Hilda Heick i podcasten 'Mit yngre jeg'

Hilda Heick: ”Det var først, da jeg lærte Keld at kende, at jeg fik modet til at sige fra”

Man kan ikke sige Keld, uden at sige Hilda. Duoen er fulgtes ad, siden de var ganske unge, og Kelds hjælp og kærlige skub har været med til at give Hilda det mod, hun har i dag.

”Det var først, da jeg lærte Keld at kende, at jeg fik modet til at sige fra.”

Sådan siger Hilda Heick, som er den ene del af den dynamiske dansktop-duo ”Keld og Hilda”. I forbindelse med ALT for damernes podcast ”Mit yngre jeg” kigger hun tilbage på sit liv og kommer med gode råd til en ny generation af kvinder – og sit eget yngre jeg. Et af dem er, at man skal tro på sig selv.

”Man skal tro på sig selv og glemme hakkeordenen. Det der med, at man skal indordne sig efter alle andres meninger. Sådan er jeg opdraget, og det var vel først, da jeg lærte Keld at kende, at jeg fik modet til at sige: ”Ej, det synes jeg altså ikke””.

”Jeg var en pleaser”

Makker- og ægteparret Keld og Hilda fandt sammen, da sidstnævnte var blot 14 år gammel, og relationen har betydet alverden for både deres liv og karriere – og altså også for Hildas evne til at stå op for sig selv.

”Inden da var jeg meget forsigtig med at sige noget, som kunne genere eller såre andre, eller som ikke passede ind. Jeg var en pleaser. Men så lærte jeg Keld at kende i en tidlig alder, og han gik i ren drengeskole, og der ”pleasede” man ikke noget som helst. Så han sagde: ”Hold dog op med det der.” I virkeligheden er det ham, der har sparket til mig og givet mig modet til at sige: ”Det vil jeg ikke” eller ”det kan jeg ikke””.

Indtil hun mødte Keld, havde Hilda Heick været en ”pæn pige”, som gjorde, hvad der blev forventet af hende. Hun sagde ingen imod, og hun gjorde ikke oprør. Hun sørgede for at opføre sig ordentligt, så der ikke var nogen, der blev sure.

”Jeg havde jo også mine meninger, jeg turde bare ikke udtrykke dem, for jeg ville så gerne være gode venner med folk. Og det er man ikke altid, hvis man siger sin mening.”

Har lært sin datter at sige fra

Med tiden – og med kærlige skub fra Keld – har Hilda Heick lært at stå ved sig selv. Og hvis man spørger hende, om det stadig er noget, hun øver sig på, kommer svaret prompte:

”Nej, det er helt naturligt for mig i dag.”

I dag tør Hilda altså godt sige sin mening – også selvom det måtte gå ud over den dårlige stemning. Hun har gjort op med sin pleaser-tendens og gjort alt, hvad hun kunne for ikke at give den videre.

”Jeg har lært min datter: Sig fra. Sig, hvad DU vil.”

Du kan høre meget mere om Hilda Heicks møde med Keld i podcasten ”Mit yngre jeg”. Her fortæller hun blandt andet om den fejde, der opstod imellem deres to familier, da de mødtes, ligesom hun åbner op om mental sygdom i sin familie.

Om podcasten

Anne Albrechtsen er 26 år gammel. Hun er nyuddannet, uden fast job og single. Foran hende ligger et liv, hun indimellem ville ønske, hun havde en brugsanvisning til.

Derfor har hun bedt en række ældre kvinder om at dele de råd og livserfaringer med hende, som de selv ville give til deres yngre jeg, så hun bliver klædt på til at kaste sig ud i karriere, kærlighed, børn og alt det andet, hun drømmer om.

Samtalerne kan du høre i podcastserien ”Mit Yngre Jeg”, hvor hun taler med Gun-britt Zeller, Hilda Heick, Lotte Freddie, Lone Hertz, Vigga Bro, Sonja Oppenhagen og Pia Kjærsgaard om alle deres bedste tips og tricks til at få et godt liv – med plads til at være sig selv.