Katrine Muff mistede som ung troen - men så læste hun en bog

Da Katrine Muff Enevoldsen var korleder i Brorsons Kirke på Nørrebro, kom hun gerne lidt tidligere end koret for at tage stemningen ind. 

Nogle gange lagde hun sig på ryggen og kiggede op på de buede hvælvinger, kalkmalerierne i røde og grålige nuancer og den enorme lysekrone, der lyser kirkerummet op. 

Læs også

Helene Bülow Jensen og hendes kæreste får ubehagelige beskyldninger: "Det skal stoppe nu"

Andre gange sad hun foran altertavlen og spiste lidt mad.

Scenerne fra kirken – hvor hun også er viet og hvor hendes børn er døbt – er meget sigende for hendes forhold til kirke og tro. Begge dele har altid været en del af hendes liv, men i en periode valgte hun at sætte troen på pause, da den blev for svær. 

Kirkerummet holdt hun dog fast i.

"For mig er det noget helt særligt med det rum. Det er følelsen af at føle sig lille på en dejlig måde, hvor jeg bliver holdt af noget. Det er et rum, der omfavner mig, og jeg oplever en tryghed i at føle mig passet på," siger Katrine.

Katrines far er præst, så hun er vokset op i et hjem, hvor tro har fyldt meget. Hver søndag var hun med i kirken til gudstjeneste, og allerede som 6-årig fik hun dispensation fra kirkens korleder til at blive en del af kirkekoret, selv om man egentlig skulle være 8 år. 

Hun sang i koret, til hun var 20 år, hvor hun flyttede hjemmefra.

Et par år forinden havde hun dog valgt at lægge afstand til sin tro. Efter at have gået på en Luthersk Missionsk friskole – som forældrene valgte, fordi det var den bedste skole fagligt i området – følte Katrine, at det var svært at forene sit trosliv med et ungdomsliv. 

I skolen lød det nemlig blandt andet, at alkohol skulle man helst ikke drikke og sex var noget, der hørte ægteskabet til.

"Jeg kunne se, at mange af mine gamle venner blev gift meget tidligt, men det havde jeg ikke lyst til. Jeg ville gerne udforske, hvem jeg selv var. 

Hvor jeg som barn og ung følte det som en tryg rettesnor at vide, hvad der var rigtigt og forkert, så havde jeg i mine sene ungdomsår et behov for at mærke efter, hvad jeg selv følte var rigtig og forkert," fortæller Katrine, der kom frem til, at den skyld og skam, hun oplevede, fulgte med, hvis man trådte ved siden af, ikke var hendes tilgang til kristendommen.

"Troslivet skal ikke handle om, hvad mennesker gør forkert, og det er ikke meningen, at det skal gøre, at man får det dårligt med sig selv. 

Det har affødt, at jeg som voksen blev vred over, at mit barnesind skulle opleve de ting, og derfor har jeg haft et behov for at sige, at det ikke er sådan, det skal være og at starte forfra."

Et helle i salmerne

Katrine er først for alvor trådt ind i sin tro igen for ganske nyligt. Helt lavpraktisk fordi hun læste bogen ”De fortabte sønner” af brødene Andreas og Sune Gylling Æbelø, der begge er homoseksuelle og vokset op i et indremissionsk miljø. 

Bogen gav hende en forløsning i forhold til sit eget dilemma omkring sin tro, og også et sprog til at forklare sig og til at kunne dyrke troen uden at den forbindes med skyld og skam.

"Mit trosliv er ligesom blevet låst op igen. Jeg har simpelthen sluppet en frustration og en vrede og en følelse af at have for småt tøj på, og det føles helt fantastisk. 

Jeg har fået en følelse af fred og en nysgerrighed på troen igen. Min tro og min måde at tro på skal ikke nødvendigvis matche nogen andres, og den skal ikke bedømmes som værende rigtig eller forkert."

I den svære periode fandt Katrine ikke blot et helle i kirkerummet, men også i salmerne. Hvor hun har haft svært ved at bruge Bibelen, har hun altid haft nemt ved at bruge Den Danske Salmebog.

Læs også

Efter sin mands død kunne Kirsten Olesen ikke huske ham: ”Det gjorde mig så frygtelig fortvivlet”

"Salmerne har været et sted, hvor jeg kunne mærke en forbundethed både til alt det, jeg ikke forstår ved kristendommen, men også til min familie og helt banalt til historien. 

Salmer rejser med en i tid, og det er faktisk den eneste musik, vi bliver ved med at vende tilbage til i hele vores liv. De er ikke koblet op på at være børne- eller voksenmusik, og for mig betyder det lige så meget at synge ”Dejlig er den himmelblå”, nu, som da jeg var barn," siger Katrine.

