Finalist til Danmarks sødeste kassedame: Anja er altid klar med en hjælpende hånd
I Bilka i Viborg arbejder Anja Christiansen, der får mange roser fra kunderne, fordi hun tager sig tid til både smil og snak. Anja er kassedame, og for hende er det helt naturligt at hjælpe og samtale, selvom hun har sit eget at slås med.
Af: Anette Løkken Sørensen Foto: Henrik Bjerregrav
"Jeg elsker mit arbejde! Jeg kan så godt lide at arbejde med mennesker," erklærer hun smilende.
For syv år siden så Anjas verdensbillede helt anderledes ud. Dengang arbejdede hun også i Bilka og havde længe haft flimren for øjet. Hun troede, det var en stressreaktion, men da hun en dag fik meget voldsomme synsforstyrrelser, mens hun var på arbejde, blev hun bange og forskrækket:
"Jeg begyndte at græde," mindes Anja.
Efter en tur hos øjenlægen røg Anja på sygehuset, hvor hun fik at vide, at hun havde kræft i øjet.
"Aldrig i mit liv har jeg været så bange! Jeg frygtede, at det havde spredt sig, og jeg var bange for at miste synet," fortæller Anja.
Kræften havde heldigvis ikke spredt sig, men i dag kan Anja ikke se på det ene øje.
Annonse
"I begyndelsen var jeg nervøs for, om jeg ville kunne se klart, men det går fint med et øje," fortæller hun.
Før Anja blev kassedame, var hun social- og sundhedshjælper, og her var det også kontakten med mennesker, der gav hende arbejdsglæde. Desværre fik hun flere diskusprolapser, og efter en operation stod det klart, at Anja ikke kunne vende tilbage.
"Så kom jeg i arbejdsprøvning i Bilka, og de kunne jo godt se, at her var en, der elskede det job," mindes Anja.
Anja sidder ved kassen og er i gang med at ekspedere kunden Tina Krogh Henriksen
Anja sidder ved kassen og er i gang med at ekspedere kunden Tina Krogh Henriksen
Livs- og arbejdsglæde
Det er nu godt otte år siden, og selvom ryggen ofte driller, så hjælper det, at Anja kan veksle mellem at sidde ved kassen og passe selv-scanningskasserne:
"Jeg passer tit selv-scanningskasserne frem til, at vi lukker butikken klokken 23. Ofte kommer der en kunde ind, lige før vi lukker, og siger "Åh, jeg når ikke ind i den anden afdeling!" Bilka i Viborg er opdelt i food og nonfood, og så siger jeg: "Skynd dig derind, så scanner jeg dine varer imens." Kunden er altid glad for på den måde at nå det hele, og nogle spørger med et smil, om jeg så også har betalt for deres varer?! Så svarer jeg smilende, at der slipper min service op," fortæller Anja.
Det er den pingpong, som er Anjas bonus i jobbet. Hun nyder sine arbejdstimer, der oftest ligger om aftenen. I oktober 2021 fik hun tilkendt fleksjob på 12 timer om ugen, fordi hun ud over rygproblemerne også har en diskusprolaps i nakken.
Da Danmark blev ramt af første nedlukning, som følge af Covid-19, ramte det Anja ekstra hårdt. Hun gik i isolation, for selvom hun ikke har røget i 12 år, så er hendes KOL så slem, at hun var bange for at få corona:
"Jeg var isoleret i tre måneder og snakkede så meget med mine hunde, at de næsten kan snakke nu," som Anja siger.
Annonse
I dag kan hun grine af det, men det var en hård tid, hvor hun ikke så sine tre voksne børn og børnebørnene:
"Og de er jo mit guld," erklærer hun.
I dag er Anja forlængst tilbage ved kassen, hvor hun nyder at gøre en forskel:
"Jeg er taknemmelig, glad og har gode kollegaer. Jeg kan ikke få et bedre arbejde. Jeg smiler og snakker med folk og tænker ikke over, at jeg gør det; Jeg kan bare ikke lade være!"
Her er årets fem finalister
Igen i år kårer Hjemmet Danmarks sødeste kassedame m/k. Og netop i år fortjener alle landets kassedamer mere end nogensinde at blive anerkendt for deres arbejde. Vi har da også fået rigtig mange indstillinger – i alt har 896 læsere sendt os navne på hele 328 kassedamer m/k. Juryen har udvalgt de fem finalister, og du kan læse om dem her, inden du stemmer, og er med til at afgøre, hvem der skal vinde titlen og de flotte præmier til en værdi af ca. 25.000 kroner.
Hvem skal være Danmarks sødeste kassedame m/k 2022?
Vinderen af konkurrencen Danmarks sødeste kassedame får en række flotte præmier til en samlet værdi af over 26.000 kr. Alt sammen skattefrit.
Præmie: Gavecheck på 10.000 kr. fra Hjemmet
Præmie: Ophold på Hotel Fuglsøcentret i Nationalpark Mols Bjerge, inkl. koncert med Boney M den 10. juni 2022. Præmien er for to personer og indeholder: Middag, koncert, overnatning i dobbeltværelse og morgenbuffet til 2500 kr.
Præmie: Et DFDS Luksus-Cruise for to personer med hotelophold i Oslo til 7.000 kr. Turen giver mulighed for at nyde et afbræk på havet med god tid til hinanden og opleve alt, hvad Oslo har at byde på – fra kultur til shopping og hyggelige caféer.
Samlet værdi af præmier = 26.376 kr.
Trøstepræmier
De fire finalister får hver en gavecheck fra Hjemmet på 1.500 kr. samt en lækker trøstepræmie med chokolade til en værdi af 200 kr.