Hver fredag kan model og skuespiller May Lifschitz
opleves på gulvet i Vild med Dans, hvor hun danser rundt i smukke
kjoler.
Men snart er det muligvis en anden flot kjole, hun skal iklæde sig.
Hun har været forlovet med
sin kæreste, Jens Lund, siden september 2023, og selvom parret ikke har sat en
konkret dato for brylluppet endnu, er planlægningen så småt i gang. Hun har nemlig længe gerne villet giftes.
”Vi har været kærester i ti år, så
hvis han ikke havde friet til mig sidste år, havde jeg kun et halvt år tilbage i mig,
før jeg selv var gået ned på knæ."
I ALT for damernes podcast Skål
Søster fortæller May Lifschitz hele historien om, hvordan Jens friede til hende.
Et stenskred kom i vejen
I september sidste år var May Lifschitz
og Jens Lund på vandreferie i Dolomitterne i Italien, hvor de nød den vidunderlige natur. Men den dag, hvor han havde tænkt sig at fri, skulle parret ned ad et meget stejlt bjerg. Og det gik ikke helt gnidningsfrit.
”Jeg tror egentlig, at han havde
planlagt at fri til mig den dag, men den plan gik i vasken,” siger hun i Skål Søster.
På turen ned ad bjerget kom parret nemlig op at skændes.
”Min forlovede, Jens, var sikker
på, at det var den rigtige sti, vi var på vej ned ad, og jeg var sådan: Skat,
jeg tror ikke, at det er den her sti.”
Jens insisterede dog på, at de gik på den rigtige rute, men for hvert skridt, May tog, forvandlede stien sig til et
stenskred.
”Jeg fik panikangst, fordi jeg
væltede, hver gang jeg tog et skridt, og jeg faldt flere meter ned. Jeg slog
mig ret meget, og derfor blev jeg sur og skældte ham ud. Undervejs kiggede vi også
op og så de søde tyske turister, vi havde mødt på toppen af bjerget, der kom
langsomt og elegant ned ad bjerget i slalom ad den rigtige sti. Så jeg var så
sur på det her tidspunkt, at frieriet blev udskudt til dagen efter,” siger hun og griner.
”Er der ikke en ring?”
Dagen efter friede Jens Lund dog til May Lifschitz, og
det skete ved en smuk sø, som parret kom forbi på deres vandrerute. På det
tidspunkt havde May ikke været i bad i tre dage, så en bestemt tanke kom op.
”Jeg lignede lidt en trold. Men jeg
tænkte også, at så må det jo virkelig være kærlighed,” siger hun i podcasten.
Udover selve frieriet, var der også en anden ting, der kom som en overraskelse for May. For Jens friede ikke med en ring.
”Inden vores tur havde han været i
Nordsjælland til et loppemarked, hvor han havde fundet et meget smukt og
specielt ur. Han købte det til mig og fik det restaureret og sat ny rem på. Han gjorde det egentlig ikke med tanken om, at det skulle bruges til vores forlovelse,
men han tog det med på vores ferie, hvis der nu skulle opstå et øjeblik.”
På turen mærkede Jens, at det var
det rette tidspunkt at fri til May på, og derfor valgte han at give hende uret.
”Jeg kiggede på det smukke ur og
blev så glad. Men jeg tænkte også for mig selv, hvor ringen var? Det sagde jeg
selvfølgelig ikke på det tidspunkt, for jeg var bare lykkelig. Men en times
tid efter valgte jeg at spørge ham: Var der ikke en ring? Jeg ville slet ikke
lyde utaknemmelig, men jeg har bare altid forestillet mig, at jeg ville blive
friet til med en ring.”
May har stadig ikke en
forlovelsesring, men venter i stedet til, at hun får en vielsesring, når brylluppet
skal stå.
”Det er jo heldigvis ikke det, det
går ud på. Jeg tænkte bare på det, fordi det smukke ur jo ikke passer til alle outfits, som
en ring gør, og jeg vil gerne vise, at jeg er forlovet. Men heldigvis handler
det hele om Jens, som har givet sig fuldstændig hen og planlagt det her. Og
det er bare så fint og rørende.”
Lyt til resten af snakken i podcasten Skål Søster, hvor May Lifschitz og Lissa Paustian også taler om polterabender og diskuterer, om det er lige til den bridezilla-agtige side at lave et manifest for sin egen.