Det handler om at høre til og passe ind – eller især det modsatte: Her er 3 gode bøger, du bør læse
Det handler om at høre til og passe ind – eller især det modsatte, i ugens anbefalinger af fremragende bøger.
To unge kvinder prøver kjoler i en butik i USA. Da de bagefter skal betale, spørger ekspedienten, om de har fået hjælp – og af hvilken af ekspedienterne.
Da de ikke kan se den pågældende (og på den måde pege hende ud), forsøger sælgeren at afgøre det ved at spørge til fysiske kendetegn: var det hende med langt hår? Hende med mørkt hår? Da de to veninder forlader butikken, falder følgende ordveksling mellem dem: ”Jeg stod og ventede på, at hun spurgte:
”Var det hende med to øjne eller hende med to ben?” Hvorfor spurgte hun ikke bare, om det var den sorte eller den hvide pige?“ Ginika lo. ”Fordi det her er Amerika. Her skal man lade, som om der er visse ting, man ikke bemærker.”
Situationen og ordvekslingen stammer fra nigerianske Chimamanda Ngozi Adichies ”Americanah”, en roman om at komme fra et kontinent til et andet og skulle lære at begå sig i en verden, hvor de uskrevne regler er anderledes. Ikke mindst dem, der angår sprogets magt, kultur og identitet – samt forestillinger om race og (global) lighed.
'Americanah' er en af de tre bøger, jeg anbefaler i denne uge, som alle handler om at være sort.
Uden rod og retning
En ung mand med blandet ophav – svensk mor, ghanesisk far – pendler rastløst mellem faderen i Malmö og noget, han ville ønske lignede et liv i København.
På den danske side af sundet arbejder han – halvhjertet og uengageret – på en café og forsøger at sælge sin krop til ældre, hvide kvinder. Det sidste har han travlt med, for efteråret er på vej, og med mindre sol mister han sin farve og dermed den eksotisme, som han ret hurtigt opdager er hans største selling point.
'Ingen ro om natten' er en rastløs og mærkeligt hjemløs roman om et ungt menneske, der synes at være stagneret i livet. Selv den indledende nysgerrighed, han retter imod de kvinder, han forsøger at sælge sig selv til, fader hurtigt ud.
Ahlqvist modtog den svenske debutantpris for romanen, og man forstår hvorfor; den ligner simpelthen ikke noget, jeg har læst før.
'Ingen ro om natten' af Karl Kofi Ahlqvist, Turbine, 180 sider, 230 kr.
Om (ikke) at høre til
I starten af 1990’erne skete der noget stort i den landsby, hvor Moussa Mchangama er vokset op: en stor, dansk film blev optaget, og Sæbys indbyggere havde mulighed for at deltage som statister. Alle undtagen Moussa.
For som casteren forklarede: ”I 50’erne var der ikke nogen som dig”. Mchangama konkluderer: ”Jeg var sat uden for hele byens fællesskab som 6-årig, uden anden mulighed for at forstå, hvad det handlede om, end at det var min hudfarve, den var gal med.”
Eksemplet er blot et af mange, der viser, hvordan hudfarve eller et anderledes navn er blevet en begrænsning eller som minimum årsag til forskelsbehandling. Og ud over at casteren selvfølgelig tog fejl – ”Vildbassen” foregår i 1950’erne, og jo, der var også mennesker med mørk hud i Danmark dengang! – så er det ganske chokerende at se, hvordan forklaringen uden videre accepteres af omgivelserne.
'Tekster om hjem' handler om at høre til, og blandt mange andre kloge pointer fra bogen vil jeg fremhæve denne: Der eksisterer kun én race: den menneskelige.
'Tekster om hjem' af Moussa Mchangama, Politikens Forlag, 192 sider, 270 kr.
En moderne klassiker
Ifemelu og Obinze er unge og forelskede, da de tvinges til at flygte fra det militærstyrede Nigeria. Ifemelu tager til USA og kommer på universitetet.
Terrorangrebet 11. september forhindrer Obinze i at følge efter; han havner i stedet i England, hvor han i nogle år hutler sig igennem på mindre lovlig vis. Begge møder diskrimination og fordomme baseret alene på deres hudfarve. Og alene det at blive betragtet som ”sort” er nyt; Ifemelu forklarer det præcist, da hun vender tilbage til Nigeria efter flere år i USA: ”Jeg har det, som om jeg holdt op med at være sort, da jeg steg af flyet i Lagos.”
Jeg tøver ikke med at kalde bogen her en moderne klassiker. Det er en roman, der ved at introducere et blik et andet sted fra sætter kulturelle normer under lup og viser, hvor bizarre de faktisk er. Og den er skarp. Og den sætter fingeren lige præcis der, hvor det gør ondt.
'Americanah' af Chimamanda Ngozi Adichie, Politikens Forlag, 512 sider, 150 kr.