Tatoveringer og sundhed

Er tatoveringer sunde for dig? En forsker giver svaret her

I foråret udkom en amerikansk undersøgelse, som ifølge flere medier konkluderede, at flere tatoveringer gør kroppens immunforsvar mere robust. Men hvad er egentlig op og ned i tatoveringsdebatten? Er tatoveringer virkelig styrkende for helbredet? Vi har spurgt en af de førende forskere på området herhjemme.

Vi har i mange år hørt om de forskellige helbredsmæssige risici, der er forbundet med det at få en tatovering. Derfor var det da også overraskende nyt, da flere medier i foråret kunne berette om en amerikansk undersøgelse fra University of Alabama, som angiveligt viste, at tatoveringer, hvis man fik flere af dem, faktisk kunne være med til at styrke immunforsvaret og gøre kroppen mere robust i forhold til at stå imod almindelige infektioner.

Der er anslået 600.000 mennesker i Danmark, som er tatoverede. Men det er altså for tidligt for disse 600.000 at fejre, at tatoveringer nu er erklæret "sunde" i medierne, mener Jørgen Serup, overlæge ved Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital, som i mange år har beskæftiget sig med netop tatoveringer og kroppens reaktion på disse i den såkaldte "Tatoveringsklinik", som hospitalet åbnede i 2008: 

LÆS OGSÅ: Her er 21 kærlighedserklæringer, der holder for evigt

– Tolkningen af det studie er håbløs. Man kan simpelthen ikke sige, om den reaktion, man har set i de tatoveredes immunstoffer, er god eller dårlig, siger han.

Han henviser til, at man også sagtens kan se stimulationer i immunforsvaret, som ligner dem, man så i undersøgelsen hos de, der havde været tatoveret flere gange, i forbindelse med for eksempel infektioner:

– Der er godt nok påvist nogle ændringer i nogle immunmål hos de, der har fået flere tatoveringer, og det er i og for sig et interessant fund. Men det er meget svært at sige noget om, hvad de ændringer faktisk betyder. Om de er gunstige eller ugunstige, siger han.

– Man kan for eksempel ikke tolke det sådan, at de, der er blevet tatoverede, får et stærkere immunsystem og bliver mere robuste overfor andre ting. Det kan sagtens være, at immunreaktionen er et tegn på, at kroppen reagerer defensivt overfor tatoveringen.

Tattoos kan godt være "sunde" alligevel

Tatoveringer kan dog være sunde på en anden måde, nemlig psykologisk, mener Jørgen Serup:

LÆS OGSÅ: Bind, tampon eller kop? Disse ting skal du være opmærksom på

– Man kan godt sige, at tatoveringer kan være sunde og gode, men så er vi ovre i det psykologiske område. Man kan jo sagtens få noget livsglæde ud af dem, som kan være med til at bedre den psykologiske sundhed. Det er jo en positiv effekt for personen. Og den psykologiske sundhed må jo ses som en del af sundheden i det hele taget.

Han fremhæver dog, at der også er mange, som ikke opnår den positive psykologiske effekt:

– Udover dem, som bliver glade for deres tatoveringer, er der også en gruppe, som fortryder dem og bliver kede af dem og en gruppe, som direkte får problemer med dem.

Hvilke problemer oplever i oftest, at folk har med deres tatoveringer?

– Vi ser mange med allergier, det er mest i de røde tatoveringer, og så ser vi en del med knudedannelser, mest i de sorte tatoveringer. Og så er der en stor tredje gruppe, som får infektioner.

Han anbefaler, at man overvejer det nøje, inden man får en tatovering:

– For det første skal man jo helt fundamentalt overveje, om det er noget, man vil have på sin hud resten af livet. Tatoveringer er en beslutning for livet, fordi de ofte ikke kan fjernes, i hvert fald ikke pænt. Så er man virkelig sikker på, at man også vil have den om 10, 15 eller 30 år? Dernæst skal man prøve bevidst at undgå røde farver og undgå at få store eller mange tatoveringer, for risikoen bliver større og større, jo større areal af huden, der er tatoveret.

Bispebjerg Hospital har i forbindelse med deres kampagne "Tatovering – Tænk før du tør" lavet en tjekliste med spørgsmål, du bør stille dig selv, inden du får en tatovering. Se den her. 

LÆS OGSÅ: 6 Instaprofiler, du skal følge, hvis du vil have det godt med dig selv – og din sødmælkslatte!

LÆS OGSÅ: Kære Mor og Far: Jeg ville ønske, I var stoppet med at drikke. Så ville I stadig være her i dag

LÆS OGSÅ:  Unge spiseforstyrrede og selvskadende finder inspiration på sociale medier