Frederikke Leth om at kæmpe for det man har kært: "Jeg skrev en opflammet blog, der blev læst og støttet af 10.000 mennesker"

Altid frejdig når du går" synger jeg ofte med min datter Ava på 5 år om aftenen, mens vi står op i sengen og gør honnør. Det er en sang, jeg holder uendelig meget af, specielt den sidste linje: "Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder. Der er livet ej så svært, døden ikke heller." Én ting er at synge om at kæmpe, noget andet at gøre det. Og for ganske nylig blev lige præcis de ord til handling i mit liv.

Jeg er født og opvokset i København og har set med lige dele skræk og undren på nogle af de ting, der sker med byen i disse år. Det meste lader jeg passere. Men ikke alt. Fra jeg var ni år gammel, gik jeg hver dag gennem Kunstindustrimuseets gård på vej til Krebs' Skole med mine tre søskende. Dermed blev den gård de gyldne minders holdeplads for mig.

Midt i gården, som må være en af Københavns mest rolige, ligger det yndigste lille, gule hus – et bindingsværkshus tilgroet af roser og med en lille have forskanset bag et brunt stakit – ganske skjult fra offentlighedens øje. Huset har alle dage være faldefærdigt. Men da jeg gik i skole, boede der nogen. Støvet på vinduerne i dag afslører, at det er længe siden, nogen gik igennem de stuer.

En dag befandt jeg mig som så mange gange før i gården, drømmende foran det lille hus. Hvad der ansporede mig til at handle, ved jeg stadig ikke. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har tænkt over at gøre noget ved min passion for det hengemte sted, men handlede først på den impuls 35 år efter, jeg så det første gang.

Jeg gik over på museet for at spørge, hvad der skulle ske med det hus. "Det skal rives ned, og museet skal have parkeringsplads", sagde en venlig medarbejder. GISP. Jeg gik prompte hjem og skrev en mail til museet.

Kunne jeg mon få lov til at mødes med museet og høre, om der kunne være en alternativ plan frem for nedrivning? "Nej! Det hus stod ikke til at redde. Museet havde brug for alle deres kvadratmeter. De havde stigende besøgstal, masser af penge og skulle bygge ud."

Jeg under i den grad museet penge og besøgstal. Men ville ønske, man kunne beholde det lille sted, som får både lokale og turister til at standse op og kigge fascineret på det forfaldne, hengemte og tilgroede midt i den polerede by.

"Se heksehuset", har jeg hørt både tyske, engelske og franske turister begejstret udbryde, mens de tager billeder af deres afkom på trappen.

Jeg skrev en opflammet blog, der blev læst og støttet af 10.000 mennesker. Paf så jeg, hvordan masser kendte til, har drømt om, holder af og vil kæmpe for det lille gule hus. En helt ny verden har åbnet sig. Jeg er ikke den eneste, der er vandret forbi det lille hus. Det handler ikke om bonderose-romantik. Det handler om, at en by uden sin sjæl er som et menneske uden sin historie. Og det handler om at kæmpe for de ting, man elsker her i livet. Hvad de end er. For man finder ofte ud af, at man ikke er den eneste, der mærker passionen brænde i brystet for noget, man har kært.