96-årige Kirsten var gift med sin mand i 53 år: ”Dét er opskriften på et så langt et parforhold”

Siger vi De eller du? Det sidder stadig lidt på tværs på min tunge ikke at være De’s med en, jeg ikke har mødt før.

Spørgsmålet, og uddybningen af det, er noget af det første, Kirsten B. Hansen siger denne eftermiddag på plejehjemmet i Lyngby, da jeg har sat mig overfor hende med en kop kaffe. 

Læs også

En episode med en instruktør sidder stadig i Vigga Bro: ”Jeg var fuldstændig lammet af væmmelse”

I dagens Danmark et det et usædvanligt spørgsmål, for De’s er efterhånden noget, man kun er med de kongelige. Men for Kirsten er det helt naturligt lige at afklare den slags. Hun er født i 1928, og med sine 96 år hører hun til i en generation, hvor De, Dem og Deres var helt sædvanlig omgangstone. 

Vi enes hurtigt om at sige du, og Kirsten læner sig ivrigt ind over bordet imellem os. Hun er spændt på, hvad vi skal tale om, og lidt nervøs også, siger hun.

"Jeg håber, at jeg kan leve op til Katjas drømmebillede af en mormor."

Katja Bamberger Bro er Kirstens barnebarn på 48 år, og Katja sidder også med ved bordet. Siden jeg mødte Katja første gang for fem-seks år siden, har hun sagt til mig, at jeg burde interviewe hendes mormor. 

For ikke alene har Kirsten levet et langt og godt liv, hun er også knivskarp i hovedet og har en viden om livet, som er værd at få ud i verden. 

Den eneste grund til, at Kirsten er kommet på plejehjem, er, at hun desværre er blevet kørestolsafhængig, og det taler vi også lidt om sidst på dagen. Men først kaster vi os ud i en snak om, hvorfor yngre generationer skal give sig tid til at lytte på de ældre, og her har Katja indledningsvist ordet.

Katja: "Det ikke er alle, der er så heldige som mig at have en mormor, man kan spørge til råds hele livet. Det at få svar fra en, der har levet alt det, som man selv går igennem, er helt uvurderligt. Min mormor har både overlevet småbørnsårene, overgangsalderen, at miste en mand, at miste forældre, at miste søskende. Og hun har fortalt mig, at det at få børnebørn er livets dessert."

Kirsten: "Ubetinget!"

Katja: "Du har skabt traditioner i familien, som du holder fast i, og som vi andre holder fast i. Og det, at man hele tiden kan genbesøge historien sammen, er ikke alle forundt. Der er et bånd mellem bedsteforældre og børnebørn, som måske er mere udfordret i dag end tidligere, fordi bedsteforældregenerationen har enormt travlt.

Jeg har altid nydt godt af, at min mormor havde tid til mig. Jeg vil så gerne inspirere andre mennesker til at have en nær relation til de ældre generationer ved at lade min mormor få ordet i ALT for damerne, for hun har virkelig været en gave i mit liv."

Hvordan har du fundet tid til at være så meget for bl.a. Katja og dine børn?

Kirsten: "Jeg må hellere indrømme, at jeg har været hjemmemor og administrator af egen tid og en stor del af familiens midler. 

Min mand og jeg havde kontokort i Magasin, men kontokortet lå i min portemonnæ! Så der var ingen, der skulle sige, at jeg var under tøflen, men når man ser på det i dag, så var jeg nede på aller-aller laveste trin på kvindestigen.

Jeg bagte boller, som var færdige, når mine børn kom hjem fra skole. Har du nogensinde hørt om noget så lavt?"

Hun griner og slår hånden i bordet.

Kirsten: "Men jeg kunne sandelig også godt træde i karakter. Jeg synes, det er så synd for nutidens børn, som ikke har nogen at komme hjem til, når de har oplevet noget uretfærdigt i løbet af dagen. 

Jeg kan huske en gang, hvor Katjas mor, Dorrit, kom hjem og fortalte, at en lærerinde havde givet hende et gok oveni hovedet, fordi Dorrit var kommet til at strejfe lærerinden med sin frakke. 

