Forelsket, gravid, nygift... og enke

Fedt, han kan også lave mad!" tænkte Anna, mens Thomas omhyggeligt anrettede desserten til selskabet. Hun var på sidste stop i en "running dinner"-dating-event, og Anna krydsede endnu en boks af på den indre tjekliste. Den søde, lyshårede vært havde allerede vist sig at have humor og være charmerende. Anna havde for nylig besluttet sig for, at det var på tide at komme i gang med at date, møde nogle søde mænd og leve det sjove singleliv, hun havde hørt så meget om.

– Der var jo lidt salgspitch-agtigt til det arrangement. Men Thomas hvilede bare i sig selv. Han var en god vært, der lyttede til, hvad alle sagde, og ikke havde behov for at fremhæve sig selv. Det bed jeg meget mærke i. Han behøvede i det hele taget aldrig at spille en rolle eller have en facade på. Men han kunne slet ikke lave mad, han prøvede bare at imponere! griner Anna, og øjnene lyser op, mens hun fortæller om sit og Thomas' første møde for seks år siden.

LÆS OGSÅ: Erik fandt en ny kæreste 1 måned efter sin kones død

Efter middagen var der stor efterfest, og Thomas og Anna dansede hele natten.

– Vi gav den bare gas. Han var fuldstændig ligeglad med, hvad andre mon tænkte, og vi dansede fjollede rundt på dansegulvet. Sådan noget med at "gå ned af trapper" og bare have det sjovt! Vi endte med at følges derfra hånd i hånd, fortæller Anna.

Forelsket på løbetur

Den efterfølgende uge så de hinanden tre gange. Og det var ikke de sædvanlige biograf- og middagdates. En af de første gange, de så hinanden, var de ude at løbe en tur rundt om søerne.

– Det var lidt grænseoverskidende med en date i løbetøj. Men det var samtidig okay, og jeg var ikke nervøs for, at han skulle se mig svedig og uden makeup. For jeg vidste bare, at jeg kunne være mig selv sammen med Thomas, helt fra starten.

Lyset i Annas stemme forsvinder pludseligt. Hun knuger lidt tættere om den kop kaffe, hun ikke har drukket af endnu.

Vi sidder ved det ovale hvide spisebord i en hyggelig, lys lejlighed øverst oppe i en ejendom centralt på Frederiksberg. Udenfor kan svagt høres gadestøj. Døren til soveværelset står åben, og på væggen over dobbeltsengen er der med fin skråskrift skrevet "Kys mig altid godnat".

– Mine veninder syntes, det var helt vildt. På vores anden date var vi i svømmehallen. Thomas elskede at lave ting, røre sig og være aktiv, fortæller Anna.

Efter en uge fortalte Thomas, at han var forelsket. Det tog Anna lidt længere tid – hun havde jo lige besluttet sig for at gå i gang med singletilværelsen. Men følelserne var der.

– Så klappede fælden, og vi blev ret hurtigt kærester, siger hun. Og smiler.

LÆS OGSÅ: "Vi mistede 2 spædbørn med 2 års mellemrum" 

Godt et år senere besluttede de at købe en lejlighed sammen. De havde begge to travlt med arbejde, men rejste meget, gik ud og spiste og nød hinanden og deres nyforelskelse.

– Thomas elskede gode restauranter og gik op i finere madlavning. Også selvom han ikke selv kunne lave mad, siger Anna og holder vejret lidt, inden hun fortsætter.

– Han havde en liste med restauranter, han ville besøge, før han døde. Men han blev for syg til, at det kunne lade sig gøre. Han kunne ikke holde noget i sig.

Thomas ville meget gerne have børn, men Anna var lidt tilbageholdende med at give slip på den glade tilværelse i tosomhed.

– Vi havde det virkelig godt, så jeg var lidt bekymret for at slå skår i lykken. Det er jo en stor omvæltning at få et lille barn. Men efter ca. otte måneder sagde jeg ja, og jeg blev gravid med Mathilda. I første forsøg.

Thomas var ovenud lykkelig. Han ville ringe rundt til alle, så snart de havde set de to streger på testen. Anna ville gerne vente lidt, men nyheden kom alligevel ud. Thomas kunne slet ikke holde sin glæde for sig selv.

LÆS OGSÅ: Jesper delte sit "crush" på facebook og så skete dette...

Sygdom og graviditet

Anna var meget syg i starten af graviditeten og døjede med morgenkvalme hele døgnet. Men Thomas døjede også med stærke mavesmerter. Til sidst gik han til lægen og blev indlagt først på Frederiksberg og siden Hvidovre Hospital med det, lægerne på det tidspunkt formodede var en mavebetændelse.

