En alvorlig sygdom kostede Elin sine fødder og fingre – siden har hun lagt hele sit liv om

I marts 2019 tog Elin Rantatalo og hendes familie til De Kanariske Øer for at holde en uges ferie med sol, is og svømning. Men allerede på flyrejsen havde Elin det ikke helt godt. 

Hendes nakke var øm og stiv, men hun troede, at det skyldtes et stort arbejdspres. 

"Jeg havde arbejdet hårdt, presset mig selv og stresset over en masse fødselsdagsfester. Jeg havde min egen frisørsalon og var vant til muskelsmerter og ømme skuldre," siger Elin. 

Sofie troede hun kendte sin mand, indtil hun en nat fik et uventet opkald

Alle havde altid set Martin og mig som det perfekte par. Vi boede i en stor lejlighed med vores to børn, havde masser af venner og skønne jobs. Vi følte os også stadigvæk dybt forbundne til hinanden – eller det troede jeg, at vi gjorde, indtil den nat, hvor jeg fik et uventet opkald.

Hverken hvile eller smertestillende medicin hjalp, og hun mistede appetitten. Hun blev mere og mere syg, smerterne tog til, og efter et par dage fik hun også feber. 

"Min mand Olle forsøgte at finde på sjove ting at lave med børnene, mens jeg var sengeliggende. Til sidst var jeg nødt til at tage på akutmodtagelsen," siger Elin, 35. 

I første omgang fik Elin diagnosen helvedesild og blev behandlet med antibiotika, men efter flere prøvesvar blev Elin akut sendt med ambulance til det nærmeste hospital. 

"Bare i løbet af ambulanceturen blev jeg hurtigt dårligere og mistede bevidstheden." 

Det viste sig, at hun havde en massiv infektion, og dagen efter ankomsten til hospitalet blev Elin lagt i koma og respirator på grund af iltmangel og stærke smerter. For at hæve hendes blodtryk, som var alarmerende lavt på grund af den massive infektion i hendes krop, blev hun pumpet fuld af væske og vejede til sidst 130 kilo.

"Min lille krop, som normalt vejede 58 kg, var mere end fordoblet i vægt. Jeg var ikke til at genkende, fordi jeg var helt opsvulmet af væske," siger Elin.

Troede hun skulle dø 

Elin havde ingen sår på kroppen, så lægerne fandt ikke nogen årsag til infektionen, og hun ved stadig ikke, hvad den skyldtes. Det eneste, man ved med sikkerhed, er, at de bakterier, der førte til infektionen, var af typen streptokokker gruppe A. 

Elin var blevet ramt af nekrotiserende fasciitis – kødædende bakterier – en livstruende infektion i det bløde væv, som hun havde fået af streptokokbakterier. Det førte til septisk chok, akut blodforgiftning, og Elins tilstand var pludselig meget alvorlig. 

Min datter har spoleret vores fælles ferieplaner

En læser er ked af, at hendes datter ikke længere vil med på ferie. Hvad kan hun stille op? Det får hun svar på i denne brevkasse.

"Mine lunger var fyldt med væske, jeg havde iltmangel, en blodprop i hjernen, og højre side af kroppen – min hofte og talje – var hårdt ramt af infektionen, som var begyndt at nedbryde vævet."

Lægerne konstaterede, at huden der ikke kunne reddes. Hospitalet sørgede for, at en hospitalspræst var der for Olle og børnene, både for at aflaste Olle og for at trøste. Et par dage senere kom Elins far for at tage børnene med hjem. 

"Da min far så mig ligge bevidstløs i en respirator, havde han en fornemmelse af, at han aldrig ville se mig igen. Lørdag den 6. april, seks dage efter ankomsten til hospitalet, gav lægerne Elins pårørende den frygtelige besked: ”Vi tror, at Elin vil dø i løbet af natten”. 

"Olle havde sagt farvel aftenen før. Vi er ikke religiøse, men Olle sagde ja, da en præst spurgte, om han måtte komme."

Elin beskriver, hvordan Olle og præsten sad ved hendes side. Olle kunne ikke sætte ord på, hvad det var, der skete, men han kunne mærke en slags højere magt. Elin overlevede natten. 

Elin har skrevet bogen  ”Livet utan ben går vidare”, og heri beskriver hun situationen derhjemme: 

”Alle mine nærmeste holdt vejret, og mange mennesker rundt omkring bad for mig. Min mor lå hjemme i vores dobbeltseng den nat med børnene på hver sin side og vores kat og hund i fodenden. Der var gået en dag, siden de var kommet hjem til Sverige med min far. Hun krammede dem tæt, min elskede Stella og min elskede Cornelis. Hvordan skulle hun klare at fortælle børnene i morgen, at deres mor ikke længere var i live”?

Sorte tæer 

En kamp mellem liv og død fulgte. Lægerne på det spanske hospital, hvor Elin var indlagt, fortalte hendes nærmeste, at hun sandsynligvis ikke ville overleve. Men efter næsten tre uger var hendes tilstand stabiliseret, og Elin blev i koma fløjet til et hospital i Sverige, hvor hun vågnede tre uger senere. 

