”Frau Tasche skabte håb for alle på asylcentret”

Hun skabte håb og glæde i en kaotisk verden.

Det er 19 år siden, Harun sad på asylcentret, men sygeplejersken Frau Tasche står stadig skarpt i hans hukommelse. Hun er grunden til, at han er sygeplejerske den dag i dag.

– Jeg var altid glad for at se Frau Tasche, fordi hun prøvede at få smilet tilbage hos min mor. Min mor var tydeligt præget af stress og krig. Men hver gang min mor snakkede med hende, blev hun glad efterfølgende. Og det gjorde mig bare endnu mere glad, især i den tid, fortæller Harun.

Tror du, der var flere på asylcentret, som var så glade for hende som dig?

– Jeg var ikke alene om at syntes, hun var helt fantastisk. Alle de andre børn og voksne var også rigtig glade for hende. Jeg syntes bare, at den måde, hun viste professionel omsorg på, var meget kærlig. Hun var altid så smilende og kunne forstå folk, selvom der var en tydelig sprogbarriere. For ikke alle kunne tale tysk. Men hun kunne forstå dem og gøre sig forståelig. Hun gav altid udtryk for, at hun var der for os og forstod vores frustrationer.

Kan du finde på at tænke mere på Frau Tasche, nu hvor du selv er blevet sygeplejerske?

– Det kan jeg godt, hvis jeg en dag mangler noget motivation. For det er virkelig hårdt at være sygeplejerske nogle gange. Man skal løbe stærkt og nå mange ting. I dag arbejder jeg på afdelingen med for tidligt fødte børn. Her er forældrene i krise og græder, fordi de har et barn, der er meget sygt. Her er den sanselige sygepleje vigtig, fordi børnene ikke selv kan udtrykke deres smerter. Så må man læse deres signaler. Der tænker jeg meget på Frau Tasche, og hun kan virkelig give mig motivationen igen. Men det, jeg laver, er jo ingenting i forhold til det, hun gjorde. Hun gav virkelig håb til så mange mennesker.

Hvad er det bedste for dig ved at arbejde med sygeplejerske?

– Nogle gange får vi slik og chokolade fra forældrene, når deres børn er raske. Og det er ikke, fordi vi forventer, vi skal have noget til gengæld. Faktisk behøver de ikke engang at takke os, for det er det, vi er uddannet til. Men nogle gange siger de tak, smiler til os eller kommer med en æske chokolade. Så føler jeg mig anerkendt, og at jeg virkelig har gjort en forskel. For en æske chokolade er ikke bare en æske chokolade for mig. Den indeholder også noget andet. Det er det samme, som når forældrene og barnet skal udskrives, og man skal se, de er lettet og glade. Så føler jeg mig rigere.

Hvad skal der ske i fremtiden?

– Jeg skal på et tidspunkt videreuddanne mig og få en masse teori i bagagen. Men lige nu nyder jeg, at jeg aldrig når til det punkt, hvor jeg kan sige, at jeg har lært alt. Det er det, som er spændende for mig ved at være sygeplejerske. Man lærer altid noget nyt. Jeg har jo ikke valgt sygeplejen for at blive rig og tjene en masse penge. Det har jeg valgt for oplevelserne, og det får jeg.

I april 2016 delte Harun Demirtas sin historie om Frau Tasche på Facebook. Her skrev han også om, hvordan en ældre dame lærte ham dansk på plejehjemmet, og hvad sygeplejen betyder for ham. Du kan læse hans opslag på "Mand kan blive sygeplejerske" her.

LÆS OGSÅ: Retsmedicineren: "Der er ofre i alle aldre og med alle mulige historier"

LÆS OGSÅ: Milena arbejder med prostituerede kvinder: "Nogle kvinder kravler ind under huden på mig"

LÆS OGSÅ: Mai tog en modig beslutning: nu lever hun af noget, vi alle elsker.