Ilse Jacobsen: Sådan bliver du iværksætter

Ilse Jacobsen: Sådan bliver du iværksætter

Drømmer du om at blive iværksætter? Vi har spurgt Danmarks gummistøvledronning til råds.

Ilse Jacobsen er 56 år og har stadig masser af krudt i rumpetten, som hun siger.

For når ikke hun arbejder på at udvide sin egen forretning, Ilse Jacobsen Hornbæk, der i dag eksporterer til 26 lande, bruger hun tiden på at coache de otte iværksættere, hun indtil videre har investeret i som mentor og investor på DR-programmet Løvens Hule.

Ilse Jacobsen startede sin forretning for 23 år siden med en skokollektion, der blandt andet talte de ikoniske Ilse Jacobsen-gummistøvler, og i dag indeholder virksomheden alt fra tøj og accessories til blomsterbutikker og luksusspa.

Vi har bedt gummistøvledronningen fra Hornbæk om hendes bedste tips til dig, der drømmer om at kaste dig ud i iværksætteriet.

1. Passion er afgørende.

- Man skal brænde for det, man laver. Jeg tror, at det er noget af det, som karakteriserer de iværksættere, som skaber sig en god forretning ud af deres passion. Det er helt afgørende for at lykkes, at der skal arbejdes igennem, for man kommer ikke sovende til noget i dag. Man har mange konkurrenter i alt, hvad man foretager sig. Derfor skal man altid være på dupperne og have armene ud fra kroppen. Ellers duer det simpelthen ikke.

2. Tag en velovervejet beslutning – og stå ved den.

- Man skal være klar over, at det altså bliver mere end en otte timers arbejdsdag i lang tid. Det koster på den konto, og man skal investere meget af sin tid i sin start-up som iværksætter. Derfor er det også et valg, man foretager: Om man er villig til at yde det, der kræves, og om man brænder nok for det. Jeg har da også selv arbejdet med noget, jeg ikke havde lyst til at arbejde med mere, og så skiftede jeg bane.

- Jeg lever efter devisen: Det er viljen, der skaber styrken til at kunne.

3. Få lagt en klar strategi.

- Man skal have helt styr på sine målsætninger. Hvad er det, man vil med sin idé? Hvor vil man hen med den? Få lagt en strategi for, hvad det er, man vil opnå. Man behøver ikke være en superdygtig strateg og have en kæmpe stor plan, men man skal i hvert fald kunne skære det ned til nogle punkter og sige: Hvor starter vi? Hvad er drømmescenariet? Hvor vil vi gerne være om 1 år og om 3 år?

4. Bed om hjælp.

- Man skal ikke være skræmt, når man er iværksætter, men være open minded og måske få en god kompetence ind tidligt i forløbet som sparring. Man behøver jo ikke forære hele sin virksomhed væk, men man kan mange gange få en god og klog kompetence ind for en lille andel af det, man starter op. Det er nogle gange nødvendigt at finde ud af, hvor ens egne kompetencer ligger, og hvor man har behov for andre.

5. Hav styr på økonomien.

- Det er selvfølgelig også vigtigt, at man tænker på økonomien. Man kan ikke være god til alt – jeg er for eksempel kreativ og interesserer mig ikke så meget for det økonomiske – men det bogholderimæssige skal man have styr på fra starten. For hvis man starter en rodebutik fra day one, så går det nemt galt, og de økonomiske konsekevenser kan blive alt for store.

- Man kan ikke bare gå ned og sætte sig i stolen og sige til banken: "Jeg vil for øvrigt gerne have nogle penge." Den køber de ikke. Man bliver nødt til at planlægge sine ting ordenligt, man bliver nødt til at lave en god forretningsplan og bruge noget seriøs tid på at få sat det ordenligt op. Ligesom at man skal have undersøgt: Har jeg nogle konkurrenter på denne her idé? Hvem er de så? Og hvorfor er jeg bedre end dem, der er ude i marken nu? For banken vil jo splitte det fuldstændig i atomer, hvis ikke de kan se, at der sidder én foran dem, som har gennemtænkt tingene.

Hvor meget betyder talent versus hårdt arbejde, når man starter ud som iværksætter?

- Det er begge dele. Jeg kender ikke nogen iværksættere, som er kommet sovende til noget som helst. Og hvis ikke jeg havde hængt i selv, så sad jeg heller ikke, hvor jeg sad i dag, for så var det væltet for lang tid siden. Jeg knokler røven ud af bukserne hver dag. Jeg har fem fuldtidsjob, men jeg gør det jo, fordi jeg synes, at det er super sjovt. Jeg har, ud over min egen virksomhed, otte nye løveinvesteringer (investeringer i forbindelse med DR-programmet Løvens Hule, red.), så jeg har jo rigeligt, der holder mig i gang.

Hvad er de typiske begynderfejl, man kan begå som iværksætter?

- Mange iværksættere har fra start af lidt rod i tingene. Jeg synes, det er super vigtigt, at man ikke roder. Man bliver nødt til at være struktureret, fra man får ideen, til man er kommet videre og kan se, at det begynder at blive til noget. Ellers vælter det.

- Og så har der jo været en enkelt eller to i Løvens Hule, som har haft en arrogant holdning til tingene, og det synes jeg ikke, man kommer nogen vegne med.

Så personlighed betyder også noget?

- Ja, for mig er det væsentligt, når jeg køber mig ind i en virksomhed, at det for det første er personerne, jeg køber mig ind i. Jeg køber mig for eksempel ikke ind i brandet Agurk, men i de to piger som pitcher deres idé til mig, fordi de virker ualmindeligt friske, de har styr på deres ting, de har formået at lave en kollektion selv, de lægger et kæmpe arbejde i det, og så har de et drive og en energi, hvor jeg tænker: Okay, dén er jeg ikke bange for at købe mig ind i, for de har sgu forstået, hvad det handler om, og de har valgt selv at få armene ud fra kroppen. De ved godt, at det tager noget tid, før det her kommer til at blomstre.

- Det er handler jo om kemien. Hvis ikke kemien er der, så gider jeg slet ikke have noget med det at gøre.

LÆS OGSÅ: Ilse Jacobsen: "Jeg har ikke kigget på min konto i 5 år" 

LÆS OGSÅ: "Jeg havde 42 kroner om dagen at leve for"

LÆS OGSÅ: Forfatter Lotte Kaa Andersen flyttede til Hellerup: Det var svært at leve op til alle idealerne

Ilse Jacobsens investeringer

Indtil videre har Ilse Jacobsen investeret i otte iværksætter-projekter i DR-programmet Løvens Hule:

1. Soya-is-virksomheden Chriis (som du kan læse mere om her)

2. Klemmer der holder. ILSE JACOBSEN HORNBÆK by Poul C.

3. Den Personlige Børnebog "Min bedste bog"

4. Regntøjsdesigneren Emma Jorn - sammen har de lavet brandet ILSE JACOBSEN HORNBÆK by EMMA JORN

5. Streetwear-mærket Agurk

6. Madkonceptet Halkær Ådal

7. Naturens slik B'gum

8. Have-virksomheden Urban Garden Company