Jeg ringede til skoleinspektøren og fortalte, hvad der var sket, og han sagde, at ja, der var nogle problemer med den lærerinde, så om jeg ville være venlig at gå videre med det. Så at være der for mine børn – min familie – har altid været noget af det vigtigste i mit liv. 

Og de gange, jeg måske svigtede uden at vide det …"

Hun får tårer i øjnene og løfter sin kaffekop.

Kirsten: "Skål!"

Hvorfor bliver du berørt lige nu?

Kirsten: "Du må ikke rive op i det … jamen, det er fordi, det vil være noget af det værste for mig at få at vide, at jeg har svigtet mine børn."

Har der da været tidspunkter, hvor du har følt, at du har gjort det?

Kirsten: "Næh ... eller jo, det har der jo nok. Ikke i de store ting, bestemt ikke. Men på nogle punkter er jeg nok for firkantet."

Hvad mener du med det?

Kirsten: "For mig har børn og familie ubetinget været det vigtigste i livet. Men det skal man passe på med at sige, for det kan godt blive opfattet som meget firkantet, og som om jeg siger til folk, at de SKAL få børn. 

Ikke for samfundets skyld, ikke for Danmarks skyld, men for deres egen og børnenes skyld. Men nogle kan jo ikke få børn, og allerede der skal man veje sine ord på en guldvægt. 

Og det er jeg ikke altid så god til. Nu ved du det. Men jeg glemmer aldrig den dag, hvor Dorrit kom hjem og sagde, at hun var gravid. Det var simpelthen opfyldelsen af min største drøm. 

Jeg havde aldrig selv haft en mormor. Min mor mistede sin far, da hun var seks år, og fire år senere døde hendes mor. Så når mine skolekammerater fortalte, at nu skulle de besøge deres mormor, så kunne jeg godt blive lidt ked af det."

Er det mon derfor, du selv har sørget for at være så god en mormor?

Kirsten: "Ja, det tror jeg. Jeg tror, det var opfyldelsen af en drøm, som jeg aldrig havde kunnet sætte ord på."

Håndter overgangsalderen selv

Kirsten voksede op i Nordsjælland i en god og tryg familie. Som 17-årig blev hun forlovet med frihedskæmperen Carl-Emil, da hun var 19, blev de gift, og som 21-årig fik hun sin første datter.

Indtil sit giftemål var hun elev hos Holger Blom, der syede kostumer til Det Kongelige Teater, men som gift kvinde og med en mand, der kunne forsørge hende med en løn på svimlende 10.000 kroner – om året – var det derefter naturligt at forlade arbejdsmarkedet og hellige sig familien.

Kirsten var medlem af Danske Kvinders Beredskab som unglotte, og blev senere kredslotte for Lyngby-Taarbæk kommune, fordi hun elskede sit fædreland. 

Og skydevåben i øvrigt. Hun har også livet igennem været medlem af International Inner Wheel, som er en verdensomspændende kvindeorganisation. 

Og hvis nogen spørger, hvad hun ellers fik tiden til at gå med, fortæller hun, at der var mange ældre i familien, der elskede at få besøg, og hun i øvrigt var på mange FOF-kurser, hvor hun også hjalp til, og at hun var pakæsel, når der f.eks. skulle bygges sommerhus. Og nå ja, så har hun gennem årene haft 11 udvekslingsstudenter fra USA, Østrig, Tyskland og Ungarn boende.

Kirsten mistede sin mand i 2001, og det slog benene lidt væk under hende, for han var hendes livs kærlighed. Og netop det, livslang kærlighed, har hun stærke meninger omkring.

Kirsten: "Hvis man er gift, holder man fingrene væk fra andre. Siger hun med de firkantede meninger, der aldrig er faldet i eller har følt sig fristet."

Aldrig nogensinde?

Kirsten: "Aldrig! Og jeg var gift i 53 år."

Hvad er opskriften på så langt et parforhold?

Kirsten: "Vi gav hinanden plads til at gøre hver vores. Og så havde jeg en tolerant mor, der altid stillede op og passede børn, når vi skulle noget. 

