Hannes mand døde i en trafikulykke: ”Der er ikke én rigtig måde at sørge på”

Der er en forestilling om, at vi kan sige og gøre det rigtige, når vi står over for mennesker, der har mistet. At hvis bare vi forstår, hvornår vi skal være stille, og hvornår vi skal turde spørge, så kan vi lære at gebærde os i et andet menneskes sorgforløb – være den ideelle pårørende, der aldrig træder forkert.

Det er en forestilling, som Hanne Brusgaard Petersen, forfatter til bogen 'De pårørende er underrettet', ikke giver meget for.

Læs også

Trine Dyrholm er fyldt 50: "Nu er der ting, jeg ikke gider bruge tid på"

"Der er opstået en ide om, at vi skal lære at være bedre pårørende for mennesker i sorg. At der er en rigtig måde at gøre det på, som vi skal mestre," siger hun.

"Men sagen er jo, at der ikke er en rigtig måde at gøre det på, fordi der ikke er en rigtig måde at sørge på. Sorg er voldsomt og hårdt, og ligesom den ramte må prøve sig frem, må de pårørende gøre det samme."

Et skrig fra dybet

Hanne ved, hvad hun taler om. En vinterdag for seks år siden bankede en politibetjent nemlig på hendes dør og fortalte, at hendes mand, Kjeld, var blevet dræbt i en højresvingsulykke.

Den mand, hun havde delt sit liv med – værdier, drømme, skuffelser og sejre – som hun havde tre børn med, og som hun planlagde sin fremtid og sit otium med, var væk for altid. For hvad der føltes som et øjeblik siden, havde hun vinket farvel til ham, da han svingede ud ad indkørslen på sin cykel på vej mod Limfjorden og et vinterbad.

Nu var han umulig at nå. For altid uden for hendes rækkevidde.

"Jeg reagerede med et skrig, der kom fra et sted inden i mig, som jeg ikke havde kendt før. Og så faldt jeg sammen," husker Hanne.

"Det var en meget fysisk reaktion på chokket. Men derefter var det, som om min hjerne tog over."

Hanne delte sig med egne ord op i to – Hanne 1 og Hanne 2 – og sådan forsatte det i lang tid efter Kjelds død. Hun bevægede sig mellem to meget forskellige sindstilstande, som hendes omgivelser og familie måtte forsøge at følge med i.

"Og det gjorde de, så godt de overhovedet kunne," siger Hanne.

Hjem i kisten

Hanne 1 var målrettet og foretagsom. Hun arrangerede bisættelse, bestilte gravsten og hentede Kjeld hjem, så hans kiste kunne stå i havestuen. Og så åbnede hun det hus op mod omverden, som hun og han altid havde været enige om skulle være levende og byde andre velkommen, så venner og familier kunne sige farvel.

Over 100 mennesker gik igennem deres stuer. For at sige farvel til Kjeld. Og for at vise Hanne og børnene omsorg og medfølelse.

"Det var måske en lidt radikal beslutning at tage ham hjem i en kiste. Men jeg mærkede intuitivt, at det var det rigtige. Og jeg oplevede, at vi blev grebet af tusinde hænder. Venner, familie, kolleger. Alle dem, der rakte ud mod os, gjorde det kærligt og på den bedste måde, de kunne," siger Hanne.

"Der findes ikke et facit på, hvordan sorg og tab håndteres, hverken for de sørgende eller deres omgivelser. Jeg har ikke noget at udsatte på nogen. Vi blev grebet."

Men Hanne lod sig også gribe. Og så tillod hun sig selv at sørge på den måde, hun mærkede var den rigtige for hende. Også selv om det i perioder føltes, som om hun ikke kunne kende sig selv og oplevede, at hun bevægede sig over tynd is og så nemt som ingenting kunne gå til grunde.

For efter at den foretagsomme Hanne 1 i første omgang havde taget over, kom den helt anderledes Hanne 2 nemlig snigende.

Hvor mange kartofler?

"At være i Hanne 2’s vold føltes som at være fritsvævende og totalt fortabt. Det var en side af mig selv, jeg aldrig havde mødt, og som jeg ikke anede hvad var i stand og ikke i stand til," husker hun.

"Jeg havde det, som om jeg havde mistet min ene halvdel – og at det vitterligt var min bedre halvdel, jeg havde tabt for altid. Og jeg havde intet overblik over, hvad der så var tilbage."

Der var det praktiske. Alt det, Kjeld havde ordnet. Årsregnskab og tagrender. Men også noget så enkelt som, hvor mange kartofler der skulle skrælles til jul. Og så var der alt det emotionelle. At Kjeld havde været en klippe i hendes liv. Gennem sygdom i familien og karrietvivl havde han stået der med sin kærlighed.

Læs også

Mies bedste ven er 35 år ældre: ”Et venskab handler om at føle sig elsket, tryg og tilpas”

"Jeg manglede ham bare. I alt. I det små og i det store. Jeg manglede ham forfærdeligt," siger Hanne.

"Og så havde jeg brug for at tale med ham. Fortælle ham om alt det, jeg følte. Alt det, der skete i mit og børnenes liv. Som han nu pludselig, helt forfærdeligt, ikke længere var en del af."

Svar fra intetheden

I, hvad der først var en form for afmagt, begyndte Hanne at skrive til sin mand. I facebookopslag adresseret til Kjeld, men sendt ud i ingenting. Og så alligevel ikke.

For efter de første tre måneder med skriverier, om savn, kærlighed, tvivl og små glimt af håb, kom der svar. Ikke fra Kjeld, men fra alle mulige andre, som følte sig ramt af Hannes tekster.

"Pludselig var der flere hundrede, der fulgte med. Og jeg begyndte at forstå, at selv om sorg er individuel, så kan vi dele den og spejle os i hinandens oplevelser. Måske netop fordi vi accepterer, at de er vidt forskellige, og at der ikke er rigtigt eller forkert, når vi sørger," siger Hanne.

Skriverierne på Facebook blev en måde at være i sorgen på, sætte ord på den, være tæt på Kjeld, men også at komme overens med tanken om et liv uden ham. Et liv, hvor Hanne 1 og Hanne 2 kunne begynde at smelte sammen til et helt menneske igen. Der kunne bære både viljen til livet og den sorg, hun nu havde med sig videre.

Nu har Hanne udgivet teksterne, så også de, der ikke fulgte med på Facebook, måske kan få gavn af dem.

"Jeg håber, at bogen kan hjælpe andre til at turde sørge på netop den måde, der er rigtig for dem. Og acceptere, at vi sørger forskelligt – at vi både som sørgende og som pårørende gør det bedste, vi kan," siger Hanne.

"Det er det bedste, vi kan gøre i et felt, hvor der ikke findes et rigtigt eller forkert, men hvor vi må prøve os frem."