Min svigerdatter bliver tykkere og tykkere
En læser er bekymret for sin svigerdatter, og hendes overvægt. Hvad skal hun gøre? Læs Vibeke Dorphs svar i Hjemmets brevkasse her.
Læser er bekymret for sin svigerdatters overvægt
Min svigerdatter er sidst i 20'erne.
Hun er sød, glad og udadvendt og med en lang uddannelse bag sig.
Min søn og hun har været kærester i cirka fem år og bor hos hende. Min bekymring er hendes vægt. Hun har altid været overvægtig på den usunde måde.
Hun er ellers velklædt i lange kjoler, går med mange smykker og bruger meget makeup. Tøjet dækker det meste af kroppen, også når det er varmt. Når hun sidder i en sofa, (hun ligger helst) er det altid med en pude foran maven.
Når vi er på stranden, er hun fuldt påklædt og går aldrig i vandet. Hun har ikke et spejl i kropsstørrelse eller en badevægt derhjemme. På mig virker det som om, hun ikke vil se sin overvægt i øjnene.
Min søn er normalvægtig og har tidligere været meget aktiv og rørig. Han er dog slet ikke så aktiv, som før. Min svigerdatter motionerer ikke, og i mine øjne spiser hun også uhensigtsmæssigt og springer morgenmaden over.
Hun elsker kage og tager for sig af det søde og salte fra bordet. Hendes familie er meget madglade, og hendes mor er også stor.
Min svigerdatter har taget yderligere på på det seneste, hvilket kan ses på hendes ansigt. Hendes størrelse begrænser hende, og min søn gør krumspring for, at det ikke skal stilles for meget til skue ved altid at tage det mindste sæde osv.
Jeg kan ikke holde det ud, jeg er bekymret for livstilssygdomme, nedsat fertilitet, og hvordan det påvirker min søn og kommende børnebørn.
Jeg forstår ikke, at hun ikke ændrer sin livsstil. Skal jeg udtrykke min bekymring for min søn, eller hvad tænker du?
Vibeke Dorph råder til at nyde hende, som den hun er, og overlade det til hende at ændre tingene, når hun har overskud
Når din svigerdatter gemmer sin krop bag store kjoler, aldrig tager tøjet af, skjuler sin mave bag en pude samtidig med, at din søn også gør sit for at dække over hendes overvægt, så er de begge to godt klar over, at hun har en udfordring med sin vægt.
Og ikke bare det, de er tydeligvis også meget obs på, at du er opmærksom på din svigerdatters overvægt, så det behøver du såmænd ikke at tale med dem om.
Nu er det let for andre at kritisere overvægtige for ikke at gøre noget ved deres problem. For ligesom ved f.eks. alkoholisme eller depression, så kan det være svært for os, omgivelserne, at forstå, hvorfor de ikke bare handler.
Alkoholikeren burde stille flasken på hylden, den depressive finde smilet frem, og den overvægtige lukke munden og lette sin bagdel.
Hvis alting var så let, ville mange problemer være løst, men sådan fungerer det jo ikke. Din svigerdatter er sin overvægt smertelig bevidst, hun er blot ikke der, hvor hun er klar til at gøre noget ved den.
Klar bliver hun ikke af at føle sig kritiseret eller fordømt, klar bliver hun af overskud og opbakning, det har alle undersøgelser da også vist.
Derfor synes jeg, at du i stedet for at være så obs på din svigerdatters vægt skal nøjes med at nyde alle de øvrige gode kvaliteter, hun lyder til at besidde.
Som sagt, hun ved det jo godt, hun har ikke brug for at andre gør hende opmærksom på sin overvægt, slet ikke hendes kommende svigermor.
Så nyd hende, som den, hun er, og overlad det så til hende at ændre på tingene, når hun finder lyst og overskud til det.