"Det behøver ikke være en dårlig ting at blive skilt - på den lange bane"

Hvis ”den lykkelige skilsmisse” findes, så er det ikke en betegnelse, der passer på journalist og tv-vært Karen-Helene Hjorth og Jeppe Risum, som hun har datteren Anna-Klara på syv år med. For det første blev de to på trods af en annonceret forlovelse aldrig gift. For det andet er de enige om, at det aldrig kan blive hverken lykkeligt eller rart at opløse et forhold med det menneske, man har fået barn med. Til gengæld er de også enige om en anden ting, nemlig at de er lykkedes ret godt med noget, der er lige så vigtigt som den gnidningsfri nedbrydning af kernefamilien. Nemlig at komme videre som gode venner. Endda med tiden så gode venner, at de hjertens gerne spiser aftensmad sammen, tager på ferie og holder jul sammen som far, mor og barn.

Karen-Helene: – Der er jo ikke nogen, der bliver kærester, forlovet og får børn uden at tro, at det kan holde. Så selvfølgelig føles det som et nederlag, når man må kaste håndklædet i ringen. Men jeg synes, at vi har fået det vendt til at føles lidt som en sejr. Det gjorde det for eksempel, da vi sammen satte os ned og formulerede det, vi gerne ville melde ud på Facebook, nemlig at vi ville stoppe med det, vi ikke var gode til, og fortsætte med det, vi var gode til: at elske vores barn og elske hinanden, men at vi ville gøre det hver for sig.

En kontrakt for fremtiden

Karen-Helene og Jeppe betragtede stadig sig selv som en familieenhed. Bare ikke den type familieenhed, man er vant til at høre om. Efter de havde lavet opslaget på Facebook, landede der flere kommentarer i Karen-Helenes feed om, at det var det mest latterlige, folk havde hørt, at de lige skulle tænke på deres barn, og hvor var det egoistisk! Beskederne var både fra folk, hun kendte, og fra fremmede.

Karen-Helene: – Jeg kan huske følelsen, da det minde poppede op på min skærm fem år senere. Der kunne jeg bare sige ”we f… did it!”.

Så blev det faktisk alligevel lidt lykkeligt. Også selvom hun og Jeppe er landet i en konstellation, som mange ikke umiddelbart forbinder med opbrudte familier.

Jeppe: – Vi møder megen skepsis, og jeg kan ikke engang selv se mig fri af den, for jeg har også været vidne til mange andre par, der er gået fra hinanden, hvor det ikke er fedt. Jeg kender måske to andre eks-par, der er gode venner i dag. Det var faktisk en veninde i et af de par, der sagde til os dengang, at nu skulle vi ikke bare være ”skilt” i resten af vores liv – vi skulle være bedste venner. Den kommentar satte sig.

Karen-Helene: – Vi talte meget om det med at få et godt forhold til hinanden, og vi satte os faktisk ned og lavede en helt fysisk aftale på et stykke papir. Jeppe har lige kaldt den en – hvad var det? Anpartshaveroverenskomst?

LÆS OGSÅ: "Mine venner er begyndt at tale om skilsmisser på samme måde som tandlægebesøg og tarmskyldninger"

Hun griner højt af det noget fremmedklingende ord. Og det var ikke et ord, de brugte dengang, et par måneder efter, at Jeppe var flyttet ud af parrets fælles lejlighed, men idéen var, at de, ligesom Jeppe forinden havde gjort i et anpartsselskab, skulle formulere, hvordan de ville have, at det hele skulle være. Det blev til to A4-sider med rammer og hensigtserklæringer. De to ark papir har aldrig været fremme siden, men de gav en ro og en afklaring, da der var brug for det.

Jeppe: – Det var et forsøg på at forebygge alt det, der kunne ske i fremtiden. For eksempel hvis vi får nye kærester, må de så opdrage på Anna-Klara? Men også helt konkrete ting som forældremyndighed.

Karen-Helene: – Vi skrev også, hvad vi sigtede mod med jul og ferier. Det var en hensigtserklæring om, at vi gerne ville være i hinandens liv.

