Hella er vokset op i en tid, hvor børn løb rundt og legede
på gaden, og hvor man bare skulle sørge for at gå hjem, når gadelygterne blev
tændt. Hvis man slog knæet, kiggede man ned og vurderede, om såret var så
stort, at man ikke gad lege mere og måtte hjem og have lidt omsorg og et
plaster på, men som regel var det sjovere at blive og lege videre. Og hvis man
ikke var hjemme, når veninden ringede, var det bare ærgerligt, for der var
ingen telefonsvarer.
”På nogle områder havde vi det bedre, for vi havde frihed,
men der var også en masse områder, hvor vi bestemt ikke havde det bedre end
børn i dag. Der var aldrig nogen, der spurgte, hvordan vi egentlig havde det,
og vi havde masser af hemmeligheder for vores forældre. Der var mange ting, vi
bar alene, og som vores børn ikke bærer alene i dag. Moderne børn bliver til
gengæld uafladeligt spurgt, hvordan de har det, og det er der ingen mennesker,
der kan administrere,” fortæller Hella Joof.
I sin nye bog, ”Joof Doktrinen – et livsleksikon”, sætter hun
netop fokus på forholdet mellem mødre og døtre. Bogen er dedikeret til hendes
datter med ordene: ”Til min datter Olivia. Nu har du faklen. Jeg står lige
bagved dig”.
Vil tage kuglerne
Netop dét at give faklen videre – og give slip på den
belærende mor-rolle – er noget, Hella Joof selv har kæmpet med. Ifølge hendes datter
har Hella Joof det med at sige ”ja, ja” for hurtigt, når datteren beretter om
et problem, fordi Hella Joof er ret løsningsorienteret.
"Er der et problem, vil jeg gerne have, at vi fikser
det, men der vil min datter måske gerne have lov til at formulere problemet og
blive lidt længere i samtalen. Vi fra den ældre generation vil have det
smertefulde ud af verden! Hvis hun kommer med noget, hun er bange for eller
bekymret over, så gør jeg sådan her,” siger Hella Joof, mens hun med hænderne vifter
noget usynligt væk foran sig.
”Og samtidig siger jeg ”nej, nej, det skal du ikke være
bange for, det skal vi nok ordne”. Hvor Olivia siger: ”Mor, du gør sådan med
hænderne, du skubber mine bekymringer væk”. Og det er rigtigt. Det kan jeg se,
at jeg gør. Men det er jo, fordi man gerne vil tage kuglerne for sine børn. Man
vil gerne sige, ”hør her, det har jeg selv været bange for engang, men det var
der ingen grund til, nu har jeg fundet ud af det, så du behøver ikke at være
bange”. Så det er faktisk, fordi man kommer og vil give noget, men måske har
ens barn bare brug for at snakke og for, at moren lytter i stedet for at
fikse.”
Fugleungen er blev voksen
Hella Joof er ikke i tvivl om, at noget af de sværeste ved
at være forælder er, at man skal tillade sine børn, at de begår nogle fejl og
får nogle knubs, uden at man kommer løbende med jod og plaster, for de kan
faktisk godt selv komme på benene igen.
”Jeg har nogle gange sagt til min datter, at hvis du mangler
et eller andet og ikke vil have, at jeg kommer, så kan det være, at du skal
vente med at sige det til mig. Fordi jeg er ligesom en fugl, der har en
fugleunge med et åbent gab, og så kommer jeg med en orm. Og hvis du ikke vil
have min orm, kan det være, at du skal lade være med at pippe meget højt af
sult lige ved siden af mig.”
”Det er noget af det sværeste ved at være forælder; at man
ikke kommer med sin dumme orm og stopper ned i gabet på sin lille fugleunge,
for fugleungen er jo nu blevet en voksen fugl – det husker jeg mig selv på en
gang om dagen,” afslutter hun.
