Lone Theils: "Jeg var hjemløs og tæt på at droppe det hele"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg er født i Holstebro, hvor mine forældre havde et hus i et parcelhuskvarter. I baghaven lå Odin Teatret, og en dag, da jeg legede med min lillebror i haven, var der pludselig en mand, der spændte en line ud mellem to træer og gav sig til at gå på line. På et tidspunkt hang han også fra linen i knæhaserne og spillede trompet. Fra da af troede jeg på, at alt kan ske. Det var i øvrigt et hyggeligt område, hvor børnene gik og samlede ind til Sankt Hans Bålet, og man kunne cykle til skole.

Min far arbejdede for et telefonselskab, og min mor var laborant på en tyrestation, indtil hun blev lægesekretær. Hun gik også hjemme på deltid, så hun var der altid, når vi kom hjem fra skole. Jeg var en drengepige, der elskede at lege detektiv og spille fodbold. Faktisk truede min lillebror nogle gange folk med, at jeg ville komme og banke dem, men det gjorde jeg ikke. Jeg var sådan en, der altid læste. Både vejskilte, men også i stuen om aftenen. Når alle andre sad og så tv, sad jeg under en arkitektlampe og læste.

Din levevej?

– Jeg har altid villet skrive, og så var det jo nærliggende at blive journalist, og det passede også til mit temperament. Da jeg læste til studentereksamen, og der var oprør på Den Himmelske Freds Plads, oplevede jeg Mette Holm rapportere derfra. Jeg kan huske, at jeg tænkte over, at en kvinde kunne have det job. Kort tid efter jeg var færdiguddannet, blev jeg selv korrespondent, og det var jeg faktisk i 16 år i London for blandt andet Berlingske, Politiken, DR og mange andre.

En dag læste jeg en nyhed om en seriemorder, der havde slået seks mennesker ihjel. Han udgav sig for at være fotograf, og så tog han billeder af sine ofre, inden han slog dem ihjel. Da politiet i USA begyndte at undersøge sagen, fandt de 1000 billeder i et lagerrum. Blandt andet et billede af to piger taget på Københavns Hovedbanegård. De blev fundet i god behold, men de ville desværre ikke tale med pressen. Jeg blev fascineret af den historie og begyndte at tænke ”hvad nu hvis”. Ud af det kom en historie, som senere blev til min debutroman, Pigerne fra Englandsbåden. Med den fik jeg også mulighed for at dele min glæde ved London og jobbet som korrespondent, for min heltinde Nora Sand er korrespondent. Journalistik er dog lidt ligesom mafiaen, hvor man siger: ”Just when I thought I was out”, for så kom Brexit, og inden for den seneste tid har jeg være i News-studiet 18 gange. Det forstyrrer lidt mit arbejde som forfatter, men der er også en tilfredsstillelse i at formidle noget, jeg ved noget om. Jeg bliver så lykkelig, når folk siger, at de forstår alting bedre, når jeg forklarer det.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Jeg skrev hovedopgave om Kosovo på Journalisthøjskolen, så jeg kendte godt til konflikten i området og blev derfor sendt derned som korrespondent. Jeg havde været meget på Balkan på ferier med mine forældre, og jeg forbandt det med tryghed, familie og ferier, men det var slet ikke det, jeg kom ned til som 29-årig. På det tidspunkt havde jeg aldrig set et dødt menneske. Heldigvis rejste jeg med en fotograf, som havde prøvet det før, og han sagde til mig: ”Første gang er den værste”. Det første, jeg så, var knogler fra et menneske, og det glemmer jeg aldrig. Jeg var også i en landsby, som var blevet angrebet af serberne. Alle, der kunne, var flygtet op i bjergene, men dem, der var blevet tilbage, havde forsamlet sig i et hus, som serberne så havde sat ild til. Jeg stod og kiggede på menneskers ribben, og jeg tænkte, at jeg var nødt til at forestille mig, at jeg var en arkæolog, der så på Grauballemanden. Da jeg kom hjem til København igen, virkede min vaskemaskine ikke. Jeg ringede til min far for at spørge om hjælp, og jeg bandede og svovlede. Jeg var så rasende. Bagefter kunne jeg se, at det handlede om, at jeg havde manglet kontrol i lang tid på Balkan. Nu havde jeg brug for at have kontrol igen derhjemme. Samlet set lærte jeg, at der ikke er grænser for, hvor onde mennesker kan være, hvis man trykker på de ”rigtige” knapper. Helt almindelige familiefædre kan kysse deres koner farvel og gå ud ad døren for at torturere andre mennesker.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Jeg dykkede engang på Cypern sammen med min lillebror. Måleren på min iltflaske var i stykker, men instruktøren sagde, at det var ok, og at jeg bare skulle dykke alligevel. Midt i dykket begyndte min ilt at smage af benzin, og jeg vidste, at det er et rigtig dårligt tegn. Men jeg ville jo ikke ødelægge det for min bror, så jeg holdt ud. Da vi skulle op, skulle vi holde et sikkerhedsstop på cirka 15-20 meters dybde for at undgå dykkersyge, og da slap min ilt helt op. Jeg klarede den ved at signalere til min bror, og så delte vi hans ilt. Det var en situation, hvor jeg kunne være gået i panik, men når jeg tænker tilbage på episoden, er jeg glad for, at jeg er god til at håndtere den slags situationer. Jeg panikker ikke, men løser det. Jeg mistede grebet for et kort øjeblik, men blev klogere på mig selv.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg var jo et meget læsende barn, og jeg er opdraget af bøger. Jeg har fået mit verdenssyn og livssyn fra bøger, og jeg læste for eksempel Erica Jong allerede som 14-årig. Det vil sige, at jeg læste om kvinders seksualitet, inden jeg overhovedet havde fået min seksuelle debut. Jeg vidste allerede dengang meget om seksualitet og usikkerhed. Jeg vil dog ikke råde andre 14-årige til at læse Erica Jong.

