Hun var den første kvindelige professor, men har levet under radaren: "Det har en pris at stå frem som kvinde"

Som barn overværede Gunhild Lange Skovgaard mere end én gang sin halvandet år yngre søster blive væltet omkuld i en mudderpøl. 

Lillesøsteren, Bodil, var gik med et stativ om det venstre ben, hvilket gjorde hende til et oplagt mobbeoffer. 

Læs også

Som succesfuld filminstruktør er der især én ting, Thomas Vinterberg aldrig vænner sig til

Var Gunhild i nærheden, lod hun ikke drillerierne passere.

"Når det skete, kom jeg straks løbende. Jeg fik hende rejst op, og så kunne vi være gået vores vej – men i stedet skældte jeg ud, så det bragede," husker Gunhild.

Opråb til børn

Fra barnsben har hun nemlig haft et instinkt: at kæmpe for retfærdigheden.

"På den måde har min barndom nok været anderledes – jeg har tidligt skullet være meget modig," konkluderer hun.

I dag er Gunhild 79 år og kan se tilbage på et liv, som belønnede den kampgejst, der har fulgt hende, siden hun forsvarede sin handikappede søster.

I en alder af 45 blev hun den første kvindelige professor ved Rigshospitalet (og landets tredje kvindelige medicinske professor), hun har været blandt pionererne i AIDS-forskningen, og i dag er hun aktiv i både erhvervslivet og godgørende organisationer.

Gennem årene har mange forsøgt at bremse Gunhilds vej op ad karrierestigen i den mandsdominerede verden, men hun har aldrig ladet sig slå ud – og netop det fortæller hun om i sin selvbiografi, Glæden ved at kæmpe. 

For selv om Gunhild tidligt trak sig fra mediernes søgelys, har hun noget, hun gerne vil sige:

"Jeg har et budskab, især til børn og unge, som står over for udfordringer i deres liv: I skal ikke lade jer vælte omkuld, hvis der er store, skarpe sten på jeres vej. I skal blive ved med at tage kampen."

Det er nemlig godt givet ud, har Gunhild erfaret.

Efterladt på børnehjem

Det stod på ingen måde skrevet i stjernerne, at Gunhild skulle blive netop det: en stjerne på den medicinske himmel. Tværtimod har hun haft svære vilkår.

Hun kom til verden som nummer tre efter sin storebror og storesøster, men kun to måneder efter hendes fødsel ramte en tragedie familien: Storesøster Estrid blev dræbt i bombardementet på Den Franske Skole i 1945, en begivenhed, der lagde sig som en mørk skygge om den lille familie.

Halvandet år senere kom Gunhilds lillesøster til verden, men midt i lykken ramte ulykken igen i form af Bodils medfødte handikap, som endnu engang satte familien på prøve. 

Diagnosen blev stillet, da Bodil var to år, og den var et chok for især moren, som i forvejen var mærket af at have mistet sin ældste datter.

Gunhilds mor fik et nervøst sammenbrud og kom på Skodsborg Sanatorium i nogle måneder, da Gunhild var tre år, og da der ikke var andre i familien til at tage sig af hende, blev hun placeret midlertidigt på et børnehjem.

Læs også

En dag i forældrenes bryggers skete noget uventet for Anne-Cathrine: Det blev et vendepunkt i mit liv

Noget, hun haft svært ved at sige højt senere i livet, da børnehjemslivet er forbundet med mange fordomme.

Trodsede lægerne

"Det har været en proces at stå ved. Folk tror, det er nogle stakler, der bor på børnehjem," siger Gunhild. 

"Men det behøver man ikke at være; faktisk kan man generere erfaringer, man kan bruge hele livet, og for mig betød det, at jeg tidligt blev meget selvstændig."

Gunhild kom hjem, da hendes mor var kommet sig, men nu begyndte en anden kamp: Lægernes vurdering var, at Gunhilds lillesøster aldrig ville komme til at gå, og de rådede til at anbringe datteren på en institution. 

