Heidi Jønch-Clausen og Christina Pontoppidan: "Vi har en fælles rose-mission"
Heidi Jønch-Clausen og Christina Pontoppidan burde være konkurrenter, men er i stedet hinandens hotline, skytsengle og jobformidling. De hjælper hinanden med at få kunder, medietid og sparring, og så spiller de hinanden gode med kaskader af ros. De kan faktisk ikke lade være.
Det er de samme kunder, Heidi Jønch-Clausen og Christina Pontoppidan gerne vil have i butikken, som henholdsvis fastansat hos Ploug Niemann Lederudvikling og selvstændig retoriker, men de har aldrig tænkt på hinanden som konkurrenter. Tværtimod er de gode til at glæde sig på hinandens vegne og skaffe hinanden kunder. Og til at rose.
Heidi: – Vi er hinandens største fans, men indtil for nylig havde jeg aldrig tænkt over, at der var et mønster i det med at rose for os. Det var en fælles ven, der efter en ferie sagde til os, at vi ikke laver andet end at rose, bekræfte og bygge hinanden op fra morgen til aften. Vi kom til at grine af det, og siden har vi lagt mærke til, hvor udpræget det er.
Christina: – For os kommer rosen helt spontant, men det er smart at have et fællesskab, hvor man gør det mere strategisk. Det er en måde at sikre sig, at man får den anerkendelse, man fortjener på arbejdspladsen, fordi det kan føles grænseoverskridende eller akavet at fremhæve sig selv.
Roser I mere end jeres kolleger?
Heidi: – Vi roser rigtigt meget. Vi er nærmest blevet drillet med det, men vi er på en rose-mission. Når vi underviser ledere, så er det en fælles kæphest, for hvorfor roser ledere ikke deres medarbejdere mere?
Christina: – Jeg synes, vi er for dårlige til at rose i Danmark helt generelt. Især hvis man kommer vestover – uha, så skal man ikke tro, man er noget. Når det gælder ledere, tøver de ofte med at rose, fordi de er bange for, at det bliver på bekostning af andre, og at dem, man ikke roser, vil føle sig overset. Men det, mener jeg, er en misforståelse.
51% mener, at kvinder skal være bedre til at hjælpe hinanden frem karrieremæssigt. 14 procent mener nej. 35 procent svarer ”ved ikke”.
Tal fra ALT for damernes store #søstersindundersøgelse
Heidi: – Vi er også meget opmærksomme på at kreditere hinanden, når vi underviser. Jeg kunne aldrig finde på at servere en af Christinas pointer som min egen, men jeg bruger dem gerne og siger – Christina plejer at formulere det på denne her måde. Måske gør vi det også for meget, men det ligger meget dybt i os at kreditere hinanden.
Christina: – Jeg synes, det lyder så frygteligt, når jeg hører historier om en chef, der kommer ind og serverer en andens pointe, som var det hans eller hendes egen. Det er noget af det tarveligste, man kan gøre. Vi er virkelig opmærksomme på at honorere hinanden. Det giver meget at få den anerkendelse.
Heidi: – Det er en vane, men jeg synes også, det er almindelig pli.
Hvorfor er det vigtigt for jer at rose hinanden?
Christina: – Det er noget med nærvær. Det der med at respondere på noget, der bliver sagt eller gjort. Rosen er et tegn på, at jeg noterede mig det, du sagde, så i stedet for bare at nikke, så siger jeg højt, at det var en god pointe. Hvorfor putte med det, hvis du har noget positivt at sige?
Heidi: – Rosen skyldes nok også, at vi har fulgt hinandens udvikling siden retorikstudiet og fulgt hinandens oplæg og undervisning tæt. Så vi bliver simpelthen også bare glade på vores fags vegne, når vi ser, hvordan vi rykker – hver for sig og sammen. Jeg bliver vildt inspireret af at se Christinas begejstring for at se folks udvikling i et coaching- eller undervisningsforløb. Jeg bliver også selv vildt glad, men Christina kan næsten ikke være i sin krop af glæde.
Hvordan hjælper i ellers hinanden fagligt?
