Fotokonkurrence eksploderer: Sådan ser coronakrisen ud med danskernes øjne
Mennesketomme stationer, samtaler på afstand og udendørslege. Danskerne har knipset løs under coronakrisen for at dokumentere den nye virkelighed, vi alle befinder os. Fotokonkurrencen "Fang din by" er overvældet af den store interesse, fortæller de.
Hvad ser du for dit indre, når du tænker på coronakrisen?
Mennesketomme gader? Små grupper fordelt drypvist i parker? Køer, der slanger sig ud på gaden?
Vi oplever alle coronakrisen forskelligt, ser den fra eget perspektiv, og netop det bevidner Dansk Arkitektur Centers årlige fotokonkurrence ”Fang din by”.
Med næsten en fordobling i antallet af bidrag har Dansk Arkitektur Center modtaget over 5.500 billeder fra fotoglade danskere under coronakrisen.
De har dokumenteret og foreviget denne helt særlige tid i danmarkshistorien, hvor afstand både i det private og offentlige rum har ændret vores adfærd markant.
Under temaet ’hverdagsmagi’ har danskere taget billeder af alt fra øde metrostationer til samtaler på afstand med vennerne.
Den store interesse for konkurrencen og til – bogstaveligt talt – at zoome ind på coronavirkeligheden, vækker glæde hos programchef i Dansk Arkitektur Center, Tanya Lindkvist.
”Vi er superglade for den store interesse, ”Fang din by” har fået. Det er fantastisk! I Dansk Arkitektur Center ønsker vi at formidle den store betydning, arkitektur og design har for vores liv. At arkitektur og design skaber rammerne for, hvordan vi lever vores liv og lever sammen. For arkitekturen skaber liv, former vores liv og gør os levende. Derfor er det fantastisk, at så mange mennesker via ”Fang din by” har engageret sig i byen og delt deres oplevelser,” siger hun til ALT.dk.
Hvordan bidrager denne konkurrence til at dokumentere coronatiden?
”Fang din by” viser et aktualitetsbillede af samfundet. Pludselig var vores liv forandret, og dokumentationen af dette lever i bedste velgående i konkurrencen. Vores hjem, vores byrum og vores gader blev med ét ændret, og det indfangede konkurrencen. Det er hverdagsmagi i en forandret verden. Alle de indsendte fotos er taget i tiden umiddelbart lige inden og efter nedlukningen. Vi kan se, at motiverne i år har ændret karakter, og at de fanger en helt særlig corona-stemning, fx motiver med tomme gader og små statements, der henviser til den hverdag, som pludselig blev anderledes for os alle.”
Hvad tror I, at de mange tilsendte fotos er et udtryk for?
”Dels at flere mennesker ønsker at engagere sig i byens rum, og dels ser vi det også som et klart behov for at dokumentere den nye hverdag, som coronaen har ført med sig. Jeg tror, mange har haft et stort behov for at dokumentere og fastholde denne historiske tilstand; at verden et kort øjeblik stod stille, og intet var som i går. Mange af bidragene viser således byen og måden at bruge byen på en helt ny måde. Jeg tror, ”Fang din by”-udstillingen, som åbner d.25. juni på Bryghuspladsen, bliver et historisk billede på netop denne tilstand.
Det er femte år i træk, at Dansk Arkitektur Center afholder fotokonkurrencen ”Fang din by”.
En jury vil i den kommende tid udvælge de bedste fotografier fra konkurrencen, og den 25. juni bliver de udvalgte fotografier udstillet for offentligheden udenfor på Bryghuspladsen ved Dansk Arkitektur Center i BLOX.