Janni Pedersen: Derfor forstummer den nedladende snak tit, når min mand går ind i lokalet
Kan vi som samfund hjælpe med at forhindre, at der sker seksualforbrydelser og drab mod kvinder? Ja, mener Janni Pedersen. Hun har nogle bud på hvordan her – og det starter hos mændene.
Har mænd et kollektivt ansvar for at forhindre kvindedrab og seksualforbrydelser mod kvinder? Det spørgsmål diskuterer gæsterne i fredagens udgave af ALT for damernes podcast Skål Søster, hvor snakken falder på kriminelle handlinger mod kvinder, der er sket det seneste års tid.
Ifølge journalist og tidligere kriminalreporter Janni Pedersen er svaret et ja. Hun har selv fulgt med i sagerne om bl.a. den dræbte 22-årige kvinde fra Aalborg og den nylige kidnapning på Sjælland, og hun mener, at der især er én vigtig ting, vi alle bør blive bedre til.
”Vi skal lære altid at blande os. Det gælder både i situationer, hvor vi kan se, at mænd banker deres koner, men også hvis vi kan se, at unge mænd begynder at være i forummer, hvor der snakkes virkelig grimt om kvinder. Det kan nemlig være et signal på, at noget er galt.”
Hun understreger, at hun ikke er ekspert på området, men at hun blot har en holdning til, hvor hun synes, vi som samfund skal gribe ind.
”Jeg skal ikke kunne sige, hvad tidligere gerningsmænds venner sidder og taler om nu, men lur mig, om de ikke har hørt en eller anden misfornøjet ytring om kvinder komme fra vedkommendes mund. Jeg giver overhovedet ikke vennerne skylden for, hvad der end måtte være sket, men vi skal bare være mere bevidste om at åbne øjnene og ørerne for, når folk er radikaliserede eller viser tegn på at blive det. Og så skal vi gå ind i det. Vi må ikke være konfliktsky.”
En af måderne, tv-værten mener, at vi bør tage snakken på, er ikke ved at optrappe til konflikt, men derimod ved at tage os god tid til at lytte.
”Vi bliver nødt til at spørge ind på en interesseret måde, så vi kan forstå, hvor tankerne kommer fra. Hvorfor siger du sådan? Hvorfor har du det på den måde? Min egen erfaring er, at der faktisk kan komme noget godt ud af at indgå i samtaler. Samtalen er vanvittig vigtig!” understreger hun i podcasten.
Mænd skal lære at sige fra
Janni Pedersen fremhæver også en anden problematik, som, hun mener, er vigtig at have fokus på i denne sammenhæng. Nemlig at vi står på ryggen af en samfundshistorie, der har set kvinder som værende mindre værd end mænd.
”Frem til 1663 var det tilladt at dræbe sin kone, hvis hun var utro, og indtil 2008 fik en mand en rabat på to års mindre fængsel, hvis han slog sin kone ihjel, fordi der kunne være en intern grund, der gav mening. Der sidder et eller andet forankret i os som samfund, at kvinder er mindre værd, og den diskurs skal vi ændre.”
Når vi skal blive bedre til at sige fra, handler det altså ikke kun om gerningsmænd, men om at ændre måden vi snakker om kvinder på helt generelt, mener hun.
”Hvis tre drenge sidder sammen og ser fjernsyn, og en af dem omtaler kvinden på skærmen som en klam ko, skal man lære drengene i en tidlig alder at slå ned. De skal lære at sige, at sådan taler man simpelthen ikke om andre mennesker, som man ikke kender. Drenge må ikke sidde stiltiende og acceptere, at nogen taler på den måde, for hvis drengen slipper afsted med det, vil han tro, at det er okay at omtale kvinder sådan i fremtiden,” forklarer Janni Pedersen.
Det er også et velkendt scenarie, at nogle mænd i omklædningsrum kan have en tilbøjelighed til at tale i en seksualiseret og i nogle tilfælde nedladende tone om kvinder, siger Janni Pedersen. Her bør mændene tænke sig bedre om, synes hun.
”Min mand er tidligere eliteudøver, og vi har flere gange talt om, hvordan jargonen er i mændenes omklædningsrum. Han har fortalt, at den nedladende snak om kvinder tit forstummede, når han gik ind i lokalet. Det havde han åbenbart signaleret klart, at han ikke havde lyst til at være en del af, og samme ansvar bør andre mænd også påtage sig,” siger Janni Pedersen og tilføjer senere i podcasten:
”Hvis du står i et supermarked og ser, at en mor slår sin søn, vil du så ikke gribe ind? De fleste vil nok svare ja. Vi skal reagere og gribe ind på samme måde, hvis nogen omkring os taler nedsættende om kvinder.”
Lyt til resten af snakken i fredagens afsnit af Skål Søster, hvor journalist Janni Pedersen og sangerinde Kaya Brüel taler mere om kriminelle handlinger mod kvinder og egne oplevelser med utryghed.