– De gav ham stærk medicin, der slog hans immunsystem helt ud. På trods af at Thomas havde alle de klassiske symptomer på tarmkræft, undersøgte lægerne ikke den mulighed. På grund af den immunnedsættende medicin blomstrede kræften, og Thomas blev dårligere og dårligere. Til sidst var han få timer fra at dø og måtte opereres akut, fortæller Anna.

Da Thomas blev opereret, opdagede lægerne, at det ikke drejede sig om en betændelsestilstand. Thomas havde kræft i maven. Det var alvorligt.

Thomas fik beskeden om, at han havde kræft, af en lægevikar en lørdag formiddag. Han var alene, da han fik beskeden fra lægen, der blot undrende spurgte: "Er der ingen, der har sagt til dig, at du har kræft?"

– Thomas brød selvfølgelig fuldstændig sammen. Jeg skyndte mig ud til hospitalet, siger Anna. Hun genfortæller en historie, hun i det uendelige har gennemgået i nattemørket, alene i dobbeltsengen. Hver detalje i Thomas' sygdomsforløb har hun gennemtænkt igen og igen. Alle de gange, noget kunne være gjort anderledes, eller noget gik galt, står stadig lysende klart.

Anna bebrejder travlheden mere end personalet.

– De gjorde det så godt, de kunne, under de arbejdsvilkår. Men det betød, at jeg konstant var på overarbejde som projektleder for Thomas' sygdomsforløb for hele tiden at sikre mig, at der ikke blev begået fejl.

Der var ingen gardiner mellem patienterne på den seksmandsstue, hvor Thomas var indlagt. Anna og Thomas fik at vide, at gardinerne var til vask. Efter to måneders indlæggelse på Hvidovre Hospital var gardinerne stadig ikke hængt op. Der var derfor intet privatliv.

LÆS OGSÅ: Mette blev gravid 14 dage efter sin søns begravelse

– Det manglende gardin betød bare så meget. Det var uværdigt både for patienter og pårørende. De fem andre på stuen var jo ligesom Thomas meget dårlige. Det betød, at de havde svært ved at forlade deres seng og ikke selv kunne gå på toilettet. På et tidspunkt lå en døende mand og skreg hele natten af bare smerter. Det er svært at have privatliv i en sådan situation. Der var derfor en mærkelig følelse mellem os. Jeg ville så gerne være helt tæt på ham, gennem hele forløbet. Men han skammede sig på en eller anden måde over at være blevet syg og have fået stomi, siger Anna.

– Han ville ikke have blomster, fordi de fik ham til at føle sig endnu mere syg. Og han ville ikke have besøg af andre end mig og sin mor. En dag kom jeg for at besøge ham. Han råbte fra sin seng, at jeg ikke måtte nærme mig. "Gå væk Bassemor", skreg han. Det var hans lidt fjollede kælenavn til mig, mens jeg var gravid.

Anna smiler lidt forlegent.

– Men min kærlighed blev jo ikke mindre, fordi han fik stomi.

To gange blev en fyldt stomipose tabt ud over et åbent operationssår, fordi sygeplejerskerne havde så travlt. Det betød, at der opstod infektioner, og såret kunne ikke hele. Og med et åbent sår kunne han ikke få kemobehandling. Derfor blev den livsnødvendige kemobehandling udskudt.

– Han blev udsat for så mange ting, der ikke var i orden. De kom til at sterilisere ham ved en af operationerne. Inden operationen havde vi ikke fået besked om, at der kunne være risiko for nerveskader. Normalt får mænd frosset sæd ned før en sådan operation. Da Thomas fik beskeden om, at han ikke kunne få flere børn, brød han fuldstændig sammen. Han sagde til mig, at nu havde lægerne taget alt fra ham, siger Anna.

Liv og død

Alt mens hun kæmpede med Thomas' sygdom og stadig gik på arbejde, voksede maven sig større og større. Men Anna havde slet ikke tid til at tænke på sin graviditet. Der var ikke noget med gravidyoga, fødselsforberedelse eller rekognoscering i Babysam. I foråret 2012 blev Mathilda født ved et planlagt kejsersnit mellem to kemobehandlinger. Det var nøje planlagt, så Thomas kunne være frisk nok til at være med ved fødslen.

– Thomas valgte navnet Mathilda. Der fik han lov at bestemme, siger Anna og griner.

– Han var den første, der holdt hende.

