Husker du Jill fra Big Brother? "Jeg forstod først sent, at jeg har ret til at sige nej"

Hun vågner med et sæt ved lyden af summen. Bierne er overalt. De har fundet vej gennem det halvt nedrullede vindue og sværmer nu om den lille pige på bagsædet. Bilen er varm, og hendes fingre er klistrede af det slik, hun spiste, før hun faldt i søvn. Pigen ved ikke, at det er fredelige blomsterbier, der ikke kan stikke; hun føler sig hjælpeløs. Skriger, græder, kalder og forsøger at vifte dyrene væk. Efter, hvad der føles som en evighed, ser hun sin far dukke op. Jill er fem år gammel. Men hun ved, at han ikke er en redningsmand, man kan regne med.

– Dengang forstod jeg selvfølgelig ikke, hvorfor min far ikke kom løbende og reddede mig, men jeg forstod intuitivt, at han ikke var til at regne med; at jeg i én eller anden forstand var overladt til mig selv, når han var skæv eller fuld, siger Jill Liv Nielsen.

– Oplevelsen er én af de tidligste, jeg har, af, at noget var helt skævt i min barndom.

Hemmelige overgreb

Det er en underdrivelse, at noget var skævt i Jills barndom. Den i dag 42-årige tidligere vinder af realityprogrammet Big Brother fra 2001 satte for ikke så længe siden punktum i en erindringsbog over sit eget liv. Fra første side står det klart, at Jill voksede op i en familie, der gik af led i alkohol, omsorgssvigt og overgreb. Hos en far, der blev utilregnelig, når han drak, og en mor, der ikke evnede at beskytte sin datter.

– Mine grænser blev overtrådt, fra jeg var helt lille, siger Jill.

– Først af min far, der drak og efter mine forældres skilsmisse også blev truende og voldelig over for sin nye kone. Og siden af min stedfar, der sneg sig ind i mit værelse og forgreb sig på mig. Det betød, at jeg langt ind i mit voksenliv aldrig rigtigt forstod at sige fra og trække grænser, fortsætter hun.

– Jeg håber, at jeg med en ærlig fortælling om mit eget liv kan hjælpe andre – især unge – til at trække de grænser langt tidligere, end jeg selv har gjort.

Nev i brysterne

Jill beskriver sin far som en på mange måder kærlig og skøn mand. Stor i slaget og larmende, men også en far, der elskede sine døtre, Jill og hendes lillesøster, højt. Men han havde en grænseoverskridende adfærd, når han drak.

– Han gav mig sådan nogle kys med trutmund, og da jeg blev ældre, kunne han finde på at nive mig i brysterne eller prøve at få dem til at hoppe. Ikke med nogen seksuel hensigt; for ham var det bare sjov, men når jeg blev utilpas over det, blev jeg kaldt snerpet, fortæller Jill.

– Det var det samme, når jeg påtalte hans misbrug. Det fandtes ikke. Han drak ikke. Det var mig, der opfattede tingene forkert. Det betød, at jeg ikke kunne stole på, at det, jeg oplevede, var rigtigt. Når man fra barnsben lærer, at ens oplevelser ikke tæller, bliver det efterhånden ligegyldigt at gøre opmærksom på dem og sige fra.

Da Jills forældre blev skilt, følte hun lettelse. Et nyt liv uden druk og utilregnelighed bar et løfte om ro og stabilitet. Men det blev alt andet, for Jills mor fandt en ny mand, og overgrebene begyndte kort efter.

– Han sneg sig ind på mit værelse om aftenen eller befamlede mig ved højlys dag, når han var sikker på, at ingen så det. Hans overgreb tog den sidste lille rest af tro, jeg stadig havde på mig selv, siger Jill.

Opsøgte fare

Farens alkoholmisbrug og stedfarens overgreb efterlod Jill i ingenmandsland; uden en tryg base, hun kunne søge tilflugt i. Selvmordstanker begyndte at tage form som en sidste udvej.

– Jeg fantaserede om at stikke mig selv i maven med en kniv, så alt det, der gjorde ondt indeni, kunne vælte ud sammen med tarme og indvolde. Min situation føltes så desperat og uløselig, og jeg følte, at jeg ingenting var værd, fortæller Jill.

Den forulykkede barndom og det ringe selvværd trak spor i Jills ungdoms- og voksenliv. Som teenager blev hun voldtaget af en ældre dreng, og som ung voksen blev hun atter udsat for voldtægt, da en ven udnyttede, at hun var faldet fuld i søvn efter en fest. Voldtægterne var ingen tilfældighed, siger Jill i dag.

– Ulve lugter får, sådan er det bare. Min usikre adfærd og sårbarhed har kunnet lugtes langt væk, og jeg har også opsøgt mennesker og situationer, som havde en snert af fare, siger hun.

– Når man vokser op i kaos og grænseløshed, bliver det normalen. Der har man hjemme, uanset hvor afsindigt det lyder. Når jeg tænker på, hvor svært jeg havde det, er det næsten umuligt for mig at forstå, at jeg i dag står på benene og lever et lykkeligt og meningsfuldt liv. Men det gør jeg. Og det budskab er vigtigt at give videre.

Lær at sige ja

I dag er Jill selv mor. Hun har uddannet sig til psykoterapeut og arbejder blandt andet med unge, der er vokset op i dysfunktionelle familier. Hun har forsonet sig med sin mor og nåede også at slutte fred med sin far, inden han gik bort. Hun er ikke længere vred.

– Forsoning er ikke nødvendigvis for alle, men jeg har kunnet slutte fred med mine forældre, fordi jeg har bearbejdet rigtigt meget i terapi, og fordi det har været helende, afgørende og hjælpsomt, at min mor har taget det ansvar på sig, hun kunne, siger Jill.

– Men jeg tror fuldt og fast på, at alle har mulighed for at gøre op med deres barndoms traumer og lande i et godt liv.

Det er svært for hende at sætte fingeren på det tidspunkt, der blev hendes eget vendepunkt. Men det er heller ikke så væsentligt, synes hun. Det vigtige er, at der er en vej ud.

– Jeg tror, det er en meget individuel rejse. Selv har jeg arbejdet benhårdt med min barndom, og jeg tror, de færreste kan gøre det uden professionel hjælp. For mange svigtede børn handler det grundlæggende om at genvinde troen på, at ens oplevelse og grænser tæller, og at man har ret til sige nej, forklarer hun og tilføjer:

– Først da kan man begynde at sige ja til det, man gerne vil have i sit liv. Ja til et meningsfyldt arbejdsliv, ja til at turde stifte familie og ja til gode mennesker, der fylder ens liv med glæde og kærlighed. Måske endda ja til de mennesker, der har tegnet ens barndom – selv om det var en barndom mere på ondt end på godt.