Lytter du til Spotifys playlister? Så skal du være opmærksom på én ting

Fallulah frygter fremtiden i musikbranchen, fordi flere sange på streamingtjenesterne skabes ved hjælp af kunstig intelligens.

alt.dk logo

”Jeg tror, vi skal passe på med at tænke, at vi er klogere, end vi er."

Sådan siger sanger Fallulah i ALT for damernes podcast Skål Søster.

"Når vi er på de sociale medier, så er der virkelig meget indhold, der er lavet af AI. Vi kan ikke se eller høre forskel på, hvad der er ægte, og hvad der ikke er. Så selvom vi tror, at vi har et valg, om vi vil inkludere kunstig intelligens i vores liv eller ej, så har vi det ikke."

Fallulah har i mange år arbejdet med de uligheder i musikbranchen, som gør det sværere for kvindelige musikere at få de samme muligheder som mænd. Det handler bl.a. om algoritmer og strukturer, som underprioriterer kvinders musik.

Men nu er der kommet endnu en udfordring, der gør det sværere at tjene penge på musik, fortæller hun – nemlig AI-genereret musik.

"Kunstig" musik på Spotify

Du kender det nok. Du ved ikke helt, hvad du er i humør til at lytte til, så du sætter en playliste på, som Spotify har lavet til dig.

Men den strategi kan være farlig, hvis du vil sikre dig at lytte til musik, som rigtige mennesker har skabt, fortæller Fallulah i Skål Søster.

"Når Spotify laver playlister til dig, så smider de ofte sange ind, som passer til din musiksmag. Det, som vi ved nu, er dog, at meget af den musik er lavet af kunstig intelligens – så meget af det, du lytter til, kan være lavet af AI, uden du ved det. Vi aner ikke, hvem kunstneren er, men hvis vi dykker ned i det, så kan vi regne ud, at det ikke er en ægte person. Spotify tillader andre at lægge AI-musik ind på tjenesten.”

For et par år siden fjernede Fallulah selv sin egen musik fra Spotify, og nu hvor kunstig intelligens har vundet indpas, hviler hun kun endnu mere i sin beslutning.

Svar fra Spotify

  • Spotify producerer ikke musik – hverken med eller uden AI. Al musik på Spotify er produceret, ejet og uploadet af licenserede tredjeparter. Selvom vilkårene i hver aftale med rettighedshavere er unikke, indeholder ingen af disse aftaler et løfte om at blive placeret på playlister.
  • Produktionsmusikere, bands og individuelle artister har brugt pseudonymer i årtier. At bruge forskellige navne eller pseudonymer gør ikke artister "falske". Mange artister ønsker at adskille kommercielt arbejde fra personlige projekter. Navnevalg er op til musikerne og produktionsselskaberne; Spotify viser derefter de angivne metadata.

"Når det er Spotify selv, der laver playlisterne, så bestemmer de også, hvilke sange der skal pushes og derfor bliver hørt mest. Spotify har en samlet pulje penge, som bliver fordelt på de kunstnere, der har deres musik på platformen – og derfor kan det være smart med AI-musik, for så skal pengene ikke gå til rigtige kunstnere."

På Spotify tillader de musik skabt af kunstig intelligens, men de står fast på, at man ikke må efterligne eller genskabe andre artister uden samtykke. Men Fallulah tror, at det er svært at håndhæve.

"Det buldrer afsted allerede, og selv Universal Music har investeret i AI-værktøjer nu. Det bliver jo meget billigere indhold for dem, men det truer os kunstnere. Lige nu er der en masse organisationer, der kæmper for at beskytte vores rettigheder, men det, der sker, er jo, at AI bliver trænet på rigtige menneskers kunst og sangstemmer uden samtykke. Så der er blevet stjålet en hel masse ophavsrettighedsmæssigt allerede, som måske ikke kan trækkes tilbage."