Jesper Wung-Sung: "Der findes ikke nogen rigtig mand i mine øjne"
Jesper Wung-Sung skildrer ofte den sårbare manderolle i sine litterære værker, da han erfarer, at mange mænd stadig holder igen med deres følelser for at fremstå stærke. Han tror, at hvis vi sænker paraderne, så vil vi se, at vi alle gemmer på en skrøbelighed bag facaden.
Hvad er en rigtig mand i dine øjne?
"Der findes ikke nogen rigtig mand i mine øjne. Jeg synes helt generelt, at det er problematisk, at der er nogle forventninger til, hvad en mand skal være. Når der bliver lagt et forventningspres ned over hovedet på mænd, så bliver dét at være mand sværere at navigere i.
Hvis man hele tiden selv skal afgøre, om det er nu, man skal være Bruce Willis, stå fast og ordne det hele, eller om det er nu, man må sætte sig ned og græde og sige, at man simpelthen ikke kan klare mere, kommer man i eksistentiel vildrede. Visse personer vil også få sværere ved at mærke efter, hvor de selv står i situationen, hvis der er mange modsatrettede forventninger involveret."
Synes du, det er godt, at vi i samfundet er blevet bedre til at belyse mænds sårbarhed?
"Ja, bestemt. Bedre sent end aldrig. Jeg håber også, at jeg kan være medvirkende til at belyse den debat gennem mine værker. Jeg skriver skønlitteratur, så jeg leverer ikke nogen løsninger, men jeg håber dog, at min nye bog giver en indsigt i, at der er vildt mange forskellige måder at leve sit liv på som mand.
Apropos den offentlige debat, så oplever jeg desværre ofte, at der ikke er plads til nuancer i debatten om mænd. Det vil sige, at nogle mænd ikke længere har lov til at brokke sig, fordi de jo stadigvæk på papiret i en eller anden forstand er privilegerede. Men vi kan jo se, at der er nogle mandetyper, som er endnu dårligere stillet end tidligere. Det kan ses i enhver statistik, og det kan ses i mødet med dem."
Hvad er vigtige værdier for dig som mand?
"Historisk set har dét at være mand og kunstner været to roller, som i uhørt grad har fremmet egoisme. Picasso stod jo ikke på sidelinjen og så sine børn spille fodbold, fordi kunsten og friheden var vigtigere for ham. Men det har jeg gjort, og det er et valg, som jeg har truffet:
At jeg gerne har villet være til stede i mine børns liv, velvidende at det godt kunne koste i forhold til min kunst og karriere. Ikke fordi det overhovedet er heroisk. Tværtimod. Jeg synes, at det har været meget naturligt at foretage den prioritering.
Og så synes jeg også, at det er dybt privilegeret, at jeg som mand har kunnet følge mine børns liv. Som forfatter har jeg jo kunnet være den, der sad derhjemme, det øjeblik de kom fra skole, og har kunnet stå klar med te, hvis de havde lyst til det."
Hvad har rustet dig til at skildre andre mænds liv?
"Jeg vil påstå, at jeg er god til at indgå i mange forskellige sociale sammenhænge, og der møder jeg folk i øjenhøjde. Det vil jeg også påstå, at ikke alle mine forfatter-kollegaer er i stand til.
Nogle tilhører en meget lukket kreds af intellektuelle, og hvis vi ikke sidder og diskuterer postmodernisme eller bogomslag, så har de det svært. Måske hænger min forståelse for andre fællesskaber – og lyst til at være en del af disse – også sammen med min opvækst.
Jeg er opvokset på den lille ø Ærø, hvor der bor utroligt mange forskellige typer. Der var rigtig mange, der i hvert fald ikke skulle gå i gymnasiet, endnu mindre på universitet eller blive kunstnere, og det gør bare, at jeg også har en umiddelbar forståelse for den ufaglærte mand, der sidder nede på værtshuset og drikker."
Så det er din nysgerrighed, der har gjort dig god til at skildre andres liv?
"Det kan man godt sige, ja. Jeg har i hvert fald en ægte nysgerrighed, der gør mig interesseret i andre menneskers skæbner og livssyn. Det indebærer også folk, som ikke er kendte, verdensmestre eller kunstnere, da jeg også altid har været meget interesseret i de mennesker, som vi med en umulig betegnelse kalder for helt almindelige.
Når man som forfatter skal skildre andres liv, skal man have en fornemmelse af, hvem de er, og hvordan deres tankemønstre er. Derfor er det vigtigt at være lydhør overfor andre end sig selv og krænge sine fordomme af sig i mødet med andre mennesker. Én ting, man aldrig må være, er fordomsfuld."
Er det ikke også svært?
"Jo, det er da klart, at man i mødet med andre mennesker godt kan komme til at reducere det menneske, man sidder overfor, på en ikke rimelig måde, fordi man kun ser dele af vedkommende.
Jeg har dog lært, at når jeg skriver, så får jeg alle de nuancer med, som jeg ikke altid får i dagligdagen. Lige så snart jeg skriver, får jeg det sammensatte menneske at se. Jeg får kompleksiteten med, som er øjenåbnende i forhold til, hvor meget vi hver især rummer.
Det hænger også sammen med min pointe om den offentlige debat, som, jeg synes, nogle gange kan blive lidt skinger. Jeg er overbevist om, at hvis vi satte os ned og netop fik det hele menneske at se, så havde vi meget mere tilfælles, end vi lige går og tror. Alle har deres at kæmpe med."