Jeppe: – Jeg synes, det er vigtigt at kommunikere, at det ikke behøver være et nederlag at blive skilt. Jo, det er et nederlag i situationen, men på længere sigt behøver det ikke at være en dårlig ting, selvom det er svært at se udover, når man står i det. I situationen tænker man meget i worst case scenarios; ”så bliver vi uvenner, vi skal have 7/7-ordning, og så får vi nye kærester, der ikke gider vores gamle kærester, og så skal vi måske slås om forældreretten”, og sådan behøver det jo ikke være. Men jeg havde ingen illusion om, at vi ville få det så fantastisk sammen. Man får jo altid tudet ørerne fulde af historier om par, der er gået fra hinanden og ikke har fået det til at fungere.

De andres meninger

Det er svært for både Karen-Helene og Jeppe at nævne noget, der ikke fungerer ved deres måde at være forældre, som ikke bor sammen, på. Men så alligevel. Da Anna-Klara var yngre, savnede hun selvfølgelig sin mor og far på skift, men der gik aldrig lang tid imellem, at hun så dem hver især. En anden ting er de forestillinger, som præger de flestes idéer om, hvad familieliv, kæresteforhold, kernefamilie og skilsmisse er for nogen størrelser. Forestillinger, som har betydet, at både Karen-Helene og Jeppe med mellemrum bliver mødt med løftede øjenbryn eller endda med velmenende bekymring.

Jeppe: – Når vi fortæller om den måde, vi har vores liv sammen på nu, bliver vi ofte mødt med en intuitiv mistro: ”Nå, men har hun så fundet en anden kæreste siden?”.

Hvad tror du, ligger bag den slags spørgsmål?

Jeppe: – At der helt sikkert må være en af os, der holder mere af den anden. Og jeg ved, at nogle af dem, der har spurgt mig, har tænkt, at Karen-Helene må have gået og ventet på mig.

Karen-Helene: – Jeg har også kammerater, der siger til mig, at jeg aldrig kommer videre, fordi jeg har det forhold til Jeppe, men so be it! Jeg vil under ingen omstændigheder gå på kompromis med at have et skidegodt forhold til min ekskæreste og min datters far.

Karen-Helene har også selv været nødt til at tage sine forestillinger om, hvordan hun ville leve sit liv, op til revision, for hun var ikke fra starten gået ind i et parforhold og i projekt baby for at ende i en situation, hvor hun ikke skulle bo sammen med sit barns far og være en familie.

Karen-Helene: – Hele min idé om, hvordan mit liv skulle se ud, når jeg var i starten af fyrrerne, blev udfordret, da vi gik fra hinanden. Det har jeg været nødt til at kæmpe lidt med for mig selv, for hele den kode, jeg troede, at jeg passede ind i, passede jeg måske ikke ind i alligevel. Nu er jeg mere åben for, hvad der kan ske, og der er ikke noget fasttømret mål med en villa med en ligusterhæk, en hund og en Volvo. Nu kigger jeg på det liv, jeg har, og tænker: Ser det ikke meget fedt ud det her? Er det ikke ok?

Familiefix og frihed

Karen-Helene og Jeppe er ikke længere kærester, men de har stadig meget af det, som par med børn har; fælles middage, fælles venner og hverdagsplaner, der skal koordineres.

Jeppe: – Vi er ikke bare ekser. Vi er ekstremt gode venner, deler vores ferier og laver alt muligt sammen. Vi er lige begyndt at spille tennis sammen. Og vi giver hinanden pauser, når vi har behov for det. Vi har både det, som mange par har, men så har vi også en masse frihed og en hverdag uden bekymringer.

Så når folk udtrykker bekymring for, om de to nogensinde kan få viklet sig ud af hinandens spind og komme videre, er det interessant, synes Jeppe.

