"Jeg kunne ikke redde min bror, men måske kan jeg være med til, at andre unge tænker sig om en ekstra gang"

Et gymnasium i en dansk provinsby. En smuk, ung kvinde sidder på en scene og fortæller om sit liv som stofmisbruger:

– Jeg blev fuldstændig ligeglad med mennesker omkring mig. Jeg havde mine nye såkaldte venner, og de skulle bare give mig stoffer. Hvis de ikke ville give mig dem, måtte jeg stjæle.

De unge i salen sidder som tryllebundne; den ærlige fortælling om helvedet som tidligere narkoman har bevæget dem. Bag scenen står 55-årige Caroline Klein, som har stiftet den frivillige organisation Drugrebels.

– Første gang jeg så 300 elever, der sad musestille og lyttede intenst, gav det mig gåsehud, siger hun.

– Hårene rejste sig på mig; det var utroligt bevægende og gav mig følelsen af, at jeg har fat i noget rigtigt.

Caroline Klein har dedikeret en stor del af sit liv til kampen mod stoffer, og hendes mission er et mindesmærke for hendes storebror, Peter. Han var narkoman. Hans stofmisbrug begyndte, som det gør for mange unge: med lidt hash i ny og næ i gymnasieårene. Han var en velbegavet dreng fra et velfungerende hjem, og ingen advarselslamper blinkede umiddelbart. Men hans misbrug eskalerede til hårde stoffer.

– Mine forældre gjorde alt, hvad de kunne, for at hjælpe ham ud af misbruget. Han blev sendt på afvænning flere gange, og de tog ham med på rejser for at få ham væk fra stofferne, men han alt var for hooked, fortæller Caroline om dengang.

LÆS OGSÅ: "Min bror døde pludseligt i 2014, og min verden styrtede sammen i et kaos af smerte, savn, sorg, frustration og magtesløshed"

Stofferne vandt

Det prægede Carolines teenageår, at hendes bror havde problemer. Peter ændrede personlighed, og stofferne gjorde ham syg i både krop og sjæl.

– Han havde altid været en fantastisk kærlig storebror, som passede på mig, men stofferne gjorde ham skizofren og paranoid, husker Caroline.

– Som 16-årig, når jeg kom hjem fra gymnasiet, stod han sommetider og gemte sig, fordi han troede, jeg ville skyde ham.

I perioder var Peter stoffri, og han fik også en uddannelse og et arbejde som socialpædagog, men stofferne havde alligevel større magt over ham. Peter døde som 35-årig efter et fix med urent heroin. Det var Caroline, der fandt ham livløs.

– Han passede min hund og skulle komme tilbage med den dagen efter. Men han dukkede aldrig op, beretter hun.

– Til sidst tog jeg over til lejligheden, og hans nabo fortalte, at min hund havde gøet i et døgn. Jeg fik fat i en låsesmed, og da vi kom ind i lejligheden, lå Peter død på gulvet.

Familiens værste frygt var blevet virkelighed.

– Det var et kæmpe chok. Jeg elskede ham over alt på jorden, og hans død tog enormt hårdt på mig. Det var sådan et tragisk spild af liv, og det kommer man aldrig over.

LÆS OGSÅ: ”Jeg har lært at man ikke kan redde folk, når det kommer til misbrug”

Ingen moralprædikener

Da Carolines egne tre børn flere år senere kom i gymnasiet, blev hun rystet over at opdage, at unge stadig tror, at hash er harmløs, og at det ikke skader at prøve en enkelt pille.

– Det var helt almindelige, intelligente unge mennesker, som havde et skræmmende afslappet forhold til stoffer, fortæller hun.

– Holdningen blandt mine børns gymnasiekammerater var, at det var normalt at tage narko til fester eller ryge lidt hash i hverdagen.

Tabet af hendes bror, og visheden om, hvor let tilgængelig stoffer var for hendes børn, satte gang i Carolines tanker. Snart spirede ideen om selv at gøre en indsats mod stoffer. I forbindelse med en coachuddannelse lavede hun et projekt, som siden blev til den frivillige forening Drug Rebels, som er en gruppe af unge, som er enten tidligere stofmisbrugere, er venner til en misbruger eller har sagt nej til stoffer, samt en læge, som forklarer de fysiske og psykiske konsekvenser af misbrug.

– Jeg kunne ikke redde min bror, men måske kan jeg være med til, at andre unge tænker sig om en ekstra gang. Kan jeg redde bare én fra at tage stoffer, betyder det alt, siger Caroline.

Der er ingen løftede pegefingre eller moralprædikener, når Drug Rebels rykker ud i landet med sit roadshow. Det er fakta og følelser, der skal forhindre de unge i at flirte med stoffer.

– Vi hiver vattet ud af ørerne på dem, for vi har unge med, som ved, hvad konsekvensen af stoffer kan være. Tit ryger paraderne op, når det er en voksen, som løfter pegefingre.

LÆS OGSÅ: “Derfor tog jeg coke, arbejdede som escort og endte i fængsel”

Stoffer alle vegne

Da Caroline og hendes forældre selv kæmpede for at få Peter ud af sit misbrug, savnede de konkret viden, og ifølge Caroline blev hendes forældre først for sent klar over, hvor galt det var fat.

– Jeg tror, at hvis de og min bror havde vidst, hvordan hash hurtigt kan blive en glidebane til hårdere stoffer, havde det måske ikke fået lov at udvikle sig, siger hun og fastslår, at der er mere brug for at sprede budskabet end nogensinde før.

– Stoffer bliver solgt alle vegne i dag; i idrætshallen, på skolerne, bag byens kirke. Det er alt for nemt at få fat i. Hvis du spørger skoleelever på 15-16 år, om de ved, hvor de kan skaffe hash og hårde stoffer, er svaret, at det kan de få fingre i på fem minutter.

I begyndelsen var Drug Rebels en fritidsbeskæftigelse for Caroline, men i dag arbejder hun fuld tid for organisationen. Hun håber og tror, at hendes storebror ville have været stolt af hendes arbejde.

– Når vi har holdt et foredrag, kan jeg næsten høre ham sige: "Godt gået, søs!" På den måde kan jeg bruge min sorg over hans død til noget meningsfuldt. 

Se mere om Caroline Kleins arbejde på drugrebels.dk

LÆS OGSÅ: "Da jeg så ham hive Andreas op af vandet, vidste jeg, at alting var forbi"

LÆS OGSÅ: ”Jeg var rædselsslagen for, at mine forældre skulle få at vide, at jeg havde røbet min hemmelighed”

LÆS OGSÅ: Annettes datter har skizofreni: "Jeg var nødt til at få Emma på afstand"