Christina: – For et års tid siden havde vi i en periode begge to alt for travlt og havde nogle svære opgaver i kalenderen og tænkte: hvordan kommer vi igennem det her? Så foreslog Heidi, at vi en gang om ugen samlede op i en "arbejdsglæderegistrering" med en skala fra et til ti, så vi kunne blive klar på, hvad der skaber en god uge som selvstændig og konsulent med en masse puslespilsbrikker, der skal gå op. Arbejdsmæssigt er vores liv ret ens, så der kan vi bruge hinanden som et spejl eller en mur, vi kan kaste bold opad.
Heidi: – Vi kan bare gå lige til det uden at skulle forklare alt muligt først. Vi elsker også at tale om alt muligt andet, men vi synes, det til hver en tid er lige så sjovt at tale om retorik. Hvis der er noget, der går dårligt i en undervisningssituation, eller vi er anspændte, kan vi ringe til hinanden i pauser. Det er ligesom at have en hotline. Vi anbefaler også løbende hinanden til alle opgaver. Det er ligesom at have en ambassadør ude i verden. Én, som taler ens sag og står inde for en. Jeg føler altid, at jeg er med i Christinas tanker. Når der sker et eller andet spændende for Christina, så sker der som regel også noget spændende for mig. Måske bliver jeg involveret i en opgave, hvis det vokser til noget større, eller jeg lærer noget rent fagligt.
Christina: – Ambassadør er en ting, men jeg tænker også på Heidi som min skytsengel. Jeg kan ringe op og få sparring eller forståelse, fordi Heidi ved præcis, hvad jeg står i, men jeg kan også nogle gange fremmane Heidi på min nethinde og tænke: hvad ville Heidi have gjort her? Hvordan ville hun have læst denne her situation? Heidi er vildt god til relationer og til at læse rummet, forstå folk og få folk til at føle sig godt tilpas.
Og det hjælper mig altid. Så er vi på en måde to om at løse situationen, selv om jeg er alene.
Frem i forreste række
For Christina og Heidi, som har været veninder siden studietiden i 90'erne, er deres faglige sparring en gave. De er enige om, at vi som kvinder generelt har en opgave med at støtte hinanden og hjælpe hinanden frem karrieremæssigt. Ikke på bekostning af mændene, men fordi der stadig er for få kvinder i bestyrelser og på topposter, og at der stadig er nogle ulige magtstrukturer i samfundet.
Når de debatterer, snakker de hurtigt. Pointer og teser flyver igennem luften, de underbygger hinandens udtalelser med eksempler, de lytter interesseret og udbryder gerne et højlydt ”ja, det er rigtigt!”.
Eller ”det er en god pointe”. Da jeg spørger, hvad vi kan lære af mændene, opstår interviewets længste tavshed.
Heidi: – Man taler meget om, at mænd hyrer mænd og har mandefællesskaber, men vi er kommet lidt efter det. Vi ser jo denne her modbevægelse, hvor kvinder hyrer kvinder, og hvor vi mødes i netværk og deler erfaringer og anbefaler hinanden, og det er måske i virkeligheden en måde at skubbe hinanden frem på. Jeg er med i to netværk, og det giver mig rigtig meget. Jeg føler mig lidt stærkere, når jeg går derfra med en flok seje kvinders ideer og historier.
LÆS OGSÅ: Iværksætter Pernille Sandberg Bech: Sådan netværker du - på den gode måde
Christina: – Som kvinde tænker man måske, at ens præstationer må tale for sig selv, hvor jeg tror, mændene har fanget, at det gør de ikke. Man bliver også nødt til at mase sig frem i forreste række. Jeg tror også, mænd er bedre til ikke at være så autoritetstro. Til at vælge det dyreste hotel inden for budgettets rammer, hvor kvinder vælger det billigste. Det er måske noget med at gå til kanten i forhold til, hvad man kan tillade sig.
Heidi: – Jeg har nok lært at have lidt mere is i maven i forretningsmæssige situationer på grund af Christina, for hun kan være mere kontant. Vi taler f.eks. en del om økonomi og prissætning. Det er en hjælp, at vi kan tale sammen om, hvad vi skal tage for tingene. Jeg vil simpelthen ikke finde mig i, at en mand får mere i løn end mig. Jo, hvis han har fortjent det, selvfølgelig, men da ikke, fordi han er en mand. Det er akavet at spørge folk, hvad de tjener. Det er ikke noget, man taler med hvem som helst om. Så at kunne tale om økonomi er et befriende lille fællesskab, Christina og jeg også har.
