Iben Maria Zeuthen: Jeg har fundet kuren mod vintertræthed

Jeg trænger til hvile. Bare ro. Lave intet, sove, ned i gear.

Sådan tænker jeg tit, freelancearbejdende og med barn på tre år, delemor og dermed enten meget tidligt op med barn eller sent i seng og til fester. Det er vinter. Jeg er træt. Ikke noget alvorligt, jeg er bare lidt træt. Jeg trænger til at hvile mig. Jeg har forsøgt mig med podcasts i sengen en halv time, når der er mulighed for det. Forsøgt mig med lange gåture og længesovning, når det er muligt. Forsøgt at gå tidligere i seng. Alt sammen fint, men det hjælper ikke på den generelle træthed. Og det forstår jeg ikke.

Men så blev jeg ansat på kontrakt på en redaktion. Sådan et sted, hvor man rent faktisk møder ind om morgenen. Og jeg opdagede, at jeg, så snart jeg trådte ind af døren på 4. sal, ikke var træt længere. Alene det at møde ind og få en sludder ved kaffemaskinen gjorde underværker.

En dag sagde en kollega, der lige var kommet tilbage fra ferie, hvor hun konstant var træt, at hun var mindre træt, når hun gik på job: "Jeg har ikke så meget tid til rigtig at gå rundt og mærke mig selv hele tiden", sagde hun. Og jeg tror, der er noget om snakken. At holde sig i bevægelse, at fokusere på andet end sig selv, det mindsker træthed. Enten fordi man får tilført energi, eller fordi man ikke mærker trætheden så meget, fordi fokus fjernes.

Og nu kommer den gode nyhed. Det er smart, evolutionært. For det, man blandt andet kan fokusere på uden for sig selv, er de andre. Og det er smart for fællesskabet. At vi får det godt af at være ude blandt mennesker.

Forleden læste jeg psykologiprofessor Svend Brinkmanns nye bog, "Gå Glip".

Heri citerer han en jødisk antropolog, som mener, at det at hvile sig bør være en disciplin, som man skal øve sig på. Og at det er i hvile, man oplever meningsfylde, fordi man har ro til bare at være.

Det, som er påfaldende, er hans definition af hvile. Hvile benævnes som "det ritualiserede samvær" og antropologen eksemplificerer med den jødiske sabbat. Altså: Hvile er ikke nødvendigvis en solo-liggen-på-sofaen-tilstand. Det kan være deltagelse i et fællesskab, hvor alle ved, hvem der står for hvad, og hvad planen er. Man slår hjernen fra, for ritualerne tager over. Man glemmer sig selv, fordi de andre er der til at fylde rummet. Man glemmer sig selv, og i det selvforglemmende er der stor ro. Man er i den rene væren.

Måske har vi misforstået, hvad det at hvile sig betyder. Måske betyder det ikke "mig-tid". Måske betyder at hvile sig at holde fri fra sig selv. Ved at være sammen med andre.

Jeg har en ven, som tjekker ind og ud af vores venskab. Men han siger, at den dag, jeg rigtigt er på røven, vil han være der i døgndrift. For det får han det godt af. Han kan bedst lide at have venner, der har brug for ham. Det er ærlig snak. Alt det med at man er der for de andre for deres skyld. Næ. Frem i bussen med argumentet om, at det gør os selv godt at være der for andre. At man rent faktisk kan finde hvile og ro i samvær. For i disse egotider er det nok det argument, der hjælper fællesskabet mest effektivt. Og fællesskabet er ligeglad med, om man er der af den ene eller anden grund. Bare man er der.