Det ville moren ikke acceptere. Hun havde hørt om behandlingsmuligheder i England, og forældrene trodsede autoriteterne og rykkede til London.

Den kampvilje, som især hendes mor udviste, indprentede sig i Gunhild.

"Det der med, at man ikke bare giver op, om man så skal bruge alle sine penge og flytte til udlandet – det har inspireret mig," siger Gunhild.

Morens indsats betalte sig da også: Bodil kom til at gå. Familien flyttede tilbage til Danmark, men den selvstændige Gunhild var blevet så glad for det britiske, at hun som kun syvårig overtalte sine forældre til, at hun måtte blive i England og gå på kostskole. 

Det krævede mod og handlekraft – og nu spoler vi tiden frem, for disse egenskaber fik Gunhild i den grad fik brug for, da hun begyndte sin medicinske karriere.

Som nyuddannet læge oplevede hun eksempelvis at møde op på en afdeling, hvor der ikke var en arbejdsstation til hende. Da hun spurgte, var der ingen, der havde tænkt sig at gøre noget ved det.

Så Gunhild måtte handle.

"Jeg tænkte nej! Og så ringede jeg til depotet og fik dem til at finde et gammelt bord og sætte op det til mig," husker hun.

For sexet til universitetet

Hendes fornemmelse er, at samme situation ikke ville være opstået for en mand. Men Gunhild hang i og formåede i et felt af ti kandidater at blive udnævnt til professor på Rigshospitalet, den første kvindelige af slagsen. 

Pressen var vilde efter at interviewe den unge professor, som med sit lyse hår, sine lange ben og sin slanke skikkelse ikke lignede stereotypen. 

Gunhild stillede op i blandt andet Femina og ugebladet Søndag, og sidstnævnte bragte en artikel og et billede, som fokuserede på netop det: At Gunhild ikke matchede forestillingen om en støvet professor. 

Læs også

Benedikte Hansen tog i sine 30’ere en stor beslutning, som har fulgt hende lige siden

Den nåede hele vejen over Atlanten til en professor fra Harvard, som efterfølgende skrev til rektoren på Københavns Universitet og stillede spørgsmålstegn ved Gunhilds udnævnelse.

"Fakultetet blev i virkeligheden bedt om at tage stilling til, om jeg var en barpige eller en professor. Det var forfærdeligt," husker Gunhild.

"I dag kan du grine af det, men dengang blev det taget seriøst, og der blev en sag ud af det. Det tog hårdt på mig."

Gider ikke bridge

Sagen endte med, at rektor bakkede Gunhild op, og i det lange løb gav den hende lyst til at kræve sin plads i den medicinske verden – dog gjorde hun det efterfølgende uden for mediernes søgelys, medmindre hun udtalte sig rent fagligt.

Det kan hun godt ærgre sig over i dag.

"Jeg har fået at vide, at jeg er et forbillede for andre kvinder. Så jeg synes da, det er ærgerligt, at det havde så høj en pris at stå frem," siger hun.

Men det gør Gunhild så nu: Står frem med sin historie. Og så fortsætter hun sit arbejde, ikke fordi hun skal, men fordi hun ikke kan lade være. 

Hun arbejder i en islandsk startup-virksomhed og er formand for Hellebro, et værested for unge hjemløse og udsatte, og dette efterår er hun begyndt på en bestyrelsesuddannelse på DTU.

"Mange siger: ”Gunhild, er det ikke nok nu?” Men det er mere givende for mig at være formand for Hellebro, lave fundraising og få H.K.H. Prinsesse Benedikte til at blive protektor end at gå i læseklub eller til bridge, som mange på min alder gør. 

Ikke at der er noget galt i det, jeg har bare mere lyst til det andet," siger hun.

For det ligger i Gunhilds dna at kæmpe. Og så længe, der er en kamp – så tager hun den.