Thomas blev erklæret rask kort efter Mathildas fødsel. Anna kunne sidde i sin mødregruppe og fortælle, at hendes mand overlevede. Hun kunne tale med om søvnproblemer og hård mave. For nu var Thomas erklæret rask, og de kunne være en normal nybagt familie.

– Jeg var træt og udtømt for energi og ressourcer, Mathilda havde store problemer med at sove, og amningen fungerede ikke, men jeg hang i. Der var ikke andet at gøre. Så raskmeldingen var fantastisk.

– Men det blev alligevel ved med at nage mig. At han bare pludselig var rask. Da jeg spurgte overlægen, sagde han, at man havde fuldendt det planlagte behandlingsforløb. Og derfor erklærede man Thomas for rask.

Et par måneder senere skulle Thomas have tilbagelagt sin midlertidige stomi. Den operation anså parret for begyndelsen på et nyt liv uden sygdom. Men Anna havde en klump i maven, mens operationen stod på. Og da telefonen ringede, meget tidligere end den burde, vidste hun, at der var noget helt galt. Kræften havde spredt sig til bughinden. En stor operation i Aarhus var hans eneste chance for overlevelse.

LÆS OGSÅ: 7 sundhedsråd du absolut ikke skal følge 

– Vi fik at vide, at Thomas skulle opereres i løbet af den næste måneds tid, men der gik fem måneder, før hospitalet i Århus indkaldte Thomas til forundersøgelse i forbindelse med operationen. Og på det tidspunkt var det for sent. Kræften havde spredt sig for meget til, at en operation var mulig.

Det sidste farvel

Thomas blev derfor erklæret uhelbredeligt syg. Og et par uger efter Mathildas etårsfødselsdag blev han tilknyttet palliativ afdeling. Det betød, at lægerne havde opgivet helbredende behandling og nu kun ville give smertelindrende behandling. Det betød, at Thomas skulle dø.

Sidste gang han så Mathilda, var en søndag eftermiddag, hvor hun legede tittebøh ved fodenden af hans hospitalsseng. Anna sagde farvel og kyssede hans mund, pande og næse. Det gjorde hun altid.

– Jeg gik ud på gangen, men så løb jeg tilbage og kyssede ham igen. Det var sidste gang, han var i stand til at tale til mig. "Du er en værre en, Bassemor", sagde han og smilede til mig.

To dage efter døde Thomas. Han åndede ud en tirsdag formiddag. Anna var hos ham den halve time, det tog ham at give slip.

– Jeg sagde til ham, at det var okay, at han gav slip. At jeg elskede ham. Han var så dårlig, at der ikke længere var kontakt. Han kunne ikke klemme min hånd, blinke med øjnene eller bevæge sig på nogen måde. Hans vejrtrækning blev mere og mere besværet. Kort før han åndede ud, begyndte hans øjne at løbe i vand. Han græd. Det var den eneste måde, han kunne kommunikere med mig på. Jeg ved ikke, om de tårer var hans sidste farvel. Hans sidste måde at sige "jeg elsker dig" på.

Jeg hviskede til ham, at jeg ikke var bange. At jeg var tryg ved situationen, og at vi skulle ses igen. At jeg elskede ham.

Efter Thomas' sidste åndedrag spillede Anna en sang med Noah, "Over byen". Den havde de lyttet til sammen de sidste par måneder. Derefter lagde hun en hvid rose på hans bryst. Hans tøj skulle pakkes ned. Han ville begraves i noget afslappet søndagstøj. Sådan noget man sidder i sofaen og ser tv og spiser slik i. En behagelig T-shirt og joggingbukser.

Hjemløs kærlighed

Thomas var 39 år, da han blev syg. Han hverken røg eller drak. Han dyrkede masser af sport, og i sin fritid arbejdede han som fodbolddommer. Han elskede grøntsager. Det gav ingen mening, at han skulle dø af kræft. Det første halve år var Anna meget vred og frustreret og forsøgte forgæves at indhente hans journaler. Hun havde en fornemmelse af, at der var sket for mange fejl. At operationen i Aarhus skulle være tilbudt meget tidligere, at han aldrig skulle være blevet erklæret rask midt i det hele.

– Nætterne blev min redning. Der var ingen krav. Jeg havde bare Mathilda, som vågnede hver anden time. Men ellers var der ro. Og så kom tankemylderet. Jeg gennemgik igen og igen forløbet på hospitalet. Hvad nu, hvis jeg havde sagt det ene eller gjort det andet? Ville han så have overlevet?

Anna havde lyst til at gemme sig langt væk og forsvinde ind i sorgen. Men hun havde Mathilda, hun skulle skabe et liv og en hverdag sammen med. Så der var ikke noget valg. Hun skulle fortsætte sit liv, og hun skulle være stærk for sin og Thomas' datter.