Så et godt netværk er også vigtigt, hvis man vil holde sammen i mange år. Og når kvinder i dag er på arbejdsmarkedet, så må de kunne bruge nogle af alle de penge, de tjener, på at betale sig fra pasning af børnene, hvis de ikke har bedsteforældre eller andre, der kan gøre det."

Læs også

May Lifschitz: "Jeg har brugt 10 år på at indse, at der også ligger en værdi i, at jeg er kvinde på min egen måde"

Katja: "Du plejer at sige, at der ikke er noget nyt under solen, mormor, og du siger også, at hvis først en ung model har fordrejet hovedet på en mand, så er der ikke noget at gøre. Men man kan ikke vokse fra hinanden."

Kirsten: "Det er rigtigt. Og meget af den kærlighed, der findes, afhænger af tegnebogens tykkelse."

De griner begge to.

Katja: "Ja, ha, ha, økonomisk karisma."

Men når man giver hinanden frihed, er der vel en indbygget risiko for sidespring?

Kirsten: "Ja, det er nok lidt farligt at sige, at man skal give hinanden lang snor, for det er jo spørgsmålet, hvor lang den skal være. Vi skal ikke derhen, hvor den ene siger, jamen, hvis du må have noget ved siden af, så må jeg også. 

Den går ikke. Trofasthed er det vigtigste. ÉT sidespring – så er det ud! Nu taler den firkantede igen. 

Men det tror jeg nok, at vi var enige om, og et ord er et ord. Jeg havde engang en veninde, der havde et forhold ved siden af sit ægteskab, og jeg kunne næsten ikke være sammen med hende. 

Man kan ikke stange ål og gå på harejagt samtidig, siger et ordsprog. Da min veninde blev skilt, fandt hun en anden og tog med ham til udlandet. Og med de ambitioner kan jeg godt forstå, at det havde været svært at være husmor i en provinsby."

Der sker mange ting med en kvinde midt i livet, og det gjorde der nok også for Kirsten. Dengang talte man bare ikke så meget om hedeture, humørsvingninger og alt, hvad overgangsalderen ellers bringer med sig.

Kirsten: "Min mors overgangsalder blev der aldrig talt om. Jeg kan ikke rigtig huske min egen, men jeg har sikkert været en hysterisk strigle. Det kan man jo ikke selv bedømme. Men jeg havde så meget at tage mig til, så jeg havde ikke tid til at gå op i det."

Hvad tænker du om, at overgangsalder er så italesat i dag?

Kirsten: "DET udtaler jeg mig ikke om"

Det vil jeg ellers gerne høre?

Kirsten: "Men det gør jeg ikke."

Hvorfor?

Kirsten: "Så bliver vi uvenner. Og jeg skal have min mund vasket med sæbe, hvis jeg siger, hvad jeg tænker om det."

Hun griner højt.

Katja: "Jeg er spændt på, hvad du siger, mormor?"

Kirsten: "Jeg har ondt af dem, for hvem det er besværligt. Helbredsmæssigt eller humørmæssigt. 

Eller når de ikke synes, de slår til seksuelt, eller hvad det nu er. Jeg fik engang det råd, at hvis man fik en hedetur, når man f.eks. sad til middag, så skulle man kun kigge på hvide ting. 

Den hvide dug, de hvide servietter, de hvide vægge. Eller en isbjørn, hvis der var sådan en. Og så ville hedeturen gå væk. I min tid kunne man ikke sidde og vifte sig og sige pyha, når der var andre mennesker til stede."

Var det skamfuldt?

Kirsten: "Det ved jeg ikke, men man kan jo ikke gøre noget ved en legemlig reaktion."

Men man kan italesætte den?

Kirsten: "Som sagt, jeg vil ikke sige højt, hvad jeg tænker om det. Men kom herover, Katja, så kan jeg hviske dig det i øret."

Katja går over til sin mormor, som med meget høj hviskestemme ind i hendes øre siger:

Kirsten: "Jeg kunne brække mig!"

Og så, henvendt til mig:

Kirsten: "Men hvis du skriver det, køber jeg aldrig mere ALT for damerne."

