Billede fra Wonder Festival på Bornholm.

GUIDE: 7 særlige festivaler for voksne, du helt sikkert vil elske

Er du til festivaler, som ud over fed musik og stemning byder på lækker mad, vin i glas og særlige aktiviteter som vandreture og champagnesmagning? Journalist Marie-Louise Truelsen guider dig uden om smattede ungdomsfester til syv festivaler, der er lidt mere luksus og lækre end sædvanligt.

ALT for damerne logo

Bornholm: Wonder Festival 

Medina, Tessa og Turboweekend er er nogle af de navne, jeg glæder mig til at høre til august på smukke Bornholm. 

For mit vedkommende bliver det første gang på Wonderfestiwall, når jeg med tre veninder, jeg har kendt siden 1986, indtager pladsen, boderne og nogle af de særlige aktiviteter som blandt andet champagnesmagning, Gin & Yoga og guidet tur til Hammershus. 

Når man trækker på 39 års venskab, ved man, at det bliver nogle forrygende dage, hvor ALT kan siges, og hvor det, der sker på Bornholm, bliver på Bornholm. Uh, jeg glæder mig. 

Se mere på Wonderfestiwall.dk

Smuk, lyserød aftenhimmel over Wonder Festival.

Langeland: Ø Festival Langeland

Udover masser af god musik byder Ø Festival Langeland på en lang række helt særlige oplevelser. Slap af i wellness-afdelingen, lav keramik, tag på en fælles løbetur, dyrk yoga, besøg en af de lokale pop-up butikker eller få adgang til Broløkke Herregårds VIP-lounge, hvor det bl.a. er muligt at nyde et udvalg af Broløkkes specialøl og cocktails.

Fra VIP-loungens Sky-terrasse er der en spektakulær udsigt til hovedscenen og den nedgående sol. Så bliver det vel næsten ikke bedre. 

Se mere på Ø-festival.dk

To kajakker på vandet samt to mennesker, der sidder ved en bænk og kigger ud på vandet.
Du kan også komme på kajakture i Det Sydfynske Øhav, når du tager på Ø Festival i slutningen af juli.

Silkeborg: Mindhike Festival

Forestil dig en festival, der kombinerer vandring i naturen med kultur om aftenen, fællesskab og bålmad med god vin ved langborde. Så har du i store træk konceptet Mindhike Festival på plads. 

Som arrangørerne siger, så er Mindhike Festival for dig, der har måske har gået Camønoen – eller drømmer om det, som læser en god bog i ny og næ, og som i momenter er lidt småforelsket i Anders Agger.

Personligt synes jeg, at det lyder som en festival sendt fra himlen, og når det hele så ovenikøbet foregår i et af de smukkeste stykker natur i Danmark – Søhøjlandet ved Silkeborg – så kan jeg kun sige, at det simpelthen skal prøves. Og ja, Anders Agger kommer også. 

Se mere på Mindhike.dk/festival

Billedet viser en flok mænd, der sidder i et vildmarksbad. Til venstre for dem står en sauna og et koldtvandskar.
Mindhike byder både på vildmarksbad og sauna, og du kan også møde tvpersonligheden Anders Agger, hvis du har billet til festivalen i maj

Charlottenlund og Mariager Fjord: Sommersus

Sommersus på Slottet finder sted i juni i den smukke Charlottenlund Slotspark, som er lige i mit hood. Jeg er meget fristet af at kunne give den gas med talks, musik og højt humør og samtidig kunne køre hjem og sove i min egen seng. 

Senere i juni er der Sommersus i Bakkerne ved smukke Mariager Fjord tæt på Hobro, og de optrædende er de samme begge steder. Ida Corr, Lis Sørensen og Jim Lyngvild er nogle af de navne, der er på plakaten i år. 

Sommersus beskrives som en fejring af livet, musikken og sommeren – og hvem vil ikke gerne være en del af det? 

Se mere på Sommersus.dk

Store pavilioner med festivalgæster under.

Fanø: Fanø Vesterland – og Sommerliv

Oh Fanø – mit absolutte yndlingssted i hele verden, hvor ro, natur, smukke huse og søde mennesker går hånd i hånd. 

Og selvfølgelig har Fanø også en fantastisk festival, der løber af stablen i september. Vesterland, hedder den, og her er lækker lokal mad, salg fra skønne, lokale butikker og selvfølgelig masser af musik. 

På plakaten i år finder du bl.a. Marie Key, Annika Aakjær, Anne Linnet og Freja Kirk – det kan kun blive godt. Vesterland har også en dejlig ”lillesøster”, nemlig endagsbegivenheden Sommerliv, som finder sted allerede i juli, hvor mange holder sommerferie på øen. 

I skrivende stund er orkesteret stadig hemmeligt, men jeg ved af erfaring, at det altid er en oplevelse i særklasse. 

Se mere på Fanoevesterland.dk

Billede af Annika Aakjær på scenen til Sommerliv på Gaarden.
Journalist Marie-Louise Truelsen har flere gange været på endagsfesvitalen Sommerliv på Fanø, men har stadig til gode at opleve Vesterland, der løber af stablen i september.

Thy: Alive Festival

Missionen med Alive Festival er ifølge arrangørerne at skabe det øjeblik, hvor vi overraskes, og hvor horisonter udvides, og fordomme nedbrydes. Det lyder ganske forførende. 

Programmet spænder over musik – i år blandt andre vidunderlige Emma Sehested Høgh – kunst og udflugter. Det sidste til for eksempel Det Nordatlantiske Fyr og Thisted Bryghus. 

De seneste par år har festivalpladsen også budt på Kærlighedscamperen, hvor parterapeut Marie Dencker huserer. Alene den lyserøde campingvogn er da til at blive helt glad i låget af, så man kan jo kun håbe, at den dukker op igen i år. 

Se mere på Alivefestival.dk

Dronebillede af gæster til Alive Festival i Thy. Her ses de på udflugt i det bakkede landskab.
Sidste års Alive Festival bød på en ekstraordinær koncertoplevelse med sangeren Goss under åben himmel ved Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm.

Hundested: Folkely Festival

Alberte Winding, Rasmus Nøhr og Scarlet Pleasure er tre af de navne, der har valgt at lægge vejen forbi det, der er blevet omtalt som sommerens hyggeligste hemmelighed. 

Folkely Festival har en vision om at skabe fællesskab og stærke minder i sensommersolen, og i august måned må Alberte Windings ”Lyse nætter” stadig være et helt rigtigt nummer at svømme hen til. 

Folkene bag den lille festival gør sig umage med at booke noget til folket, til festen og til fremtiden, og det lyder som noget, man gerne vil være en del af, ligesom ”Knuds Langbord” må være stedet, hvor man godt vil spise med. 

Se mere på Folkely.dk

Festivalgæster til Folkely Festival. Over dem hænger lyserøde vimpler.
Der er lagt op til smukke lyse nætter, når Alberte Winding gæster Folkely Festival i august.