Jeppe: – Er det, fordi vi alle sammen er så forankrede i kernefamiliekonstruktionen, at det er det, der er målet? Jeg synes, at vi har meget af alt det gode, som jeg ser hos mange par, men jeg ser også parforhold, hvor der mangler nogle af de ting, som vi har. En skilsmisse eller et brud, der involverer børn, er i sig selv aldrig rar. Den ene rykker ud, og det er kaos og en masse usikkerhed, men når vi nu ikke fungerer sammen under samme tag, hvorfor skal vi så pakke os ind i alle mulige dogmer om, hvordan man skal leve? Vi er gode hver for sig.

LÆS OGSÅ: ”Jeg vil have tid til topjob og familie, så jeg fravælger kompleksitet”

Og ja, Karen-Helene HAR haft en kæreste siden Jeppe. De var sammen i halvandet år og boede sammen i et halvt år.

Karen-Helene: – Når veninder har spurgt, om jeg ikke gerne vil have en kæreste og bo sammen, siger jeg nej, ikke nødvendigvis! Jeg skal selvfølgelig ikke undsige mig en følelse af ensomhed en gang imellem, men jeg føler mig aldrig Palle-alene. Jeg er jo på et hold. Vi får begge to et familiefix – vi får alle tre et familiefix, og jeg tror, at det er altafgørende for Anna-Klara, at vi har det godt sammen.

Jeppe: – Når vi er sammen, er det kærligt, og vi har masser af overskud til Anna-Klara. Og vi taler pænt om hinanden. Det er noget, jeg vil sige, at jeg har lært af det her – at det er vigtigt at begge forældre er til stede på en positiv måde i barnets liv, uanset om man bor sammen eller ej.

Har der været situationer, hvor det har været svært at leve, som I gør?

Karen-Helene: – Altså der var en jul, hvor vi var ude at gå tur sammen med min familie, og Jeppe lagde armen om mig, mens vi gik og kiggede på vores vidunder sammen – det er der jo ikke nogen anden i verden, jeg kan dele med! Der hviskede min mor til mig bagefter og spurgte, om det betød, at vi var sammen igen.

Ligesom mange skilsmissebørn ønsker, at deres forældre skulle bo sammen, så kan ønsket blandt forældre og omgivelser være det samme, eller det kan i hvert fald være svært at forstå det, når familiekonstellationen ikke er den sædvanlige. Efterhånden har Karen-Helenes og Jeppes familier dog haft flere oplevelser, der har styrket dem i, at man godt kan være rigtig gode venner og lave ting sammen uden at være kærester og uden at have følelser i klemme. Og Karen-Helene og Jeppe oplever ikke, at deres datter går og drømmer om, at mor og far skal flytte sammen.

Karen-Helene: – Der var en periode for nogle år siden, da Anna-Klara gik i børnehave, hvor mange af hendes kammerater begyndte at få små søskende, og hun var i øvrigt den eneste i den gruppe, hvis forældre var gået fra hinanden. Der begyndte hun at blive mere bevidst om det og spørge, hvorfor hun skulle bo to steder.

Jeppe: – Så talte vi med hende om det, og jeg tror, at det mest handlede om, at når børn i børnehaven hører om skilsmisse, så er det noget forfærdeligt noget. Og så handlede det også om, at hun gerne ville have det, de andre havde. Når vi spurgte hende, hvorfor hun var ked af, at vi ikke boede sammen, talte hun kun om nogle lidt sjove praktiske ting, og det gjorde mig mere rolig. Jeg spurgte hende faktisk her i weekenden, om hun kunne huske, at hun som lille godt kunne tænke sig, at vi boede sammen. Det kunne hun slet ikke huske. Så sagde hun, at hun synes, det er megafedt at bo to steder – ellers havde hun været nødt til at bo på et dødssygt hotelværelse i corona-tiden, hvor Karen-Helene skulle i karantæne i 14 dage. Det var lidt sjovt, at det igen var noget helt praktisk, hun nævnte, så jeg spurgte lidt mere ind til, om hun nogensinde havde følt, at det havde været besværligt, at hendes mor og far ikke er sammen, men hun svarede ikke andet end, at det havde været helt fint.

