”TV 2 har da kønnere studieværter end dig”: TV-vært Janni Pedersen er træt af dømmende seere
Den 51-årige TV 2 News-vært, Janni Pedersen, har måttet lægge øre til nedsættende kommentarer udelukkende baseret på sit udseende. Men det må stoppe. Nu. Sådan siger hun i denne uges ALT for damerne.
Janni Pedersen har selv været én af dem, hun ikke kan lide.
Sådan én, der har dømt kvindelige studieværter for deres fremtoning, for at ”vimse rundt”, i stedet for at fokusere på deres faglighed. Men det er slut nu. Det fortæller hun i dennes uges ALT for damerne.
”Den der stigmatisering af eksempelvis en Lise Rønne, der ”vimsede rundt” på Politiken, den reagerede jeg også på. Jeg har da også nogle gange dømt kvindelige studieværter mere på måden, de ”vimsede” rundt på, end hvad der kom ud af munden på dem. Men det er jeg stoppet med nu. Det må simpelthen stoppe,” siger den 51-årige Janni Pedersen.
Siden marts i år har den kendte TV 2 News-vært overtaget værtstjansen for Louise Wolff på Go’ Morgen Danmark, mens hun er på barsel. Hun er spændt på, hvilke reaktioner det afføder, fortæller hun.
”Det kan godt være, jeg kommer til at dele vandene lidt mere i Go’ Morgen Danmark. Jeg ved fra vores receptionister, som tager imod klager og kritik, at Go' Morgen-værterne får det glatte lag, uanset hvem det er. Så det er da et sprængfarligt minefelt, jeg begiver mig ud i.”
Som nyhedsvært har Janni Pedersen oplevet at få kommentarer baseret på sit udseende. Blandt andet fra en seer, der gerne så, at hun fik lidt botox sprøjtet ind i sit ellers så ”furede” ansigt, fortæller hun.
”Jeg får da sådan nogle ”Hvad laver du inde i fjernsynet, TV 2 har da kønnere studieværter end dig”. Der må jeg jo bare konstatere, at der reagerer folk jo entydigt på, hvordan jeg ser ud, og ikke på, hvad der kommer ud. Og det, synes jeg, er skidetræls.”
Et udseende, der ikke forstyrrer
Selvom Janni Pedersen som udgangspunkt er, siger hun, ligeglad med, hvad andre tænker om hendes udseende, når hun er på arbejde, kan hun alligevel ikke undgå at overveje, hvordan hun tager sig ud på skærmen.
Hun vil nødig have, at hendes ydre ”forstyrrer”. Dog fylder overvejelserne aldrig mere end det journalistiske arbejde, understreger hun.
”Jeg prøver på mange måder rent udtryksmæssigt ikke at fylde så meget. Jeg har ikke spraglede bluser på eller store øreringe i. Jeg har noget meget kort hår – hvilket selvfølgelig også kan provokere nogen. Men jeg prøver at lade være med at fylde supermeget i mit udtryk,” siger hun.
Det vigtigste for Janni Pedersen er trods alt at stille ”det helt rigtige spørgsmål”, siger hun. Og være den dygtige journalist, som hun ved, at hun er.
”Så er jeg græsk-katolsk med, hvordan jeg ser ud, mens jeg gør det. Det må jeg sige. Men altså, jeg bliver sgu da stadig ked af det, og jeg undrer mig over, at folk kan have så skarpe holdninger til én, de ikke kender. For i virkeligheden er jeg jo bare sådan en, der gerne vil elskes af alle – som alle jo er flest,” siger hun i denne uges ALT for damerne.
Læs hele interviewet med tv-vært Janni Pedersen i dennes uges ALT for damerne, hvor hun også taler om at være kollegaer med sin mand, Kim Faber, og om at ”knuselske” sit arbejde.