I Nexø på Bornholm ligger Danmarks mindste campingplads, Eco Beach Camp, med plads til kun 12 glampingtelte på en af landets bedste strande, Balka Strand, hvor du vågner til havudsigt og bølgeskvulp.
Er du smidig fra morgenstunden, kan du dyrke morgenyoga eller strandtræning efterfulgt af en afslappende massage, inden du spiser morgenmad på strandcafeen, der også serverer øens bedste kaffe, hvis de selv skal sige det. Alt er økologisk. Der er også naturkøkken med bål- og grillplads, så du kan grille pølser og riste skumfiduser
Mellem vilde syrener og høje træer, kun 100 meter fra vandet, har Lynæs Surfcenter placeret en række surfshacks, små outdoor-hytter med udsigt over Lynæs Strand, og luksustelte, hvor du kan overnatte.
I dagtimerne kan du vise dine skills på surfbrættet eller SUP-boardet eller nøjes med at kigge på fra vildmarksspaen. Du kan også bare hænge ud i cafeen, hvor der serveres surdejsboller og kaffe i de tidlige timer eller omkring foodtrucken, der langer streetfood over disken.
Tag ud på dit SUP-board, og nyd solnedgangen i Lynæs.
Tag ud på dit SUP-board, og nyd solnedgangen i Lynæs.
Sommer i trætoppen
Har du prøvet at kramme et træ? Det skulle efter sigende bekæmpe ensomhed og hele dit helbred. Men måske du også skulle prøve at sove i et?
Annonse
I en lille skov i Als Odde i Nordjylland ligger Løvtag, hvor du kan overnatte i smukke arkitektoniske træhytter seks-otte meter oppe i træerne. Træerne går direkte igennem hytterne fra gulvet op gennem taget, så du kan kramme det alt efter behov. Tag bad under åben himmel, og nyd morgenkaffen og fuglefløjt oppe på tagterrassen, mens du kigger ud over skoven. Måske får du øje på et dådyr, der græsser i lysningerne.
På halvøen Feddet kan du holde ferie i smuk natur og bo i femstjernet luksus på Feddet Strand Resort ved Præstø, en af blot to danske campingpladser, som kan bryste sig med titlen Superplatz, der tildeles europæiske campingpladser med særlig høj standard.
Hop op på en af Feddets mange islandske heste, og oplev områdets 30 km ridestier langs havet, klitterne, heden og skovene. Sæt teltpløkkerne i jorden, eller book en af stedets glampingtelte, hytter eller feriehuse alt efter, hvor meget du vil gå i et med naturen.
Stranden ved Feddet er flere gange nomineret til Sjællands bedste og mest børnevenlige strand.
Stranden ved Feddet er flere gange nomineret til Sjællands bedste og mest børnevenlige strand.
Odsherreds dybe Lillero
I skovkanten ud til Høve Strand og Sejerøbugten inviterer Lillero til nærvær og fordybelse. Overnat i luksustelt under stjernerne, lav mad over bål, svøm i havet, og sved i saunaen. Glem alt om dit gamle festivaltelt, som har udtjent sin værnepligt.
Alle Lilleros telte er lyse og produceret i bæredygtigt bomuld med trægulve og indrettet med senge, så du trygt kan lade soveposen blive hjemme. Udenfor teltene kan du slikke sol i solstolene og nyde en drink, inden du går hen på Lillefisk eller Lillepizza og spiser din aftensmad, som er tilberedt af lokalt producerede råvarer.
Du vågner med skoven, mens himlen lysner gennem glaskuplen over sengen, og udenfor venter et eventyr. På Camp Adventure kan du overnatte i mongolske jurter midt i Gisselfelds Klosters skov på Sydsjælland, hvor du kan gå op på den 3,2 kilometer lange hævede gangsti og se udsigten fra det 45 meter høje skovtårn, som er tegnet af EFFEKT Architects.
Du kan også besøge Nordeuropas største pluk selv-blomstermark, hvor du kan vandre blandt morgenfruer, valmuer og kornblomster og med fordel tage picnickurven med.