43% har oplevet at få karrieremæssig hjælp fra en kvindelig kollega (f.eks. i form af en anbefaling eller anden fremhævelse af indsats). 45 procent har ikke.
Tal fra ALT for damernes store #søstersind- undersøgelse
Christina: – Det er okay at spørge, også mændene, hvad de får i løn. Det andet bliver hemmelighedskræmmeri. Vi bliver nødt til at tale om, hvad der er det svære, og hvad der er af løsninger på det. Dele ideer og tanker.
Heidi: – Der kan være en offerretorik, når vi taler om kvinder, løn og karriere, og det kan jeg virkelig ikke lide, men jeg tror, der er et behov for at sparre om de udfordringer, der kan være i forhold til for eksempel at fylde noget i et rum med mænd med spidse albuer, at kræve sin lønforhandling og så videre.
Christina: – I et kvindenetværk kan man tale mere åbent om det og er i samme båd, men jeg har egentlig følt mig lige så meget hjulpet af vores fælles makker, Jonas, så jeg vil sige, at det går på tværs af køn. Det handler om at have nogle gode relationer, som vil tage vare på en.
Heidi: – Mange kvinder insisterer på den gode stemning og lægger meget energi i, at alle omkring os har det godt, samtidig med at vi gerne vil have en god karriere kørende. Hvordan balancerer vi de karaktertræk? Det fylder ret meget i de netværk, jeg er i, og når jeg går derfra, føler jeg mig inspireret af at høre, hvordan de andre får det til at fungere. Der kan også være en særlig humor imellem kvinder, når vi deler de her ting på grund af genkendeligheden i snakken om at håndtere karriere, børn og madpakker.
Christina: – Jeg tror, at hvis vi skal lave karakteristika for mænd og kvinder, så er kvinder mere selvironiske. Vi griner meget af os selv og hinanden. Faren ved den selvironiske stil uden for kvindenetværket er, at man risikerer at fremstå selvudslettende.
Hinandens ambassadører
Christina: – Inden for det seneste halve år er jeg blevet inviteret til to rene kvindenetværk, så jeg tror, der er en erkendelse af, at nu har vi talt om det her i mange år, men at vi er nødt til at formalisere det. Det er vigtigt at anerkende andre, mens andre hører det, og rose hinanden foran chefen, men vi er nødt til at sætte det mere i system for at kunne løfte hinanden.
Heidi: – Christina har skrevet en bogen ”Gør teksten klar”, og den bruger jeg i alle mulige sammenhænge. Jeg bliver altid glad, når jeg kan pushe en af hendes gode bøger. Det er fedt at tænke hinanden ind og være ambassadører for hinanden.
LÆS OGSÅ: Anne Sophia Hermansen: ”Hvis kvinder shitstormes, kan de komme til mig og få østers og champagne”
Christina: – Jeg tænker helt klart på det med at være ambassadør for dem, jeg kender, men det gælder nok især for dem, der er selvstændige: Hvordan man kan få solgt andre kvinder ind på et job? Jeg øver mig faktisk i at tænke på at sende muligheder videre til kvinder først eller i hvert fald til at være opmærksom på det. Jeg er i virkeligheden lidt kønsblind, og jeg kan heller ikke lide offerretorikken, men jeg tror, vi bliver nødt til at gøre noget aktivt. Så må vi måske lave vores egen lille positive særbehandling i forhold til, hvem vi promoverer først. Det er ikke det samme som at holde mændene nede, men noget med at tænke kønnene med som en faktor.
Heidi: – Vi anbefaler også tit hinanden til at kommentere på noget i medierne, og der vil jeg næsten altid vælge en kvinde først, fordi der er alt for få kvindelige kilder. Jeg synes, vi begge to giver meget, og jeg synes også, vi får meget igen. Det er en håbløs kliché, men hver gang man giver noget, så får man så meget igen. Så bare store armbevægelser!