Helle Fagralid: "Sorg og Glæde var en kæmpe udfordring"

Hvilken rolle har været den mest udfordrende?

– Jeg tror, jeg har kunnet finde eller bevidst har søgt udfordringer i alle de roller, jeg har spillet. Det er bl.a. dét, der tænder mig ved arbejdet. Ofte kan det være en stor udfordring at spille en birolle, hvor man har få replikker og kort tid på scenen og alligevel skal levere en præcis karaktertegning eller "farve" til helheden. De kedelige udfordringer er dem, hvor barren er sat lavt, f.eks. med en dårlig tekst, en svag instruktør eller andre kedelige omstændigheder, der gør, at det kun handler om at komme nogenlunde tørskoet i land. Min rolle i Nils Malmros' "Sorg og Glæde" var selvfølgelig en kæmpe udfordring, fordi min karakter var kompleks, og filmen bygger på virkelige hændelser, men det føltes samtidig enkelt, som at gå ind i en verden, hvor alt er lagt tilrette for dig, hvor det kun handler om at stille sig til rådighed for teksten og instruktøren.

Hvilken dag har betydet mest i dit liv?

– Det er klart, at den dag, jeg blev mor, har præget mit liv lige siden og må regnes som den vigtigste dag. Jeg oplevede med det samme en ny følelse, at jeg var villig til at gøre ALT for dette lille menneske, som jeg nu havde ansvaret for. Det var et instinkt, en urfølelse, som jeg ikke kendte før.

LÆS OGSÅ: Helene Uri - En ægte kælling kan også være god

Hvad er du mest stolt over?

– At gå igennem en skilsmisse og bevare venskabet med min eksmand er noget af det, jeg er mest stolt over. At min søns far og jeg i alle de vanskelige situationer og svære følelser fandt en modenhed og et fokus, der handlede om, at vores søn skulle lide mindst muligt.

Hvad burde mænd være bedre til?

– Det klæder alle mennesker at have social omtanke og empati.

Hvad for noget musik lyttede du til, da du var 13 år?

– Jeg lyttede bl.a. til klassiske hits, der fungerede som underlægningsmusik for de mange følelser, jeg tumlede med. Og så Erasure, fordi jeg havde fået det anbefalet af en dreng, som jeg spillede sammen med i en film, og som jeg var lidt forelsket i.

Har du et ar, der fortæller en historie?

– Mit sørøver-ar, som ligner sådan et ar, et barn ville tegne, med en streg og tydelige prikker på hver side. Det var en perforeret blindtarm, som blev opdaget alt for sent, så det har sikkert skullet gå ekstremt hurtigt det hele. Jeg var 18 år og i gang med optagelserne til "Farligt venskab", hvilket lagde et vist pres i forhold til at blive hurtigt rask, så vi kunne fortsætte indspilningen. Jeg tabte mig meget og blev alt for tynd, men det er nok kun mig selv, der kan se, hvilke scener der er optaget efter operationen.

Hvornår græd du sidst?

– I dag, da vi havde gennemspilning på "Onde Ånder". Jeg spiller en umiddelbart tjekket rig ung kvinde, som bliver knækket, da hendes store kærlighed viser sig at bære på en grusom hemmelighed. Jeg har bl.a. fornøjelsen af Jakob Cedergren, som også var min mand i "Sorg og glæde", hvilket giver en stor tryghed og åbenhed imellem os.

Hvad er du bedst til?

– Jeg er jævnt god til mange ting. For det meste har jeg en oplevelse af, at jeg er en god mor, skuespiller, hustru og veninde. Det er vel det mest væsentlige.

Hvem var den første, du kyssede?

– Det må være Martin, da vi gik i børnehave. Eller også prøvede jeg at komme til at kysse ham, men lykkedes aldrig med det.

Hvornår nyder du dit arbejde mest?

– Når jeg er omgivet af dygtige, generøse og modige kolleger. Når en rolle har dybde og højde, og jeg får lov at opdage nyt land. Når jeg oplever en samhørighed med publikum og mine medspillere, at vi oplever nuet sammen.

LÆS OGSÅ: Le Gammeltoft "Jeg er en kæmpe fortaler for terapi"