Den eneste fortrydelse

På et tidspunkt talte Karen-Helene og Jeppe om at få et barn mere. Stadig uden at være kærester, men med fælles bolig og fælles arbejdsindsats i den første tid med amning og afbrudt nattesøvn.

Hvorfor gjorde I det ikke?

Karen-Helene: – Det var faktisk mig, der …. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen inde i mit hoved.

De afkald, der ville være, eller?

Karen-Helene: – Det var følelsen af at blive slået hjem i Ludo på en eller anden måde. Hvis jeg kunne spole tiden tilbage nu, så ville jeg ønske, at vi havde gjort det. Det er en af mine regrets … Men så var der gået så lang tid, hun var blevet så stor, så der ville være så langt imellem dem og … Så skulle vi have gjort det, da hun var to år. Det var min egoisme, der spillede mig et puds.

Kunne I finde på at flytte sammen på et tidspunkt?

Karen-Helene: – Vi har joket lidt med oldekolle – en gård med en længe her og en længe der i pensionisttilværelsen, men det er bare en drøm.

Jeppe: – Tiden må vise, hvad der sker. Men nej, vi har ikke nogen planer om at flytte sammen. Vi er soulmates, og vi elsker hinanden, men vi går ikke med nogen uindfriede følelser i forhold til hinanden. Men hvem ved, når vi bliver ældre, og det hele går lidt langsommere?

Vil I blive ved med at se hinanden lige så meget, når der kommer nye kærester ind i billedet?

Karen-Helene: – Det kan godt være, det ikke bliver både sommerferie, efterårsferie og vinterferie! Måske skal man også prøve at tage på ferie med sin nye kæreste, ha ha, men jeg føler nu, at det ville være en dealbreaker, hvis det skal være et problem, at vi ses. Det skal være okay. Fordi det giver Anna-Klara rigtig meget.

LÆS OGSÅ: Mette Reissmann: "Jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig skulle skilles"

Da Karen-Helene fik en kæreste for nogle år siden, gik Jeppe og den nye kæreste ud og drak en øl.

Jeppe: – Han var megasej og helt med på det, men hvis man har lidt selvværdsissues, kan det måske være lidt kastrerende, at jeg er inde over. Første gang vi alle tre mødte hinanden, kom jeg til at kalde Karen-Helene for skat – det er jo ikke skat på den måde, og det ville jeg godt lige forklare ham. Han så det heldigvis som en gave og et privilegie, at vi har det godt sammen, og at vi er i samme omgangskreds. Men det er udfordringen for vores partnere simpelthen. De skal være med i vores lille, moderne familie.

Er der noget, I er bange for i forhold til nye kærester?

Jeppe: – Ikke længere. Jeg har set en i snart et år, og allerede på første date fortalte jeg hende om præmissen: Hvis du vil hænge ud med mig, skal du lige vide … Det kan selvfølgelig godt være et lidt akavet øjeblik, når vi skal møde hinanden alle tre – eller i hvert fald noget nyt, men det er faktisk vigtigt, at de kan lide hinanden. Altså man kan selvfølgelig godt komme ind i mit liv!

De griner begge to.

Karen-Helene: – Jeg står ikke som en gatekeeper.

Hun har mødt Jeppes kæreste et par gange, og der var heldigvis god stemning, og der er ingen nervøsitet over det længere.

Karen-Helene: – Jeg kan mærke, at hun godt kan lide mit barn og omvendt, og så kan jeg da ikke være andet end begejstret.

Klarede ikke rekruttiden

Er der noget, I ville ønske, I havde vidst, inden I gik fra hinanden?

Karen-Helene: – Det er jo en total kliché det med, at det går så hjernedødt stærkt, når børnene er helt små, men det fatter man jo ikke, og så er det bare helt uoverstigeligt.

Jeppe: – Der var nogen, der sagde, at hvis man klarer de første to år, så har man klaret rekruttiden, og så bliver man sammen. Og den klarede vi ikke. Jeg ved ikke, om vi kunne have ændret vores adfærd, hvis vi kunne se på det fra, hvor vi står i dag, for jeg syntes jo, at jeg havde ret, og du syntes, at du havde ret. Vi havde nok begge ret i forhold til vores udgangspunkt hver især. Jeg synes, vi gjorde, hvad vi kunne.

