Hella Joof oplever en kløft med sin datters generation: "Der har vi jo et kæmpe problem"

Hella Joof var i slutningen af 30’erne, da hun en aften var i byen. Hun stod med en gin-tonic i et lokale, som var lidt Berlin-agtigt på den smarte måde, og hvor der nærmest løb vand ned ad væggene. Sådan husker hun det i hvert fald. 

Læs også

Hilda Heick måtte som mor træffe et svært valg: ”Jeg græd og tænkte, hvad byder vi det stakkels barn”

På et tidspunkt kom en ung fyr over til hende. ”Hej, er du ikke Olivias mor?”, spurgte han. ”Jo, det er jeg da”, svarede Hella og smilede venligt. Sekundet efter tænkte hun ved sig selv: Og tak fordi du lige mindede mig om det.

"Så stillede jeg min drink fra mig og gik. Og jeg kom aldrig mere tilbage. Det var sidste gang, jeg var i byen."

Hvorfor?

"Jeg tænkte, hold nu op, hvad laver jeg her? Jeg kunne nærmest være mor til hele selskabet, altså. Og det er ikke fordi, man ikke sagtens kan blive ved med at lave skæg og ballade til private fester med nogle jævnaldrende, men man behøver jo ikke stå med sin dametaske og tage plads op for de unge mennesker på en eller anden klub. 

Og det er ikke noget med, at man ikke MÅ, skal jeg lige understrege. For alle må alt. Jeg tænker bare, at nogle gange skal vi lige gribe i egen barm og finde ud af, hvad der er til os, og hvornår vores døtre skal have faklen. For den skal de have. Ellers bliver det patetisk. 

Hvem kender ikke situationen, hvor man kommer ind på Joe & The Juice med sin datter, og så siger den unge fyr bag disken til hende: ”Og hvad skal din søster så ha’?”. Hvorefter man dapper lidt op i håret og fnisende begynder at sige ”nej, nej, det er ikke min søster, det er min datter …”. For så samtidig at finde ud af, at det selvfølgelig er for sjov. Han tror ikke, at du er din datters søster, det er bare noget, han siger, for at få drikkepenge. Lad være med at falde i. Lad være med at ønske, at der er nogen, der skal tro, at din datter er din søster. Og lad være med at blære dig med, at I da også går i det samme tøj. Bare lad være! 

Det er ikke et succesparameter. Slet ikke. Du skal lade dig OVERSTRÅLE af din datter! Og ja, det kan sagtens være, at du gerne må ligge lidt på hjul, men det er din datter, der har førertrøjen nu."

Hen over efteråret har vi på ALT for damerne sat fokus på mødre og døtre gennem en stribe interviews, og Hella Joofs nye bog, 'Joof Doktrinen – et livslek-sikon', tapper fint ind i det tema. Den er nemlig dedikeret til hendes datter med ordene: ”Til min datter Olivia. Nu har du faklen. Jeg står lige bagved dig”. 

Bogen indeholder ifølge præsentationen fra forlaget alt, hvad Hella ved om livet, og alt, hvad hun er i tvivl om – det sidste er meget vigtigt at få med, understreger hun – og bogen indledes med en disclaimer, der er nødvendig for, at man ikke får den galt i halsen, forklarer Hella.

Disclaimeren begynder sådan her:

Teksten er meget længere og vældig morsom for alle os DGO’er at læse, for hold da op, hvor kan man genkende sig selv. Men bogen er jo ikke kun skrevet til os, der er jævnaldrende med Hella, den er især skrevet til generationerne, der kommer efter. 

For Hella vil så gerne forsøge at slå bro over generationskløften, fortæller hun denne formiddag, hvor vi skal prøve at indkredse, hvad hun gerne vil give videre til sin datter og til alle andre i de yngre generationer, som skulle have lyst til at læse med. 

Hendes bog er bygget op som et leksikon med ord fra A til Å, der forklares ud fra en DGO-vinkel, for det er nemmere at komme hinanden i møde, hvis man forstår, at ord kan betyde noget helt forskelligt afhængig af, om man vokset op i 70’erne eller er født med en mobiltelefon i hånden.

Læs også

Charlotte Sieling: ”Min mors alkoholproblem blev min benzin til alt det, jeg arbejder med og for”

"Når jeg kigger rundt, så tænker jeg, at verden er af lave. Det har den altid været, det ved jeg godt, og 68-generationen vil nok insistere på, at generationskløften var lige så slem i 1968. Men så er der bare lige det med de sociale medier og den måde, f.eks. klimasamtalen finder sted på i dag, som gør, at der er rigtig mange unge mennesker, som er meget rasende og virkelig bange.

