Anbefalinger af erotisk litteratur

3 erotiske bøger, der overgår "Fifty Shades"

For nylig blev filmtraileren til den erotiske bestseller, Fifty Shades of Grey, offentliggjort. Siden er traileren blevet set af mere end 36,4 millioner nysgerrige fans på Youtube og genren er mere populær end nogensinde. Vi har i anledningen spurgt tre eksperter om deres anbefalinger af erotisk litteratur.

Den populære, erotiske bestseller har på trods af sin succes hos det brede publikum fået en del kritik for at være klichéfyldt og dårligt skrevet – alligevel er romanen blevet et globalt hit og solgt i millioner af eksemplarer. Vi har spurgt tre kvinder med ekspertise i den erotiske litteratur, hvilke bøger du bør læse, hvis du gerne vil læse erotisk litteratur af høj kvalitet.

Linea Maja Ernst, litteraturanmelder hos dagbladet Information.

Hun underviser desuden på Rødding højskole.

"Sexdronning" af Christina Hagen (2008)

Der bliver udgivet en del litteratur, som er mere eksplicit erotisk end Christina Hagens novellesamling. Men hos Hagen kan man virkelig mærke det seksuelle, man kan føle, smage og se det for sig, fordi hun både skriver realistisk og opfindsomt. Det er ikke kun behageligt, at teksterne sådan bliver levende for én, for Hagen problematiserer også det seksuelle og skildrer den psykologi, undertrykte begær og uerkendte, grumme følelser, som også har med det erotiske at gøre.




Kristina Stoltz, forfatter.

Hun har skrevet den erotiske novellesamling "Et Kød" og er aktuel i DR K serien "Frække fortællinger" om den erotiske litteraturs historie. Den 12. september udkommer hendes bog "På ryggen af en tyr – en tragedie".

"Fra skødet" af Charlotte Roche (2012)

En hjerteskærende fortælling om en kvinde på randen af sammenbrud. Det lyder ikke særlig erotisk, men det er det, for det er blandt andet gennem et stærkt erotisk forhold til sin mand, at hun gradvist kommer sig over en traumatisk oplevelse, der bliver ved med at hjemsøge hende, men som hun kun kan gøre sig fri af i det seksuelle møde. Romanen får mig som læser til at mærke, hvor meget kroppen betyder, at vi har den med, at vi sanser og hele tiden holder os åbne over for verden.


LÆS OGSÅ: Ny roman: "Erotisk uden at være vulgær" 

Stephanie Caruana, forfatter.

Hun er uddannet journalist og er aktuel i DR K serien "Frække fortællinger", om den erotiske litteraturs historie.

"Fremmed under samme hud" af Niels Lyngsø (2013)

Det er altid pirrende og interessant at få et kig ind i det forbudte herreværelse, og denne stærke og hypersanselige digtsuite er et svimlende og krævende indblik i, når en mand skriver om det erotiske møde. Den er sprogligt overrumplende og samtidig lige på. Kalejdoskopisk og tæt. Den vender præcis på midten, og skifter perspektiv fra mand til kvinde. Der er ikke mange mænd, der tør skrive om det erotiske, og de der gør, får nogle gange høvl for det. Det er synd og skam.


På ALT for damerne.dk kan vi herudover anbefale disse tre erotiske klassikere du også skal kende til. Læs med her.