Hvorfor mener du ikke, at vi skal tale om kvinders udfordringer?

Kirsten: "Det handler om blufærdighed. Alt skal trampes fladt og gøres til diskussion ved middagsborde. Åh, jeg har menstruation. Åh, jeg har hedetur. 

Jamen, det har man, og det har vi altid haft. Men ubehaget bliver ikke mindre af, at man snakker om det."

Synes du, at yngre generationer er mere sarte?

Kirsten: "Nej, gud fri mig vel, det er jo os, der er sarte. I synes, det er morsomt at tale om den slags, jo mere, jo bedre."

Det er vel ikke at være sart, det er bare at håndtere det i stilhed?

Kirsten: "Min farmor sagde altid: ”De sten, du ikke kan flytte, må du gå udenom”. Menstruation og overgangsalder er sten, vi ikke kan flytte, de vil altid være der. Så gå udenom."

Gælder det i alle livets forhold?

Kirsten: "Man får et lettere liv, hvis man kan sortere i de sten, man kommer til. For der er jo nogle stykker af dem undervejs. Og jeg må indrømme, at jeg nok i mange tilfælde har været en af dem, der ikke altid accepterede, at jeg ikke kunne flytte stenen. 

Jeg skulle lige prøve at lægge skulderen til, hvis stenen var det værd. Men hvis jeg ikke kunne flytte den, så gik jeg udenom. Det skal altid være ulejligheden værd, når man prøver at flytte de sten."

Fjernsynsnarkoman

På Kirstens køleskab hænger der et gammelt, gulnet avisudklip fra Berlingske. Med store bogstaver står der: ”Man skal selv få solen til at skinne”.

Kirsten: "Det udklip har siddet på en dør i det sommerhus, vi havde i 40 år. Man skal selv få solen til at skinne. Udklippet stammer fra den sommer, hvor vi havde Sussi fra Texas boende som exchange student. 

Det regnede og regnede og regnede. Og så skrev de sådan i avisen for at holde modet oppe hos folk. Vi havde også en anden effektiv metode hos os. Vi fik rejst en lille flagstang på vores tag, og så syede jeg to vimpler. 

Den ene var hvid med en grøn ølflaske, og når vi hejste den, var der øller i Bomhuset, og så kom naboer og genboer over. Den anden var også hvid, men med en blå kaffekande, og den hejste vi, når der var nybagt kage og kaffe på kanden. Det var også en måde at udholde den sommer."

Når udklippet stadig hænger hos dig så mange år efter, må det have fået en større betydning for dig – er det blevet et livsmotto, at man selv skal få solen til at skinne?

Kirsten: "Det er det nok. Og jeg skal kigge lidt mere på det nu, hvor jeg bor på plejehjem."

Læs også

Da Anne stod single og nyuddannet, fik hun en idé, der involverer ældre kvinder

Hvorfor har du mere brug for at kigge på udklippet her på plejehjemmet?

Kirsten: "Bare vent, til du kommer på plejehjem."

Hun får tårer i øjnene.

Det er du ikke glad for at være kommet?

Hun ryster på hovedet.

Kirsten: "I 2011 begyndte jeg at få mindre førlighed i min venstre side. Jeg kan ikke sy mere, og en gammel syerske, der ikke kan tråde en nål … det er ikke sjovt. Mit venstre ben ville pludselig heller ikke noget som helst."

Hvad gør du for at få solen til at skinne her på plejehjemmet?

Kirsten: "I dag kan jeg jo sagtens smile, for nu har jeg gæster, og vi har det så hyggeligt. Men når I så er gået … Ved du hvad, jeg er blevet fjernsynsnarkoman, ser seks-otte timer om dagen, og så løser jeg kryds og tværs. Jeg er verdensmester i kryds og tværs."

Katja: "Og så læser du Berlingske fra ende til anden."

Kirsten: "Ja. Forleden dag sagde jeg til lederen af min afdeling her, at man ikke hører hjemme på et plejehjem, når den her fungerer."

Hun banker på sit hoved.

Kirsten: "Da jeg lige var flyttet ind, sad jeg ude ved det store bord, vi var ni mennesker, og tavsheden var rungende. 