Det betyder, at der er nogle mennesker, de slet ikke vil have en samtale med, og særligt ældre, hvide mænd føler, at de må gå rundt på listesko, fordi de får at vide, at ”shhh, I har haft taletid de sidste mange tusinde år, vi gider ikke høre på jer mere”. 

Det minder mig lidt om, hvordan det foregik nede i 70’erne, hvor det hele var meget totalitært, fordi der også dengang var nogen, der gerne ville bestemme, hvem der var relevante. Det kommer der aldrig noget godt ud af. 

Samtidig oplever jeg, at det enkelte unge menneske meget gerne vil mødes og tale, og jeg synes simpelthen, at der er brug for, at nogen prøver at række ud. Og de ”nogen” bliver nødt til at være os. Det er altid nødt til at være de voksne, der rækker armene ud og siger ”kom, vi skal nok passe på jer, I skal ikke være bange”. 

Greta Thunberg måtte gerne stemple igennem og stå til FN’s klimatopmøde og råbe ”I want you to panic”, for hun var et barn med en gul regnfrakke. Men det er ikke noget, voksne mennesker kan adaptere, for hvis voksne siger til børnene, at panik er en god løsning, hvor ender vi så? Og vi ved godt, hvad der sker, når der er panik, så bliver folk trampet ned foran Orange Scene. Når vi har tilladt samtalen at udvikle sig på den måde, vi har, kan jeg godt forstå, at unge mennesker kigger på os og tænker, at vi er sindssyge. 

Det svarer til, at vi sidder hyggeligt i køkkenet og ryger og drikker oversøisk rødvin, og så er der nogle, der råber, at der er ild i huset. Hvortil vi svarer, nå, sikke noget møg, og så ryger og drikker vi videre. Det går jo ikke. Så man skal mene det, hvis man siger til sine børn, at man gerne vil være med til at løse klimaudfordringerne. Og man skal gøre noget. 

Som jeg siger til mine venner, I kan ikke både tage til Japan og have en kødløs dag, I bliver nødt til at vælge. Børn forstår ikke dobbelte standarder. Det forstår voksne udmærket, for vi har levet med dobbelte standarder hele vores liv. Vi ryger og ved godt, det er farligt, og vil også gerne holde op efter påske. Vi har vænnet os til at sige et og gøre noget andet, det kan vi sagtens administrere, men børn forstår det ikke, og derfor bliver vi nødt til at skrue ned for temperaturen i samtalen generationerne imellem."

Hvem er Hella Joof?

• Skuespiller, filminstruktør og forfatter og kendt fra en lang række film som 'En kort en lang', 'All inclusive', 'Meter i sekundet' samt foredrag og tv-programmer. 
• Aktuel med bogen 'Joof Doktrinen – et livsleksikon”' Har skrevet flere bøger, bl.a. 'Papmaché-reglen' og 'Båven om Gud'.
• Laver sammen med Rikke Hertz den spirituelle podcast 'De Hjælpsomme Engle'. 
• Hun er 61 år og gift med Henrik Jepsen, kaldet Snit, som er læge. Har datteren Olivia på 36 år med Runi Lewerissa.

Det koster bønder at spille skak

Når Hella først kommer i gang med at tale, er det som et godstog, der bare kører. Svært at stoppe og med masser af kraft. Hun mener noget. Og hun tør godt sige det højt, selvom hun er klar over, at nogle måske vil føle sig trådt over tæerne, når talen f.eks. falder på Metoo og cancel-kulturen.

"Min generation har svært ved, når nogen bliver korsfæstet og skal tage hele skylden for, hvad en masse mennesker har gjort i rigtig lang tid. Ofte fordi vi kender dem, der bliver ofret. Og der kan jeg mærke, at unge mennesker har det sådan, ja, men det koster bønder at spille skak. Det er også rigtigt, men jeg mener, at hvis vi skal bevæge os fremad, skal vi have alle med. Det kan godt være, at det er lidt gammeldags, men jeg kan ikke lide at efterlade nogen i mørket. 

Når jeg f.eks. taler med unge mennesker om racisme, så siger jeg til dem, at hvis I står og råber racist til folk, der har sagt et ord, man ikke må sige, eller hvis I fordømmer en ældre person, der bestiller en Eskimo-is, så mister I dem. Og det kan godt være, at I tænker, ja, ja, de dør alligevel om lidt, og det gør de selvfølgelig, men måske er det din morfar. Vi må iføre os kærlighed."

Hvad kan man gøre i stedet for?