"Jeg vågnede gradvis op, et par minutter her og et par minutter der. Jeg nåede aldrig at tænke så meget over min tilstand, men da jeg opdagede, at jeg lå på intensiv, vidste jeg, at det var alvorligt."

Familie og venner var meget urolige. De kendte til amputationen, før Elin selv gjorde. De var bekymrede for, hvordan Elin ville tage nyheden. 

"Olle tænkte aldrig sådan, vi har boet sammen i 16 år, og han kender mig så godt." 

Pausefisk & båndsalat - her er ordene, vi ikke bruger mere

Du er da vist lidt olm, brødflov og kålhøgen ... Mangler du en ordbog til at forstå ordene, så læs med her, hvor vi har samlet en liste over de ord, som er ved at forsvinde i vores sprog.

Elin fortæller, at hendes mormor blot tre måneder tidligere havde fået en blodprop i hovedpulsåren og måtte have sit ene ben amputeret. Elin huskede sin bedstemors sorte tæer og sammenlignede dem med sine egne fødder. Hun havde set, hvor slemt nekrose (vævsdød) kunne se ud, og forstod derfor, hvad det kunne føre til: 

"Alle mine tæer var sorte og indtørrede. Som rosiner var de skrumpet ind, og uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke vrikke med dem. Mine ankler var hævede og i alle nuancer af gul, brun, grå, sort og rød på grund af alt det døde væv og infektionen. Det var ikke svært for mig at forstå, at mine fødder skulle amputeres."

Hun havde også enorme smerter i sine fødder, og lige nu og her ville hun bare af med smerterne. 

"Men aftenen inden amputationen virkede det ubegribeligt. Jeg kunne ikke tro, at begge mine fødder skulle fjernes. Samtidig var jeg ikke ked af det, for jeg forstod, at det var den eneste udvej. Jeg kan huske, at jeg mest tænkte på selve processen. Det var så makabert, at nogen skulle save i mine ben. Jeg spekulerede på, hvad der ville ske med mine ben og fødder," siger hun. 

Efter fem år er det stadig uvirkeligt for Elin, hvad der skete.

"På grund af alle smerterne var jeg lettet over amputationen. Jeg kan godt forstå, at folk bliver overraskede, men når man har så mange smerter, er man parat til at ofre det, der skal til."

Samtidig begyndte hun at interessere sig for proteser og undersøge, hvordan det ville være at leve med dem. Hun var helt sikker på, at hun ville kunne gå så langt, det skulle være, igen, bare hun fik nye ben.

Den største sorg 

75 dage efter, at hun havde taget sine sidste skridt, tog Elin sine første skridt på helt nye robotben. At gå med proteser beskriver hun som at gå i skistøvler. 

"Det er meget stift, fordi jeg ikke har noget fodled, men også meget varmt og hårdt. Man er meget følsom over for det underlag, man går på. Indendørs er det jo som regel fladt, men udendørs kan enhver ujævnhed være en stor udfordring. Jeg plejer at sige, at jeg går med synet."

Min svigerdatter bliver tykkere og tykkere

En læser er bekymret for sin svigerdatter, og hendes overvægt. Hvad skal hun gøre? Læs Vibeke Dorphs svar i Hjemmets brevkasse her.

At miste fingrene, som også var blevet angrebet, var en større sorg. 

"Det var ekstremt svært og er den største sorg for mig. Jeg mistede ikke kun mine ben og fingre, men også mit job. Jeg elskede mit arbejde som frisør. Det var, som om mit livs kærlighed havde forladt mig uden varsel. Jeg følte, at jeg skulle starte helt forfra, og en del af min identitet døde med mine fingre."

Elin fortæller, at også den fysiske smerte var værre efter amputationen af hendes fingre end af hendes fødder. 

"Det gav så forfærdelige jag efter operationen. Der er så mange små nerver i fingrene, og jeg oplevede en gennemtrængende smerte."

Ud over tabet af begge fødder og ni fingre blev Elin også ramt af tinnitus, og hendes hørelse er blevet dårligere.

Forbillede 

Fra et tidligt tidspunkt søgte Elin på de sociale medier efter andre med lignende historier. Det gav hende håb: 

"Jeg var nødt til at finde noget at klamre mig til. Jeg fandt f.eks. en kvinde, som havde fået amputeret begge ben og gik i højhælede sko. Det var dejligt at finde forbilleder, som gav mig drivkraft. Jeg tænkte, at hvis de kan, så kan jeg også."

Elin lever nu af at være influencer og har over 44.000 følgere på Instagram, hvor andre kan finde inspiration i hendes historie. Derudover har hun også skrevet bogen om sit liv: 

"Jeg ser bogen som en afslutning på min sorgproces. Nu vil jeg bare videre og se fremad. Jeg vil gerne vise, at det umulige er muligt, og at man kan finde lykken i livet på trods af modgang. Det føles vigtigt at være et ansigt udadtil for mennesker med handicap."