Sara Blædel: ”De sidste 20 år af mit liv har kostet på venskabsfronten”
Forfatter Sara Blædels venskaber betyder alt for hende. Men qua hendes virke går hun tit ned i skrivehuler i flere uger ad gangen – og det kan få hende til at være en fraværende ven. Men hun ved, at de ægte venskaber vil bestå gennem alt.
Hvordan er man en god ven? Og hvorfor er de egenskaber vigtige, ifølge dig?
"For mig er man en god ven, når man altid er der for hinanden. Jeg er så privilegeret, at mine tætteste veninder går hele vejen tilbage til min barndom. Jeg har kendt Ditte, siden jeg var tre år og Kristina, fra jeg var ti år. Vi er hinandens livsvidner og har været igennem alt sammen – og det er selvfølgelig et stærkt fundament for et venskab. Men det, der i virkeligheden gør dem til virkelig gode venner, er, at vi er ærlige overfor hinanden. Det er nemlig et godt venskab, når man ikke altid behøver at tale hinanden efter munden, og at man godt tør sige, at man ikke nødvendigvis synes, de har ret."
"Jeg har en veninde, som arbejder vanvittigt meget, og indimellem agerer jeg hendes stopklods. Det er ikke altid yndigt, men hun ved, at jeg gør det af kærlighed, fordi jeg er bange for, at hun ikke kan holde til det. Nogle gange handler et godt venskab også om at turde at gøre eller sige det, der ikke altid er pænt. For det ville du aldrig gøre til personer, som du ikke er virkelig tæt på."
Hvilken ven er du?
"Jeg er en meget loyal ven, men til tider også en fraværende ven. Og det er jo noget, der virkelig viser, hvilke venskaber der er gode, når de kan acceptere, at jeg til tider er fraværende. For hvis jeg er i en skriveperiode, så ved mine venner godt, at jeg ikke dukker op til fødselsdage eller andre arrangementer, fordi jeg ikke kan trække mig væk fra bogen. Og det er jo enormt tarveligt, men mine gode venner ved også, at jeg altid vil være der, uanset hvad der ellers sker – jeg vil hente dem hjem fra månen, hvis de får brug for det."
"Jeg er ikke altid en perfekt ven, men jeg er en utrolig loyal ven. Det er ikke altid superflatterende, men det er sådan, det er. Og sådan nogle venskaber kan til gengæld holde til det uendelige, fordi man ved, at dem, der bliver trods manglende respons eller nærvær i perioder, er ægte og gode venner. De sidste 20 år af mit liv, siden jeg udgav min første krimi, har kostet på venskabsfronten. Der er nogle, som synes, at det er underligt, at forfatterskabet skal være vigtigere end at ses med venner, men sådan fungerer mit liv bare i perioder. Jeg har også fået nye venskaber over de sidste par år, og det første, jeg fortæller dem, er, at de aldrig må tage det personligt, når jeg trækker mig. Det er nemlig intet personligt, men blot min måde at arbejde på. Hvis man melder det ud fra start, er det ikke noget problem. Det er igen en ærlighedsting."
Hvad er det vigtigste i et venskab?
"Det er ærlighed og loyalitet. Jeg er jo enormt privilegeret, at jeg er meget tætte med mine venner. Jeg ved, at mine venner passer på mig, og jeg passer på dem. Vi har bevæget os fra at være tætte venner til at være hinandens familie. Det er nok også en ting, der kommer med alderen, når nu vi er begyndt at miste vores forældre og egen tætte familie. Vi er hinandens selvvalgte familie, og det giver en utrolig tryghed. Et godt venskab handler for mig om tryghed og et sted at høre til."
Har du nogensinde mistet forbindelsen til en god ven? Hvordan og hvorfor?
"Ja, det har jeg desværre. Det bunder ikke i uvenskab, men noget, der bare er gledet ud, hvor det egentlig ikke blegnede mellem os som mennesker. Nogle folks venskaber, som jeg har været virkelig gode venner med i lange perioder af mit liv, har holdt op. Og der må jeg indrømme, at den ligger hos mig, fordi jeg har levet et liv, hvor jeg enten pludselig flyttede til USA eller pludselig har været meget optaget af at skrive. Det har kostet venskaber, men jeg har ikke skilt med nogen i ondt blod. Det er klart, at det har kostet noget at være så dedikeret til mit arbejde – og det har jo også været mit eget valg. Nogle venskaber glider også naturligt ud, og så kommer der nye til. Det er en del af dine livsfaser, og det betyder ikke, at man aldrig kan række ud igen."
Hvornår har du haft brug for en god ven?
"Det har jeg hele tiden. Det er svært kun at nævne et eksempel, men for eksempel da jeg flyttede til New York. Det er nu ikke, fordi det var svært at lokke folk til at komme og besøge mig i New York, men det betød meget, når de gjorde. Min meget tætte ven Lars Jon fløj over og besøgte mig torsdag og fløj hjem igen allerede søndag, og det gjorde han mange gange. Det bevidner om noget helt særligt, at han ville tage så langt kun for at være sammen en weekend. Det betyder noget, når man er der for hinanden lige meget hvad. Og det er jo et exceptionelt eksempel, men det kan være hvad som helst. Gode venner kan også være dem, der tømmer ens terrasse for havemøbler, eller dem, som laver mad til dig en weekend, hvor de ved, at du har haft skidetravlt. Venskaber går på mange niveauer, og de små, praktiske betyder også virkelig meget. Kærlighed i venskaber rækker sig ud i alle grene."