"Vi skal forklare, og vi skal tale med lave, blide stemmer. Og så siger min datter nogle gange til mig, ”ja, mor, men det kan godt være, at folk ikke har mere tålmodighed”. Og det forstår jeg også godt. Fint nok, jeg gør bare tingene på en anden måde. Men jeg er jo heller ikke vred længere, mit hormonniveau er for lavt til vrede."

Læs også

Kirsten Olesen friede til sin mand – og ikke på traditionel vis

Har du mange af de her snakke med din datter?

"Ja, det har jeg. Og grundlæggende forstår vi godt, hvad hinanden siger. Min datter synes måske, at min solidaritet ligger et forkert sted somme tider, og så taler vi om det. Men det kommer igen tilbage til de ord, vi bruger. Når jeg f.eks. hører ordet ”krænkelse”, så hører jeg nærmest ”voldtægt”. Det er den association, jeg får med ordet krænkelse. Det er ikke det, min datter og hendes generation hører. 

Der har vi jo allerede et kæmpe problem, og derfor skal vi have lavet et nyt sprog, som vi er fælles om, ellers bliver det meget svært at tale sammen. I min generation har vi hørt på en masse lort gennem årene, og vi lider lidt af Stockholmsyndromet, for vi har lært at solidarisere os med mænd og at se verden – og os selv – med mænds øjne. 

Samtidig har vi kæmpet for at frigøre os fra det blik, fra at tænke sådan, og vi har kæmpet for ikke at være ofre. Derfor kan vi næsten ikke holde ud at høre unge sige, at de er ofre for sexisme, for så føler vi, at vores kamp ikke har været noget værd. 

Min datter siger, at vi har groet hård hud omkring såret i hjertet, fordi vi har vænnet os til så mange usunde ting, og det er rigtigt, men det var jo en overlevelsesstrategi. Vi lærte fra vores mødre, at når mænd var glade, så var alle glade. For det havde de lært af deres mødre."

Kommer de kommende generationer også til at gro hård hud på hjertet, tror du?

"Ja, for verden er tough. Men der findes til gengæld også alt muligt godt i verden. En masse gode mennesker, som man kan dele sin smerte med, når den rammer. Men vi kan ikke lave et safe space. Jo, vi kan godt lave et safe space hjemme i køkkenet, men vi kan ikke lave det ude i det offentlige rum. Man må have sit safe space indeni. 

Jeg forstår godt, at rødstrømperne lavede basisgrupper, hvor der ikke måtte komme mænd, men det sjove er, at rødstrømperne jo i dag er så udskældte, fordi de insisterer på, at der er to køn. At kvinder ikke har en pik. Og ja, det er kontroversielt at tale om, men igen – lad os finde et sprog om de her ting, så vi forstår, hvor vi hver især kommer fra. For vi har brug for hinanden. Vi har brug for vores børn. Og vores børn har brug for deres forældre, og børnebørn har brug for deres bedsteforældre, som selvfølgelig ikke skal proppe dem med slik. Det bliver alt for smertefuldt, hvis vi afskærer hinanden fuldstændig. 

Med min bog prøver jeg at sige til de yngre generationer: ”I skal vide, at vi elsker jer. Vi står lige bag jer. Og vi skal nok gribe jer, når I kludrer rundt i alle jeres regler og falder over pronominerne, og det hele bliver rodet sammen, så ingen længere ved, hvem der er hvem. Vi elsker jer, for vi kan ikke andet, og vi kan aldrig forlade jer. I kan godt forlade os og gå langt væk og gøre jer fri, men på et eller andet tidspunkt kommer I forhåbentlig tilbage igen, og så vil vi gerne prøve at forstå jer. Men hvis I taler til os, som om vi bare er spild af plads, spild af papir og spild af CO₂, så gør I det svært for os. Men vi står her alligevel.”

Børnene er de bedste læremestre

Hella er vokset op i en tid, hvor børn løb rundt og legede på gaden og i mosen, og hvor man bare skulle sørge for at gå hjem, når gadelygterne blev tændt. Hvis man slog sig, kiggede man ned og vurderede, om såret var så stort, at man ikke gad lege mere og måtte hjem og have lidt omsorg og et plaster på, men som regel var det sjovere at blive og lege videre. 

Og hvis man ikke var hjemme, når veninden ringede, var det bare ærgerligt, for der var ingen telefonsvarer, men man kunne lægge en af de store femmere på røret, og hvis den var faldet ned, når man kom hjem, vidste man i hvert fald, at en eller anden havde ringet i løbet af dagen.