– Jeg tænkte på at tage ud at rejse. Jeg havde fået nogle penge fra Thomas' pensionsselskab. Men jeg har altid været alt for fornuftig. Der var et lån i lejligheden, og en lille datter, som var begyndt i en vuggestue, hvor hun trivedes. Så jeg valgte at bruge pengene på at betale af på vores lejlighed. Men der er stadig luft i budgettet til at hygge sig. Jeg har for eksempel et årskort til Tivoli og Zoo, der flittigt bliver brugt. Mathilda og jeg har opbygget en ny og hyggelig hverdag.

Vi går den korte tur ned til Frederiksberg Kirke, hvor Thomas blev begravet for snart to år siden.

Det er et sted, hvor hun og Mathilda kan komme og tale med Thomas. Det er blevet en fast del af deres hverdag at kigge ind på kirkegården. På det lille gravsted ligger en børnetegning i klare farver, der er friske blomster, og der står lys.

– Jeg valgte selv stedet. Jeg så en masse gravsteder, før jeg valgte det her. Der var noget galt med dem alle sammen. Enten var de for tæt på vejen, eller der var et uhyggeligt træ i nærheden. Der var hele tiden noget galt, siger Anna og fjerner et par visne blade fra gruset.

– Jeg vil gerne gøre noget mere ved det, siger hun.

– Måske nogle rosenbuske kunne være hyggeligt og en lille bænk, hvor man kan sidde. Mathilda er ikke gammel nok til at forstå, hvad døden er. Eller at det er hendes far, der ligger her. Men hun synes, at det er sjovt at vande blomsterne.

– En dag, vi var hernede, spurgte jeg hende, hvem der lå her. "En missekat", sagde hun og slog begejstret hænderne sammen, fortæller Anna og griner.

– På en måde er jeg glad for, hun ikke var ældre. Jeg tror ikke, jeg kunne rumme hendes sorg oven i min egen. Men hun ved godt, at hendes far ikke er der. Når telefonen ringer, spørger Mathilda nogle gange, om det er far, der ringer.

Efter omkring et år blev sorgen nemmere at håndtere. Det var, som om den ændrede karakter.

– I dag er det mere et savn. Jeg savner at dele alle glæderne ved Mathilda. Jeg savner ham og hans glade væsen, siger Anna.

Et aftryk på sjælen

Det kommer tit bag på folk, når Anna fortæller, at hendes mand er død. Rigtig mange aner ikke, hvordan de skal reagere, eller hvad de skal sige til hende. Det gælder både venner og familie, der har støttet og hjulpet hende i sorgen. I begyndelsen havde Anna svært ved at komme ud og være social og se andre mennesker.

– Rigtig mange vil bare gerne fjerne smerten for mig. Men det kan de ikke. De er blot vidner til sorg og smerte, og det er jo ikke sjovt.

– Jeg vil ikke være en, der skal nurses. Jeg er ikke et lille, hjælpeløst offer. Andre skal ikke indrette sig efter min sorg. Det betyder også, at man ikke kan sige noget forkert. Og det er folk tit enormt bange for. Men sådan fungerer det bare ikke. Folk kan umuligt sige noget, der kan gøre mig mere ked af det, end jeg er i forvejen.

Og en dag vil hun også gerne møde kærligheden igen. Selv om hun er ydmyg over for tanken om, at hun kan møde den store kærlighed en gang til.

– Tænk sig at være heldig nok til at opleve det igen. Jeg har stadig meget at give, så selvfølgelig vil jeg gerne det. Thomas sagde, at det var hans ønske, at jeg skulle finde kærligheden igen. Blive glad igen. Finde en mand, der var i stand til at elske Mathilda som sin egen. Det, synes jeg, var så stort af ham. Jeg ved bare ikke, om jeg både kan elske en mand i himlen og på jorden.

Anna stirrer ned på Thomas gravsted.

Men lige nu må kærligheden vente. Der er ikke timer nok i døgnet med et lille barn og et nyt job. Og en igangværende deltidsuddannelse samt en bog på vej.

– Jeg ved, at Thomas var helt tryg ved, at jeg nok skulle klare mig. At jeg ville sørge for et godt liv for mig og Mathilda. Og det gør jeg.

LÆS OGSÅ: Anders Agger: "Kvinder er allermest kvindelige, når..."

LÆS OGSÅ: Mia Lyhne: Det er ikke nemt at finde 'Mr. Right'

LÆS OGSÅ: Her er de 3 mest sexede ord en mand kan sige - og det er ikke dem du tror