Da Elsebeth Egholm fandt sin kæreste som 46-årig, lærte hun særligt én ting: ”Det er nødvendigt”

Du har en venindegruppe, som går langt tilbage. Hvad gør I for at holde kontakten?

"Ja, vi mødtes på konservatoriet i 1981, så vi har været venner i mange år.

Vi forsøger at lave aftaler jævnligt, så vi måske ses tre-fire gange årligt. Nogle gange bare til frokost, men vi har også flere gange været på spaophold eller kroophold et døgn eller to."

Læs også

Lars Høghs sygdomsforløb skabte afsavn hos hans kone Tine: ”Jeg følte mig ensom”

Hvad giver det dig at ses med de veninder?

"Jamen altså, vi kan jo snakke om alt. Vi kender hinandens familier og forældre og søskende. Vi har været med til hinandens bryllupper og forældres begravelser. Vi kender hinanden så godt og taler meget om relationer, konflikter, arbejde og musik.

Vi er meget tætte og har fulgt med i hinandens udvikling i mange år, hvor vi har fået nye liv og andre liv. For eksempel fylder det der med børnebørn meget for os nu, men da vi mødtes, havde ingen af os kærester. Så der var vi mere på jagt og fulgte med i hinandens liv på dén front.

Dengang var der jo kontaktannoncer, og jeg kan da huske, at jeg skrev min venindes kontaktannonce, som faktisk gjorde, at hun mødte den mand, hun blev gift med og fik to børn med."

Hvad er det vigtigste, du har lært om kærlighed i dit liv?

"At der ikke er noget, der er perfekt. Og at det skal man heller ikke stræbe efter. Mine forældre mødte hinanden, da de var ti år, og de havde en stor, langvarig kærlighed. Sådan var det for dem, men personligt har jeg haft flere kærligheder i mit liv. Og der er ikke noget, der kan sammenlignes med noget andet.

Den seneste kærlighed er den store kærlighed. Jeg var 46, da jeg mødte min kæreste, Jürgen, og så er det jo også et spørgsmål om at tage noget bagage med, som den anden har, og ikke forsøge at lave vildt meget om på hinanden, for det kan man lige så godt opgive. Så hellere tage nogle pauser fra hinanden en gang imellem. Det er i hvert fald noget, vi har lært, er godt for os – og nødvendigt. Vi skriver begge to og har brug for at være alene, når vi skal skrive.

Så rejser Jürgen for eksempel til Spanien i en uge eller to, og jeg har min lejlighed på Gozo, som jeg tager til. Så man skal ikke forvente, at man kan holde hinanden ud 24 timer i døgnet år ud og år ind, det kan vi i hvert fald ikke. Der skal ny inspiration til. Og den får jeg så for eksempel fra mine veninder. Dem kan jeg virkelig ikke undvære, de er næsten vigtigere end kærester, synes jeg."

Du har været syg med brystkræft. Hvad lærte du af det forløb?

"Ja, hvad lærte jeg? At jeg ikke er udødelig. Det var første gang i mit liv, at jeg var alvorligt syg, og det satte mange tanker i gang om at være en almindelig dødelig og at få det meste ud af det liv, man nu har. Og sætte pris på de gode ting, der er i det.

Læs også

Dansk sanger var udsat for vold: ”Jeg kan ikke huske, første gang han slog mig. Kun at det blev normalt”

Så jeg er blevet bedre til bare at gøre de ting, jeg har lyst til. At tage tid for mig selv og sammen med veninder og venner. Jeg har selvfølgelig også en dejlig kæreste, men ham kan jeg jo ikke lægge hele livet an på. Derudover er jeg blevet mindet om, at man skal gøre noget godt for sig selv. Jeg har for eksempel købt et flygel, som jeg faktisk lige har siddet og øvet på.

Jeg har jo en pianistbaggrund, og som en direkte udløber af brystkræftforløbet købte jeg et brugt Steinway-flygel fra 1912, som står i min stue. Psykologen sagde, at jeg skulle finde på noget, der gjorde mig glad, så nu spiller jeg hver dag."

Hvad giver det dig at spille musik?

"Åh, det er en kæmpe tilfredsstillelse. Det giver mig et sjæleliv ud over det sædvanlige. Musikken går jo derind, hvor ordene ikke kan komme. Så det giver mig en rigdom, synes jeg. Jeg kan egentlig ikke forstå, hvordan jeg har undværet det i alle de år, der lå imellem konservatoriet og min sygdom. I de 30 år spillede jeg nærmest ikke.

Men jeg tror, det skyldes, at jeg på en måde var ”dækket ind” af at skrive. At skrive og at spille musik er lidt i familie med hinanden. Begge dele er en form for historiefortælling. Når du spiller et musikstykke, fortæller du også en historie, der bare ikke er ord i. Så derfor tror jeg, jeg har fået mit behov dækket ved at skrive bøger i de mellemliggende år. Men nu er jeg så gammel, at jeg godt kan tillade mig også at bruge tid på musikken."

Du har for nyligt udgivet bogen ”Budbringeren”. Skriver du allerede på den næste?

"Ja, jeg skriver på en Dicte-bog. Altså på en bog med min gamle hovedperson, Dicte. Det er en krimi, og jeg havde egentlig tænkt, at jeg ikke skulle skrive mere krimi, men så fik jeg en god idé, og man må jo tage de idéer, der kommer, for de kommer jo altså ikke i kæmpe mængder. Og mange af de romaner, jeg gerne har villet skrive, har jeg skrevet, så det er også et spørgsmål om at gribe det, der lige dukker op.

Den kommende roman har baggrund i Israel-Palæstina-konflikten, og hvordan den påvirker vores samfund. Den tager udgangspunkt i meget af det, der rører sig i samfundet lige nu med hensyn til, hvor sandheden ligger. Og om sociale medier, der kører ting op, og sådan noget. Det er meget spændende, men man skal også holde tungen lige i munden, for der sker jo hele tiden noget nyt."