Og ligesom mange af salmerne hører hjemme i julen, glæder Katrine sig til i år også at føle sig hjemme igen i sin tro i juletiden.

"Særligt i juletiden har troen fyldt meget for mig, fordi det er jo her, det hele starter, så jeg kigger tilbage på den der juletro med meget varme øjne, og jeg glæder mig til at føle, at jeg ikke er på besøg i min tro i julen, men i stedet at føle, at den er en dejlig og naturlig del af mig."

Sang skaber fællesskab

Danskerne lærte Katrine at kende, da hun spillede og sang i vores stuer i forbindelse med corona-nedlukningerne med tv-programmet 'Fællessang – hver for sig'. 

Lige nu rejser hun Danmark rundt med en række julekoncerter sammen med Johannes Langkilde, som også var med i 'Fællessang – hver for sig' for igen at samle folk omkring musikken. For netop fællesskaber er noget at det, som Katrine synes, at sang er allerbedst til.

"Sang er et fælles tredje, som vi kan samles om, og det kan lige gå godt være 'Den knaldrøde gummibåd', som det kan være 'Hil dig frelser og forsoner'. Hver ting til sin tid."

"Jeg oplever, at sangene bare er byer, vi besøger, og at det at synge er den bus, vi alle sammen kører i. Jeg er vokset op i fællesskaber, hvor man synger meget. 

Både i kirken, men også i min familie er der altid blevet sunget, og det har været skønt, at få lov til at facilitere det for andre. Det er lidt som at være tjener på en restaurant, der præsenterer det, som folk skal spise og drikke, og derefter kan de smage alle noterne i vinen eller en ny råvare. 

Den tjener vil jeg gerne være."

Trygge relationer

Fællesskaber betyder i det hele taget meget for Katrine. 

Ikke blot det fællesskab, hun finder via musikken, men også på det familiære og venskabelige plan, hvor hun bruger tid på at skabe sammenhold. 

På Vesterbro i København, hvor hun bor, fungerer opgangen nærmest som en samlet enhed, hvor overboen varmer lasagne i Katrines mikroovn, børnene løber ind og ud af dørene, og de voksne gerne tager et ekstra barn med hjem fra skole.

"Det giver mig en tryghed at bo et sted, hvor jeg føler mig forbundet til alle dem, jeg bor omkring. Jeg er selv vokset op i et lokalsamfund, hvor min far jo havde døbt, konfirmeret og viet rigtig mange, så når vi var ude at handle, tog det lang tid, fordi der altid var nogen, man kendte på den ene heller anden måde.

Den følelse af at hilse på alle, den har jeg virkelig med mig," siger Katrine, der for et års siden begyndte at gå, hvad hun selv kalder ublufærdigt til værks, for at lære nye voksne at kende.

Læs også

Susanna er kvinden bag mange af de nisser, du har kendt i dit liv: ”Det boostede virkelig min karriere, at jeg begyndte at tegne nisser”

I ny og næ booker hun bord på en restaurant og inviterer en flok personer, som hun synes virker spændende. Det kan være venners venner eller nogen, hun har mødt til en reception.

"Jeg har simpelthen ”vennedatet” noget mere, fordi jeg begyndte at tænke over, hvorfor det skal være så svært at få venner som voksen. Det er jo fordi, det er sårbart at sige, at jeg gerne vil ven med dig, men de her aftener har været helt fantastiske og har virkelig givet en saltvandsindsprøjtning til mit venneliv. 

Det er så dejligt med de nære venskaber, jeg har, som går langt tilbage, men det er også virkelig spændende med de nye," siger Katrine.

I ungdommen oplevede hun en svær tid med mobning i skolen, og det har betydet, at hun som voksen har skulle forholde sig til sine venskaber på en ny måde.

"Det med at føle sig tryg i en vennerelation, oplevede jeg ikke så meget skolen, men det gør jeg rigtig meget nu. Og det skal jeg så vænne mig til på en god måde, fordi jeg skal vænne mig til, at de relationer, jeg har nu, er stabile. 

Som barn oplevede jeg, at der skulle meget lidt til, før jeg var dømt ude, og det skabte en usikkerhed i mig, som jeg har skulle øve mig i at overkomme. Men i dag går jeg ikke rundt i frygt for at miste mine venner, heller ikke selvom vi måske bliver uvenner på et tidspunkt. 

Jeg behøver ikke længere være bange for, at gulvtæppet pludselig bliver revet væk under mig. 

Isen er sikker."