Har du takket din partner i dag? Hold fast i forelskelsen med dette simple råd

Den gode forelskelse består af to ingredienser.

Den første handler om, at vi opdager de sider i et andet menneske, vi selv har måttet undertrykke. Den anden del af forelskelsen handler om taknemmelighed.

De fleste er ikke klar over det. Men når interessen i et andet menneske gengældes, fyldes vi med taknemmelighed. Det gør vi, fordi det andet menneske kaster sin kærlighed på os af sin egen fri vilje.

Han eller hun er ikke blevet tvunget - der er ikke nogen, som har sagt, at han eller hun bør bruge tid sammen med os, kysse os, holde om os, give os gaver eller kigge os i øjnene. Han eller hun gør det af sig selv.

Det overstrømmer de fleste af os med taknemmelighed. En taknemmelighed, vi mærker som forelskelse.

Efterhånden sker der det helt naturlige i et parforhold, at forventningerne kommer ind i billedet. Vi får børn sammen, som skal hentes og bringes i skole, til fritidsaktiviteter og sørges for. Vi skal arbejde, vi skal lave mad, gøre rent, osv. En vis arbejdsdeling bliver nødvendig og praktiske forventninger til hinanden bliver en realitet.

Desværre sker der ofte det, at vi i al logistik og hverdag glemmer, at vores partner faktisk er der af sin egen fri vilje. Vi vælger at stå op om morgenen og smøre madpakker eller gå på arbejde og tjene penge til familien. Men frivilligheden drukner i en hektisk hverdag, hvor vi højst har overskud til at tænke: ”Det manglede da bare”.

Millimeterdemokratiet udfolder sig, og vi begynder at holde regnskab: ”Nu har jeg lavet mad syv dage i streg, så nu må det snart være hans tur!”. Parforholdet bliver hurtigt ét stort martyrium, når vi glemmer, at vores partner er i forholdet af sin egen fri vilje.

Artiklen fortsætter under lydbidden.

Vil du gerne lade forelskelsen vare ved? Start med at lyt til denne lydfil, hvor Frej Prahl guider dig og din partner igennem en simpel øvelse. Øvelsen tager blot ti minutter - og alt I skal bruge er jer selv og en afspiller.

Forleden døde min gamle nabo, og jeg havde besluttet mig for at sige et par ord til begravelsen. Da jeg stod foran de pårørende med talen i hånden, kom jeg i tanke om, at hun altid havde husket vores mærkedage. Dét sagde jeg højt. Og i samme øjeblik piblede tårerne frem. En taknemmelighed over at hun af egen fri vilje havde husket fødselsdage og bryllupsdage, overstrømmede mig. En taknemmelighed, som først blev klar for mig i det øjeblik, hun var død. I dét øjeblik ønskede jeg, at hun havde fået del i den taknemmelighed, da hun stadigvæk var i live.

Det er ikke, fordi man skal se sin kæreste som én, der kan gå hen og dø, hvornår det skal være. Men engang imellem er det lykkedes mig at betragte min hustru, Vibeke, som et frivilligt menneske. Et menneske, som på en måde vælger mig og familien til hver eneste dag. Et menneske, som vælger at lave mad, vælger at lægge tøj sammen, vælger, vælger, vælger. Et menneske, som kunne vælge anderledes. Her genkalder jeg mig forelskelsens brus, og det bliver meget vanskeligt ikke at sige: ”TAK!”

Jeg har selv mærket, hvor meget det betyder at mærke Vibekes oprigtige taknemmelighed. Det kan være de helt små ting, som når jeg har ryddet op, når jeg har passet ungerne, hvad som helst. Den oprigtige tak giver mig energi.

For i den tak føler jeg mig genkendt og værdsat. Genkendt i, at det rent faktisk er noget, jeg gør af min egen fri vilje og ikke, fordi nogen har tvunget mig til det.

Der kan jeg igen se forelskelsen i hendes øjne.