"På nogle områder havde vi det bedre, for vi havde frihed, men der var også en masse områder, hvor vi bestemt ikke havde det bedre end børn i dag. Der var aldrig nogen, der spurgte, hvordan vi egentlig havde det, og vi havde masser af hemmeligheder for vores forældre. Der var mange ting, vi bar alene, og som vores børn ikke bærer alene i dag. Moderne børn bliver til gengæld uafladeligt spurgt, hvordan de har det, og det er der ingen mennesker, der kan administrere."

Men det er jo os, der har givet dem den opvækst?

"Ja, og det er fordi, at det, man har manglet i sin barndom, får man aldrig siden nok af, som Tove Ditlevsen skrev, og når man så selv får børn, giver man dem det, man ikke selv har fået. Men de vil slet ikke have det. 

Da jeg var barn, havde jeg en veninde, som boede med sin mor i en kæmpestor lejlighed, og jeg syntes, det var det lækreste, jeg nogensinde havde set. Hun havde sin egen afdeling, sit eget soveværelse og en stue. Jeg delte værelse med min søster, til jeg var 13, og for mig var det den største luksus at have plads. 

Så da jeg som voksen fik mulighed for at få en lejlighed på Vesterbrogade, hvor min datter kunne få to sammenhængende værelser, var det det bedste, jeg kunne give hende. Men hun ville hellere sidde ude i køkkenet hos mig. 

Så ja, heldigvis vil vores børn have noget andet end os, men bare vi selv ved, at vi gav dem det, vi allerhelst selv ville have haft, så bliver vi ikke kede af det, hvis de ikke udviser taknemmelighed. Man kan godt blive kortvarigt såret, og sige ”jeg gav dig det bedste, jeg kunne”. ”Ja, men du glemte at finde ud af, hvad JEG ønskede mig”. Nårh ja. Vores børn er vores bedste læremestre."

Læs også

Magnus Millang er stolt af 1 særlig ting i sit ægteskab: ”Det tør jeg godt at sige højt”

Er der noget, du gerne ville have vidst lidt før i dit moderskab?

"Ja, og det er det her med, at moren skal huske, at datteren og moren ikke er den samme. Hvis man har drengebørn ved man godt, at de ikke er som en selv – de er fra en helt anden planet – men hvis man har en datter, kan man godt komme til at tro, at hun er som en selv. Min datter og jeg er meget forskellige, men vi minder også en hel del om hinanden og har været meget tætte, fordi vi boede alene sammen, da hun voksede op. 

Derfor har jeg måske tit troet, at vi var mere ens, end vi er. Men jeg har opdaget, at min datter tackler ting på en anden måde, end jeg gør, og hun har en helt anden systematisk hjerne, end jeg har. I min familie har det altid heddet sig, at vi ikke var gode til matematik, men min datter er faktisk ret god til matematik. 

Så man skal passe på med at sige sådan noget som f.eks. ”i vores familie har vi noget med ryggen”, for det er ikke sikkert, at ens datter har noget med ryggen. Og måske risikerer man, at hun i solidaritet faktisk får noget med ryggen, fordi hun prøver at komme i kontakt med en. Så man skal lige holde fokus på, hvem der er hvem. Der skal ikke være osmose, bare fordi man er mor og datter."

Havde nogle ting været nemmere, hvis du havde vidst det?

"Ja! Og en anden ting: Min datter siger, at jeg har det med at sige ”ja, ja” for hurtigt, når hun beretter om et problem, fordi jeg er ret løsningsorienteret. Er der et problem, vil jeg gerne have, at vi fikser det, men der vil min datter måske gerne have lov til at formulere problemet og blive lidt længere i samtalen. 

Det er en DGO-ting, at vi vil have det smertefulde ud af verden! Det er noget, jeg virkelig skal arbejde med. Der er også noget andet, Olivia har gjort mig opmærksom på. Hvis hun kommer med noget, hun er bange for eller bekymret over, så gør jeg sådan her."

Hun vifter noget usynligt væk med hænderne foran sig.

"Og samtidig siger jeg ”nej, nej, det skal du ikke være bange for, det skal vi nok ordne”. Hvor Olivia siger: ”Mor, du gør sådan med hænderne, du skubber mine bekymringer væk”. Og det er rigtigt. Det kan jeg se, at jeg gør. Men det er jo, fordi man gerne vil tage kuglerne for sine børn. Man vil gerne sige, ”hør her, det har jeg selv været bange for engang, men det var der ingen grund til, nu har jeg fundet ud af det, så du behøver ikke at være bange”. Så det er faktisk, fordi man kommer og vil give noget, men måske har ens barn bare brug for at snakke og for, at moren lytter i stedet for at fikse. 

