Man kan næsten
ikke høre navnet Keld Heick, uden også
at tænke på Hilda Heick.
Men det folkekære
musikerpar har ikke altid været en duo, for til at begynde med var det kun Keld
Heick, der tog ud og spillede sin musik.
Imens arbejdede
Hilda Heick som programmør hos Lundbeck & Co. og passede ellers deres
datter Annette, som husker sin opvækst som meget harmonisk.
”Men der skete et
enormt paradigmeskift, da min mor begyndte at tage ud og spille med min far.
Jeg var omkring 10 år på det tidspunkt, og vi gik fra at være en ret almindelig
familie til at være noget, der var fuldstændig hundrede procent, totalt og
aldeles unormalt,” fortæller Annette Heick til ALT for damerne, som har talt
med både Hilda og Anette Heick til et stort mor-datter-interview.
Hilda Heick
supplerer datterens oplevelse med sine egne tanker fra den tid:
”Jeg havde den
dårligste samvittighed over det.”
Keld på den ene side, Annette på den anden
Da først Hilda
Heick begyndte at spille sammen med Keld Heick, gik det stærkt, og i løbet af
sommermånederne skulle parret optræde til en lang række arrangementer – og
Annette Heick tog naturligvis med sine forældre rundt i landet.
”Det lød jo altid
skidesjovt, når man havde været hele sommeren på forskellige tivolipladser med
popcorn, røde pølser, karruseller og radiobiler, men jeg var ved at brække mig
til sidst. Samtidig betød det, at vi blev en lille enhed. Det blev os tre mod
verden, kan man sige, for det var så anderledes at leve livet på den måde, som
vi gjorde,” fortæller Annette Heick.
I den tid var
familiens base en campingvogn – og det var ikke et tilfældigt valg, fortæller
Hilda Heick.
”Jeg insisterede
på en campingvogn i stedet for hotelværelser for Annettes skyld, for dengang
kunne man ikke købe mad nogen steder om aftenen. Og Annette blev jo tit sulten,
når vi kom sent tilbage fra en optræden. Vi gjorde det så hyggeligt, som vi
kunne.”
På trods af Hilda
Heicks forsøg på at skabe hjemlig hygge i campingvognen i de travle
spilleperioder, var hun naget af dårlig samvittighed overfor Annette Heick.
”Jeg syntes, det
var synd for hende. Inden jeg begyndte at tage ud med Keld, havde Annette og
jeg meget tid alene sammen, hvor vi strikkede dukketøj og legede. Vi var meget
tætte. Det var ikke meningen, at jeg skulle blive ved med at tage ud og spille
med Keld. Først var det bare 10 gange, fordi han havde nogle stemmeproblemer og
var blevet opereret, men det endte med at blive resten af livet. Jeg glemmer
aldrig, da Annette efter et par måneder sagde til mig: ”Mor, kan du ikke også
godt savne vores hyggelige lørdag aftener?”. Ej, ej, ej – jeg græd simpelthen
og tænkte, hvad er det, vi byder det stakkels barn,” siger Hilda Heick, og
fortsætter:
”Keld stod på den
ene side og sagde, jeg har brug for dig, jeg kan ikke klare at køre ud alene.
Og Annette stod på den anden side og drømte om at komme tilbage til tiden, hvor
vi lavede dukketøj. Årh … jeg var SÅ splittet, og der var en periode, hvor jeg var
virkelig, virkelig ked af det indimellem.”
Til sin mors
erindring tilføjer Annette Heick, at der ikke er noget ved hendes opvækst, som
hun i dag er ked af.
”Det blev jo
vores normal, at vi var på landevejen. Det er først, når man står på bagkant,
at man kan se, shit, det var godt nok en aparte opvækst.”
Læs hele
interviewet med Hilda og Annette Heick i ALT for damerne uge 48. Her fortæller
de også om en lille kontrovers i familien, som betød, at de ikke var på talefod
i en uges tid, om Annette Heicks vej til musicalscenen og om det store
omsorgsgen, de begge har.