Jeg vidste ikke, hvordan det var at være på plejehjem, så jeg kæftede jo op, som jeg plejer, og spurgte, om de ville høre en lille morsom historie? Ja, det ville de gerne. Så fortalte jeg en historie, som alle grinede af, og så havde jeg jo håbet at starte sådan en ping-pong. Men der var kun ping. Ingen pong."

Og det er bagsiden ved at blive så gammel?

Kirsten: "Ja, og en anden ting er, at utrolig mange af dem, jeg har været i ”klub” med, de er borte."

Hvordan er det at miste venner?

Kirsten: "Frygteligt. Alle dem, jeg besøgte, mens de var på plejehjem, er døde. Og hvem kommer så til mig?"

Hvordan håndterer du det?

Kirsten: "De sten, man ikke kan flytte, må man gå udenom. Men jeg vil sige, at jeg helt overordnet har haft en privilegeret tilværelse."

Det er meget oppe i tiden at forsøge at booste sit helbred, så man lever længst muligt. Kirsten har ikke tænkt meget over hverken kost, træning eller søvnvaner, men hun holdt op med at ryge som 40-årig, fordi der var en i fjernsynet, der sagde, at hvis man først havde røget den første cigaret, så kunne man aldrig stoppe. 

Det ville hun gerne modbevise, og som sagt så gjort. Hun drikker et glas vin hver dag, somme tider to, hvis maden er særlig lækker, og hun fremhæver, at hun har været forskånet for alvorlig sygdom. 

Og så har hun altid haft et lyst sind. Hun tror på, at hvis der er en dør, der lukker, er der mange andre, der går op.

Kirsten: "Jeg har været … nej, jeg ER et lykkeligt menneske."

Er det en beslutning, du har taget, eller er det bare sådan, du er?

Kirsten: "Noget må være vilje, men noget er også, at jeg har haft held i sprøjten."

Katja: "Og at du selv har fået solen til at skinne."

Hvilke tanker gør du dig om din egen død?

Kirsten: "Jeg har skrevet i en bog, hvordan min begravelse skal være. Der står, hvad der skal synges, og hvilke blomster, der skal være, afhængig af årstiden."

Det er det praktiske, hvad med døden som sådan?

Kirsten: "Det er en af de sten, jeg ikke kan flytte. Livet ender med døden, det skal man forsone sig med. Men jeg ville gerne kunne bestemme, hvornår det skal ske. Det må ikke være lige op til en stor fest i familien, for så ødelægger jeg det jo for alle."

Du vil ikke være til besvær?

Kirsten: "Nej, jeg HADER at være til besvær. Mine søde døtre siger, at det er jeg heller ikke, men de har jo deres egen travle tilværelse og skal få det til at passe ind, at de også skal besøge mig. Det samme med mine børnebørn."

Katja: "Men vi sætter det i system, mormor, og det er et godt råd, jeg gerne lige ved give videre til andre. Sæt besøgene hos de ældre i familien i system. Jeg besøger f.eks. min mormor hver søndag."

Hvad er dit gode råd til ALT for damernes læsere, Kirsten?

Kirsten: "Man kan jo ikke komme med et råd til så bred en skare af læsere i alle aldre, religioner og tykkelser. 

Men jeg har lyst til at sige: Skøn på livet. Men igen, det er sådan noget, præster kan sige, det kan en ganske almindelige dame på 96 ikke sige. Jeg synes heller ikke, det er rigtigt bare at gå videre, hvis der er et eller andet, der trykker.

Man skal ikke putte alting op i rygsækken, for så kan man ikke gå med den til sidst. Man er nødt til at rydde op undervejs. Og husk også at tælle de lyse timer. Jeg er ikke altid selv god til at tælle de lyse timer, bare spørg min døtre, så at komme med opskriften på livet eller give det store, gode råd, er svært. 

Jeg har ikke opskriften. Jeg har været forskånet, og derfor har jeg haft et godt og langt liv, som gerne må vare lidt længere, fordi jeg lige har et par familiefestligheder i nærmeste fremtid."