Karen-Helene: – Og det betyder, at hvis der en dag står en sur teenager og siger: ”Hvorfor gjorde I ikke noget?”, så kan vi med helt rent hjerte svare, at det gjorde vi.

Ud over den famøse anpartsaftale tog parret også på kursus og i parterapi, da forholdet begyndte at køre skævt, og de har siden analyseret meget på, hvad der gik galt.

Jeppe: – Noget af det, vi kom frem til, er, at når 80 procent af ens frihed bliver inddraget, så ændrer det ved den dynamik og den hverdag, man deler, og der passede vores kemi ikke længere sammen. Vi havde haft fire fuldstændig fantastiske år sammen, hvor vi klarede alt sammen, og det var et helt naturligt næste skridt at få et barn. Da det så skete, blev det en usynlig kamp om frihed og en oplevelse af bitterhed over, at vi ikke havde den frihed, vi havde før.

Karen-Helene: – Vi blev mere delt op og kom til at slide på hinanden.

Så var det, at de tog på ”Prep-kursus” – et kursus i at være par, som de var på sammen med 14 andre par. Det var ret grænseoverskridende, men på den lange bane var de glade for den indsigt, de fik i blandt andet konflikthåndtering og i at kommunikere tydeligt om følelser.

Jeppe: – Og så sidder man der og bliver fuld af håb og vilje, og når man så kommer hjem, så fortsætter det i samme rille. Så prøvede vi parterapi, men det var det samme. Vi kørte bare videre, indtil vi erkendte, at vi ikke kom videre. Der var Anna-Klara knap to.

Karen-Helene: – Vi har vendt de sten, der skulle vendes. Vi har prøvet og kæmpet længe. Vi er bare meget bedre til at være venner.

Jeppe: – Når man får det så langt på afstand, kan man tænke, at det var en let proces, men det var rigtig hårdt. Jeg rykkede ud og boede hos venner. Det var megahårdt.

Hold fast i det værdifulde

Karen-Helene og Jeppe fortsatte med parterapi et par gange efter bruddet, og det vil de gerne anbefale til par, der står i den svære situation.

Karen-Helene: – Det hjalp os til at komme over på hinandens ø og se tingene fra den andens perspektiv. Det gav os et fælles sprog og fælles fortælling at gå videre med.

Har I lært noget af jeres historie, som I kan tage med jer ind i nye forhold?

Karen-Helene: – Ja, der er en god portion rummelighed imellem os, vil jeg sige. Det, synes jeg, er vigtigt.

Jeppe: – Jeg har taget det med mig, at så længe man føler, man har fat i noget værdifuldt, så skal man forsøge at bevare det. Det er ikke altid det værd at blive i noget, hvor det kører dårligt, men vi har taget de ting, vi var gode til, med os videre.

Karen-Helene: – Jeg tror, jeg har lært om mig selv, at jeg er et menneske, som har behov for noget plads, og at jeg også er blevet bedre til at give det. Det vil jeg kunne tage med videre. Der skal sgu være plads. Man er ikke et dårligere par, fordi man ikke sidder på skødet af hinanden i sofaen og holder i hånd.

Jeppe: – Det kan også være, at det ikke nødvendigvis er det med at bo sammen, der er det vigtigste. Det kunne godt være, at man kunne have et lykkeligt liv sammen uden at bo sammen. Vi ser folk, der går fra hinanden, som har en intention om at være de bedste venner, men så falder de i og begynder at kværulere over detaljerne; økonomien, og hvem skal have sofaen. Jeg tror, at vi begge to forstår, at vores fælles prioritering er vores fælles barn. Så hvis Karen-Helene ringer og skal på aftenvagt og har problemer med pasningen, og jeg har en aftale med en kammerat, så er der ikke fem sekunder, hvor jeg tøver eller giver hende en sviner. Jeg aflyser bare.

Karen-Helene: – Man giver uden at forvente at få igen, men man får igen.