Hvilken vej bor du på nu?

– Jeg bor i en haveforening på Amager. Faktisk er der to veje i foreningen, Kystvejen og Skovvejen, men vi er uenige om, hvem der bor hvor, så hvert år til sommerfesten laver vi tovtrækningskonkurrence om retten til at bo på Kystvejen.

Da jeg kom hjem efter 16 år i London, var det et kæmpe skift, hvor jeg lavede om på mit liv, sagde farvel til min by, mit arbejde og mine venner. Men hvis jeg skulle være forfatter, havde jeg ikke råd til at betale huslejen i London. Jeg boede i en periode i mit sommerhus på Djursland, men jeg gik hele tiden til møder i København, så det holdt ikke. En dag var jeg herude i haveforeningen og besøge min veninde. Det var sådan en dag med sol på verandaen og danske jordbær, så blev den idé plantet, og jeg købte min egen kolonihave. Undervejs blev mit byggeprojekt en halv million dyrere end planlagt, og arkitekten forlod firmaet. Til sidst gik tømreren også. Jeg var hjemløs og tæt på at droppe det hele, for til sidst kunne jeg ikke mere. For en gangs skyld var jeg handlingslammet. Så skrev jeg et opslag på Facebook om min situation, og jeg fik så meget støtte, råd og vejledning. Jeg fik skiftet byggefirma, og jeg blev tilbudt fede steder at bo, og jeg fandt en anden tømrer. Jeg var så taknemmelig. Jeg er jo vestjyde, og vi er ikke vant til at bede om hjælp.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg er ikke gift og er heller ikke i et forhold pt. Jeg kan virkelig godt lide mænd, men jeg har bare ikke mødt nogen for nyligt, der har fundet vej til mit hjerte. Grundlæggende kan jeg også rigtig godt lide mit eget selskab, og jeg er aldrig ensom. I lørdags havde jeg en hel dag for mig selv, hvor jeg bare lavede de ting, jeg havde lyst til. Først flyttede jeg et kvart ton jord i min forhave, og så gik jeg ind og bagte en rabarbertærte, som jeg spiste, mens jeg læste en bog. Jeg havde en fantastisk dag, ligesom en ”date night” med sig selv. Mine venner er tit inde og ude af parforhold, men for mig er et parforhold ikke det samme som at købe en charterrejse. Det er livets magi, som skal ske af sig selv, og for mig er den naturlige tilstand i livet ikke at være i et forhold. Jeg tror faktisk, min mor var lidt bekymret for mig på et tidspunkt, fordi jeg ikke havde mand og børn, men jeg har det godt, og jeg synes, det er fedt, at jeg ikke skal diskutere med nogen. Jeg havde dog håbet, jeg skulle have børn, men det skete bare ikke.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at gøre min fjerde bog i Nora Sand-serien færdig, og det er jeg lykkelig for, for den har været længe undervejs. Jeg er et meget spontant menneske, og hvis nogen ringer i morgen og spørger, om vi skal tage til Venedig, så gør vi det. Men jeg ved jo også godt, at jeg kommer til at sidde og skrive hele sommeren.