Hella Joof er ikke i tvivl: ”Det er noget af det sværeste ved at være forælder"
Hella Joof har skrevet et livsleksikon , som hun har dedikeret til sin datter, hvor hun giver faklen videre. Men det har været svært for hende helt at give slip.
Hella er vokset op i en tid, hvor børn løb rundt og legede på gaden, og hvor man bare skulle sørge for at gå hjem, når gadelygterne blev tændt. Hvis man slog knæet, kiggede man ned og vurderede, om såret var så stort, at man ikke gad lege mere og måtte hjem og have lidt omsorg og et plaster på, men som regel var det sjovere at blive og lege videre. Og hvis man ikke var hjemme, når veninden ringede, var det bare ærgerligt, for der var ingen telefonsvarer.
”På nogle områder havde vi det bedre, for vi havde frihed, men der var også en masse områder, hvor vi bestemt ikke havde det bedre end børn i dag. Der var aldrig nogen, der spurgte, hvordan vi egentlig havde det, og vi havde masser af hemmeligheder for vores forældre. Der var mange ting, vi bar alene, og som vores børn ikke bærer alene i dag. Moderne børn bliver til gengæld uafladeligt spurgt, hvordan de har det, og det er der ingen mennesker, der kan administrere,” fortæller Hella Joof.
I sin nye bog, ”Joof Doktrinen – et livsleksikon”, sætter hun netop fokus på forholdet mellem mødre og døtre. Bogen er dedikeret til hendes datter med ordene: ”Til min datter Olivia. Nu har du faklen. Jeg står lige bagved dig”.
Vil tage kuglerne
Netop dét at give faklen videre – og give slip på den belærende mor-rolle – er noget, Hella Joof selv har kæmpet med. Ifølge hendes datter har Hella Joof det med at sige ”ja, ja” for hurtigt, når datteren beretter om et problem, fordi Hella Joof er ret løsningsorienteret.
"Er der et problem, vil jeg gerne have, at vi fikser det, men der vil min datter måske gerne have lov til at formulere problemet og blive lidt længere i samtalen. Vi fra den ældre generation vil have det smertefulde ud af verden! Hvis hun kommer med noget, hun er bange for eller bekymret over, så gør jeg sådan her,” siger Hella Joof, mens hun med hænderne vifter noget usynligt væk foran sig.
”Og samtidig siger jeg ”nej, nej, det skal du ikke være bange for, det skal vi nok ordne”. Hvor Olivia siger: ”Mor, du gør sådan med hænderne, du skubber mine bekymringer væk”. Og det er rigtigt. Det kan jeg se, at jeg gør. Men det er jo, fordi man gerne vil tage kuglerne for sine børn. Man vil gerne sige, ”hør her, det har jeg selv været bange for engang, men det var der ingen grund til, nu har jeg fundet ud af det, så du behøver ikke at være bange”. Så det er faktisk, fordi man kommer og vil give noget, men måske har ens barn bare brug for at snakke og for, at moren lytter i stedet for at fikse.”
Fugleungen er blev voksen
Hella Joof er ikke i tvivl om, at noget af de sværeste ved at være forælder er, at man skal tillade sine børn, at de begår nogle fejl og får nogle knubs, uden at man kommer løbende med jod og plaster, for de kan faktisk godt selv komme på benene igen.
”Jeg har nogle gange sagt til min datter, at hvis du mangler et eller andet og ikke vil have, at jeg kommer, så kan det være, at du skal vente med at sige det til mig. Fordi jeg er ligesom en fugl, der har en fugleunge med et åbent gab, og så kommer jeg med en orm. Og hvis du ikke vil have min orm, kan det være, at du skal lade være med at pippe meget højt af sult lige ved siden af mig.”
”Det er noget af det sværeste ved at være forælder; at man ikke kommer med sin dumme orm og stopper ned i gabet på sin lille fugleunge, for fugleungen er jo nu blevet en voksen fugl – det husker jeg mig selv på en gang om dagen,” afslutter hun.