Det er den samme problematik, man tit ser mellem kønnene. At vi kvinder gerne vil tale om problemet, mænd vil fikse det. Hun siger, ”uh, jeg blev så bange på vejen hjem i bilen, fordi der pludselig ikke var nok luft i et af dækkene”. Han spørger straks, om der er luft i dækket nu, for ellers vil han lige gå ud og fikse det. ”Nej nej, jeg vil bare gerne fortælle om, hvor bange jeg blev ude på motorvejen”, siger hun, mens manden helt forvirret sidder og tænker på, om han da ikke bare skal sørge for, at der kommer luft i det dæk. Der er jeg nok det, vi på Den Gamle Ordning kalder maskulin i min tankegang. Og sådan er der faktisk mange af os kvinder på DGO, der er."

Lad os stoppe traumesnebolden

Er DGO en god forklaringsmodel?

"Jeg er glad for det udtryk. Det er ikke fordi, det skal være en undskyldning, og det skal heller ikke være sådan, at vi skal gå med en nål, hvor der står DGO."

Hun stopper lidt op og smiler.

"Selvom jeg egentlig godt kunne tænke mig, at der blev lavet sådan en. Du ved, ligesom den nye medarbejder i Netto har sådan et skilt, hvor der står ”Ny i Netto”. Eller skiltene bag på bussen: ”Pas på Emma, hun er ny i trafikken”. 

Vi på DGO er ”gamle i trafikken”, men I skal bare vide, at vi ikke mener noget ondt med det. Nogle gange bruger vi nogle ord eller taler om tingene på en bestemt måde, fordi det simpelthen er installeret i os. Det er så svært at pille ud. Noget af det vil vi gerne pille ud, fordi det heller ikke har været godt for os selv, andet vil vi faktisk gerne have lov til at beholde. Men kan I ikke bare huske på, at det ikke betyder, at I skal gøre eller tænke på samme måde. Det er bare sådan, vi ser verden, og det er svært at ændre blikretning og verdensbillede. Det tager noget tid, og det kræver noget ømhed. 

Så se på os med lidt ømhed i stedet for med vrede. Og hvis der så er nogen, der siger, at det er os, der har ødelagt verden, så må vi sige ja, det er rigtigt. Vi er født af en krigsgeneration, hvor man gemte alle syltetøjsglassene og indpakningspapiret, men som var ret traumatiseret, så vi løb ud og forbrugte. Der er mange traumer, der er nedarvet gennem tiden, og man kan ikke bare lige pludselig udnævne bestemte generationer til at være skurke. Eller jo, det kan man jo godt. Men vi kunne også gøre noget andet. 

Vi kunne prøve at stoppe den der traumesnebold ved at tale sammen. Alle handler jo altid i den bedste mening. Det er få mennesker, der har issues, fordi forældrene har handlet i ond tro, og så er vi i hvert fald typisk helt udenfor normalområdet. Men indenfor normalområdet handler folk jo i god tro. Og som forældre er det svært ikke at give sine børn det, de mangler, hvis man overhovedet kan. 

Det er dog bedst for børn og unge at lære selv at klare ærterne, og man er bare så meget mere glad for noget, man selv har sparet sammen til, skaffet sig eller fikset. Det har vi på DGO fået ind med modermælken. Vi stod som 15-årige ude i verden på Interrail og ringede collect call hjem, og hvis vores mor ikke var hjemme, så måtte vi jo selv løse problemerne. Det har vores børn ikke oplevet på samme måde, fordi vi altid har prøvet at beskytte dem mod smerten. 

På DGO bryder vi os ikke om at være i smerten, og det er derfor, jeg gør sådan med hænderne, når min datter kommer med en bekymring. Jeg prøver helt fysisk at skubbe problemet – smerten – væk. Men nu er det altså vores børn, der skal ud i verden med faklen, og det er ikke længere os, der skal sætte dagsordenen. Det kan godt være, at det stadigvæk ser sådan ud, for min generation af kvinder vil fandeme ikke hjem. 

Vi har stadig masser af kræfter med al den flourskylning, sunde mad, rødkløverekstrakt og måske et lille hormonpuf, men vi skal altså være klar over, at vi nu så småt skal begynde at lave en overdragelsesforretning til vores børn. Ligesom Dronning Margrethe gjorde. Men vores døtre skal ikke vente, til de bliver 50, de skal være dronninger nu, og så kan vi andre gå lidt ude på lageret og feje."

Hella Joof er aktuel med bogen 'Joof Doktrinen – et livsleksikon'.

Gyldendal, 330 kr.