Frederikkes mor tog sit eget liv: “I mange år troede jeg, at hun døde af kræft”

26. september 1976. Nanna er 26 år, og hun har netop født Frederikke, sin anden datter. Den lille baby er født med et hul i hjertet, men det er ikke farligt, har lægerne forsikret hende om. Det vokser sammen af sig selv. Alligevel våger Nanna. Trækker den lille vejret? Det er en svær start på moderskabet. Og det bliver sværere.

Nanna kan ikke finde glæden ved at være blevet mor igen. Hun ryger ned i et hul af fortvivlelse og bliver diagnosticeret med en fødselspsykose – en tilstand, som er voldsommere end den mere almindelige fødselsdepression.

I de følgende måneder får hun elektrochokbehandling, men hun kan ikke komme ud af sit mørke.

Syv måneder efter Frederikkes fødsel er hun igen på Rigshospitalet. Hun går op på 16. sal, åbner et vindue og springer ud.

Ingen talte om mor

– Det har været svært at stykke sammen, hvad der præcis skete dengang. Jeg husker jo ingenting selv, fortæller Frederikke i dag om sin mors død for 40 år siden.

Det har været svært for hende at sætte ord på tabet af den mor, hun ikke kendte, men i dag ved hun, hvor vigtigt det er at tale om åbent om både sorg og efterfødselsreaktioner.

– I 1970'erne vidste man ikke så meget om det, som man gør i dag, og man talte langt mindre åbent om det, siger Frederikke som en mulig forklaring på, hvordan hendes mor kom så langt ud, at hun ikke så anden udvej end at gøre en ende på sit liv.

Frederikkes farmor overtager mor-rollen for den lille pige. Sammen med Frederikkes far står hun op om natten, skifter ble, mader. Senere gifter faren sig med den kvinde, Frederikke i dag kalder for mor. Hendes datter bliver Frederikkes søster, og selv om familien er sammenbragt, er den tæt og sammentømret.

Alligevel er der en uro i Frederikke. Hun ved ikke, hvad der skete med hendes mor. Ingen har nogensinde fortalt hende om den dag på Rigshospitalet. Ingen nævner hendes mor. Hun ved dårligt, hvordan hun så ud.

Kunne ikke sørge

– Selvfølgelig vidste jeg, at hun var død, men det var, som om jeg havde et lukket rum inde i mig selv, som jeg ikke kunne få adgang til, forklarer hun.

– Jeg vidste ikke, hvordan hun var død. I mange år troede jeg, at det var kræft. Senere troede jeg, at hun døde, da hun fødte mig. Måske ventede de voksne på, at jeg selv stillede spørgsmål, men det gjorde jeg aldrig. Jeg ville ikke være til besvær, husker hun.

At være det søde og nemme barn, der aldrig satte andre i forlegenhed, dækker dog over noget dybere. Følelsen af skyld.

– Jeg følte, at jeg på én eller anden måde skyldte noget. Jeg har altid gået rundt med en udefinerbar dårlig samvittighed over at være den, jeg er, forklarer Frederikke, der i dag forstår sin sorg bedre.

Derfor ved hun, at det er normalt for børn, der har oplevet at miste deres forældre, at føle skyld og kompensere ved at tage for meget ansvar på sig.

I adskillige år føler Frederikke, at morens død ikke har noget med hende at gøre. Hun kan ikke sørge over det, hun har mistet: en mor, hun aldrig lærte at kende.

– Jeg kunne kun græde, når jeg tænkte på min far, der havde mistet sin kone og stået alene med sine to små piger. Men ikke på mine egne vegne. Jeg tænkte, at det ikke var min sorg. Jeg var jo bare en lille baby, da det skete, forklarer hun.

Af og til sker det dog, at gråden kommer rullende. Måske efter et skænderi om et eller andet ved middagsbordet. Og når Frederikke først begynder at græde, kan hun ikke holde op igen.

Hun er 15 år, før hun spørger sin far, hvad der egentlig skete, dengang hun blev født. Og får sat ord på det: selvmord.

Nej til børn

Frederikke beslutter sig for en bekymringsfri ungdom med fester og venner, men da hun er i slutningen af tyverne, indser hun, at det ikke kan bære. Mørket kommer rullende inde i hende.

– Jeg oplevede et langsomt sammenbrud, fortæller hun.

– Jeg græd og græd, over alt muligt, men langsomt begyndte det med min mor at komme frem. Jeg erkendte, at hendes død havde haft en betydning for mig og mit liv.

Hun kommer ind i en periode, hvor alt det, hun har holdt fast i, falder fra hinanden. Imens gifter vennerne sig, stifter familier. Frederikke står udenfor. Der er mænd i hendes liv, men ikke før hun som 34-årig møder den mand, hun er gift med i dag, kan hun overgive sig.

Én ting er kærligheden, men Frederikke har ikke forestillet sig, at hun skal være mor. Hun er 36, da det en dag går op for hende, at hun er gravid.

– Jeg havde aldrig haft en drift mod at få et barn, og jeg tror, det hænger sammen med min historie. Men jeg blev ellevild af lykke, da det skete. Jeg følte mig så stærk, fortæller hun.

Hun føder sin datter på Rigshospitalet, samme sted, som Nanna fødte hende. Men Frederikkes følelse af lykke er helt anderledes end hendes mors fortvivlelse.

– Da min datter var syv måneder, så jeg ned på hende, og pludselig gik det op for mig, at det var nu, min mor døde fra mig. Der fik jeg igen erkendelsen af, at min mors død har alt at gøre med mit liv. At den ikke kan pakkes væk.

I dag har Frederikke fået åbnet det lukkede rum i sit indre. Hun kan stadig være den lille pige, der overkompenserer ved at påtage sig for meget ansvar, men hun har med psykologhjælp og ved at læse et hav af psykologibøger fået en forståelse for, hvad sorgen har betydet for hendes liv. Den viden tager hun med sig i arbejdet for foreningen Børn, unge & sorg, der giver gratis støtte til børn, der har mistet deres forældre.

– Jeg har min mor på plads i mig nu. Jeg vil altid have en stor sorg, der lurer under overfladen, men den store krise, jeg var igennem, har ført mig tættere på mig selv, siger Frederikke.

Børn, unge & sorg

Yder rådgivning og støtte til børn og unge under 28 år i tilfælde af dødsfald eller alvorlig sygdom i familien. Foreningen yder også rådgivning til professionelle fagpersoner og er tilknyttet Det nationale sorgcenter.

Se mere på bornungesorg.dk