var bare sådan wauh"

-'Vredens Druer' (1940) er en film, der har gjort indtryk. Det er en politisk Hollywood-film, der handler om løsarbejdere der arbejder gratis. Også 'Shame' (2011) er jeg ret vild med. Den beskriver, hvordan en mand med et sexmisbrug oplever at verden går i opløsning. Magien i en film opstår, når den rører noget i dig og skaber drømme.

- Jeg ser film så tit som overhovedet muligt. Både derhjemme og i biografen. Der er en stor udvikling i gang på filmfronten lige nu, hvor især dokumentarfilm bliver større og større. Det kan man f.eks. se ved at dokumentarerne 'Amy' (2015), der beretter om sangerinden Amy Winehouses liv, og 'Jeg er Ingrid' (2015) om den svenske skuespillerinde Ingrid Bergman, bliver vist i biografen. Jeg ville rigtig gerne se dem begge to. Jeg planlægger også at se Disney/Pixars nye animationsfilm 'Inderst Inde' (2015), der handler om de grundlæggende følelser vi mennesker besidder. Der vil jeg tage mine børn med, og hvis de ikke gider, så går jeg ind og ser den alene.

6 udvalgte film

Filmen, der gjorde indtryk

Tobias Lindholms 'Kapringen' (2012) handler om to sømand, der tages som gidsler af somaliske pirater i Det Indiske Ocean. Den måde filmen fortæller om emnet på, gjorde virkelig indtryk. I sig selv er filmen ikke så spektakulær, men historien er bare rigtig stærk.

Filmen, der fik mig til at grine

Den sidste film, jeg virkelig har skreget af grin til er 'Birdman' (2014), hvor skuespilleren Michael Keaton spiller en falleret Hollywood-stjerne, der forsøger at genoplive sin karriere og komme væk fra rollen som superhelten "Birdman". Han er så selvindbildsk og opkørt i den film. Filmen berører emner som livet i spotlyset, trangen til anerkendelse og frygten for at blive glemt, og på mange måder kunne jeg genkende mig selv i den.

Filmen, der fik mig til at græde

En virkelig rørende film er 'Still Alice' (2014) med den amerikanske skuespillerinde Julianne Moore i hovedrollen som professoren, der får konstateret Alzheimers sygdom, og langsomt kan mærke, hvordan hukommelsen begynder at svigte. Den her kvinde har hele sit liv været afhængig af at bruge hovedet, og pludselig kan hun ikke det mere. Julianne Moore spiller helt fantastisk, og det hele er så enkelt og usentimentalt. Det gør, at man som publikum kan komme rigtigt ind i historien.

LÆS OGSÅ: "Jeg var nok det, man vil betegne som klassisk nørd. Bøgerne var min bedste ven"

Filmen, der gjorde mig bange

Da jeg var helt ung, så jeg en film der hedder 'An Unlocked Window' (1965), som var en del af den serie, hvor Alfred Hitchcock præsenterer uhyggelige film. Den skræmte mig sindssygt meget, og det er det, film kan. En morder er løs, og sygeplejersken Stella låser derfor alle vinduer i det hus, hun arbejder i. Hun glemmer bare det i kælderen, og gennem filmen har man hele tiden fokus på kældervinduet, der klaprer, så man ser ikke at morderen er klædt ud og hele tiden har været i huset. Hele overraskelsesmomentet i den film er ret fantastisk.

Filmen, der vækker følelser

En af mine yndlingskærlighedsfilm er 'The Way We Were' (1973) med Robert Redford og Barbara Streisand. Det er en historie om to mennesker, som grundlæggende er for forskellige til at kunne få et forhold til at fungere, og det jeg så godt kan lidt ved den er historien og manuskriptet. Og så er Robert Redford skidepæn.

Filmen, jeg kan se igen og igen

Instruktøren Stanley Kubrick laver film, som jeg ikke kan blive træt af. Her er det især 'Dr. Strangelove' og 'Rumrejsen år 2001' (1968), som jeg har set mange gange. Det, der virkelig tiltaler mig ved Kubrick og hans film er, at de indeholder en åbenhed. Når noget ikke er forklaret, må man selv regne filmen ud og fuldende den, og så er det, at film bliver kunst for mig.

LÆS OGSÅ: Film til en regnvejrsdag: 12 af slagsen du kan se på Netflix - og andre streamingtjenester

LÆS OGSÅ: En mand vi ka' li': Jesper Nøddesbo