Ingeborg skammede sig efter sin abort: "Det har ændret mig meget"

Ingeborg Topsøe havde aftalt med sin mand, at de skulle prøve at lave et barn – og ikke længe efter var hun gravid.

”Det var lige efter corona-nedlukningen, da jeg opdagede, at jeg var gravid. Jeg havde slet ikke mærket noget. Jeg havde lige været i LA for at pitche en tv-serie og nu var hele landet pludselig lukket ned, så mit hoved var alle mulige andre steder. Jeg havde slet ikke mærket noget,” fortæller den i dag 39-årige manuskriptforfatter.

”Da jeg fandt ud af det, havde jeg en lidt følelsestom reaktion til at begynde med. Men så begyndte jeg at få det mere og mere dårligt. Jeg lå i sengen og græd og havde mørke tanker. Det var en forkerthedsfølelse, der bare fyldte min krop,” husker Ingeborg tilbage.

Hvorfor diskuterer vi stadig dette emne?

I 2023 er det 50 år siden, at vi indførte fri abort i Danmark. I den anledning – og fordi retten til abort igen bliver kompromitteret i både Europa og USA – stiller vi skarpt på abortens historie: fra strikkepinde og syre i underlivet til frit valg.

I dag mener hun, at de overvældende følelser omkring graviditeten skyldtes, at hun ikke på det tidspunkt var helt afklaret med, om hun virkelig ønskede sig et barn og derfor havde svært ved at afkode hvad ”forkerthedsfølelsen” dækkede over.

”Jeg har flere veninder, som bare ved, at de vil det, og den følelse havde jeg ikke. Min mand og jeg var omkring de 33-34 år, og det gav ligesom mening på den måde. Men jeg manglede elementet af rigtigt at ville det.”

En voldsom reaktion

Ingeborg fik det i sidste ende så slemt, at en abort virkede som den eneste løsning. Og da først aborten var foretaget, var hendes første følelse da også lettelse. Men dén følelse blev hurtigt erstattet af en anden.

”Dengang troede jeg, at jeg ville få det bedre, når aborten var foretaget, for jeg havde jo selv valgt det. Jeg tænkte, at det får man gjort og så var det dét. Men jeg havde det rigtig, rigtig svært med det, og det blev ligesom sværere og sværere,” husker Ingeborg.

Nanna fik en abort som 17-årig: ”Det lå dybt i mig, at jeg skulle skamme mig, så det gjorde jeg”

Nanna var teenager, da hun på eget initiativ fik en abort. I dag tænker hun sjældent over det, der skete, men skammen er svær at slippe. For den blusser op, hver gang hun bliver mindet om, at der stadig findes mennesker, som mener, at retten til ens egen krop er til diskussion.

”Jeg følte alle mulige forskelligrettede følelser, som jeg ikke vidste, hvor jeg skulle placere. Blandt andet havde jeg en skamfølelse, for jeg havde jo en partner, der gerne ville have haft barnet, og jeg var ikke 17 år gammel og var blevet gravid ved en fejl. Alt var, som det skulle være på papiret, og når jeg så valgte at få en abort, kom det bag på mig, at jeg så ovenikøbet havde det svært med et valg, jeg selv havde truffet.”

Også overfor sin partner og andre relationer i sit liv følte Ingeborg, at hendes følelser om aborten var uberettigede.

”Jeg tænkte, kan jeg udsætte min partner for det her? Er det i orden, at jeg har det sådan her?”.

En vigtig rettighed

For Ingeborg bunder den skam, der ramte hende i tiden efter sin abort også i, at hun følte sig usolidarisk overfor alle de kvinder i verden, der ikke har mulighed for at få en abort.

”Det sidder dybt mig, at abort er en rettighed, man skal være glad for. At rettigheden er tilkæmpet og at den ikke findes alle steder i verden. Og sådan har jeg det virkelig også. Men måske netop derfor føltes det illoyalt at have det svært ved at have fået en abort, jeg selv havde valgt,” siger hun og tilføjer så:

”Og jeg er 100 procent for fri abort, og jeg ved, at ikke alle vil have det svært ved at få en abort, heldigvis. Og jeg vil virkelig ikke skræmme unge kvinder, der måske står overfor at få en abort, til at tro, at de nødvendigvis får det dårligt. Man kan sammenligne det med, at der er rigtig mange, der heldigvis ikke får en fødselsdepression, men derfor taler vi stadig om, at det kan ske, og det kan ramme hårdt. På samme måde synes jeg, det er vigtigt, at der også er plads til det, hvis man får nogle uventede, svære tanker i forbindelse med en abort. For i mit tilfælde kom det virkelig bag på mig.”

Søgte støtte i litteraturen

I håbet om at findes støtte og genkendelse af sine svære tanker, søgte Ingeborg mod litteraturen.

”Jeg ledte efter sprog for de følelser, jeg oplevede. Her gik det op for mig, at jeg kunne finde flere romaner om både ulovlige aborter, moderskabet og ufrivillig barnløshed. Men jeg kunne ikke finde noget, hvor en kvinde fortæller om at have svære følelser forbundet med at have fået en selvvalgt, provokeret abort,” siger Ingeborg og fortsætter:

”Bare i Danmark har abort været lovlig i mere end 50 år, og derfor tænkte jeg, jamen er det bare mig, der har haft de her følelser efter en selvvalgt abort? Er jeg mærkelig?”

Den mislykkede søgen efter andre kvinders fortællinger om deres oplevelser med frivillige aborter, blev Ingeborg Topsøes udgangspunkt for at skrive romanen ”Efterveer,” som er på gaden nu.

”Jeg tænkte, at der måtte være andre, der havde det som mig. Og selvom bogen ikke er fuldkommen selvbiografisk, så lægger den sig meget op ad min egen oplevelse i tiden efter aborten og jeg håber, at andre vil føle sig genkendt.”

Siff og Lis er begge jordemødre, men meget uenige: ”Det er kommet som et chok for mange”

Den 1. oktober 2023 kunne vi i Danmark fejre 50 årsdagen for den frie abort. Men den runde dag gav også anledning til en del debat.

”Efterveer tager form som en sorgdagbog påbegyndt nogle måneder efter, at hovedpersonen har fået en frivillig abort og jeg bruger aktivt dét, at jeg ikke selv var helt klar over hvad der lå til grund for min abort. Den er struktureret som en detektivroman, hvor hovedpersonen forsøger at forstå sin egen abort efter den har fundet sted,” siger Ingeborg, som i dag har sluttet fred med sin abort – men det tog meget længere tid, end hun havde forestillet sig.

”Jeg vidste slet ikke, at det var noget, jeg ville skulle deale med så intenst, og at der ville være efterdønninger, der varede i op mod to år. Jeg troede, at aborten ville være en tilbagevenden til det, der var før – men i stedet har det ændret mig meget. Og min vigtigste pointe er at sige, at det er okay at have det svært med at få en abort – uden at det behøver at betyde, at selve aborten var et forkert valg. For mit vedkommende skulle jeg netop acceptere, at jeg aldrig får et svar på, hvorvidt min abort er rigtig eller forkert. Den er bare.”