Job farver

Vil du have jobbet? Så tag denne farve tøj på til jobsamtalen

Du bør tænke over den farve tøj, du tager på til en jobsamtale, mener ekspert.

De røde bukser, den blå blazerjakke eller måske den grønne trøje?

Du kigger på bunken af tøj på sengen og overvejer, hvad du skal hoppe i til den jobsamtale, du skal til. Og noget tyder da også på, at dine overvejelser ikke er helt ligegyldige.

Det gælder nemlig om at skille sig ud fra mængden, når du går til en jobsamtale – men kan farverne på dit tøj ligefrem øge sandsynligheden for, at du får stillingen?

Ja, måske kan en bestemt kulør faktisk godt bringe dig tættere på at få jobbet. Sådan lyder det fra folkene bag en ny rundspørge fra den hollandsk baserede side Resume.io, der har specialiseret sig i opbygningen af CV’er.

De har adspurgt 2.786 personer i arbejde, hvilken farve tøj de havde på under deres jobinterview, da de blev tilbudt deres nuværende stilling. På den måde ønskede de at finde ud af, hvilke farver der muligvis kan øge sandsynligheden for at få et job.

Blå er mest populær

Her ryger farven blå ind på en suveræn førsteplads, mens brun, grå og orange ligger i bunden, når man umiddelbart ser på rundspørgens resultater.

rundspørge jobsamtale tøj farve.jpg

Men ifølge en ekspert betyder det ikke, at du nødvendigvis skal droppe rød, gul eller brun – faktisk kan de farver også være en styrke, hvis du vælger dem.

For farver påvirker os og sender signaler, forklarer psykolog og velværekonsulent Lee Chambers til Resume.io.

Skal du vælge blå, rød eller sort?

Ofte vil du blive rådgivet til at holde dig til konservative farver som sort, marineblå og grå, men psykologen mener, at du gør dig klogt i at overveje, hvilke signaler du ønsker at udsende, så farverne i stedet hjælper dig på vej.

"Den spændende virkelighed er, at hver farve har positive og negative konnotationer, og dette kan bruges, når du overvejer den type rolle og branche, du ønsker at få succes i, samt den personlighed du vil promovere," lyder det fra Lee Chambers.

Han opfordrer derfor til, at du forstår de forskellige farvers signaler, og derefter gør dig tanker om dit farvevalg:

Det betyder farverne

Ifølge Lee Chambers tillægges de forskellige farver følgende betydning:

job tøj blå.jpg

Blå: Et populært valg, der udstråler ro, selvtillid og autoritet. Men den formidler ikke dynamik og kreativitet, særligt ikke i de lysere nuancer.

job tøj lilla.jpg

Lilla: Farven symboliserer ægthed og status. Det udstråler tillid, karisma, men også en vis portion mod, der måske ikke er lige velkommen i alle erhverv.

Den lilla farve kan også vise, at du er kreativ og antyde en stærk personlighed, hvilket omvendt også kan sende et budskab om, at du måske ikke er så fleksibel i forhold til at passe ind i virksomhedskulturen. Brug derfor en dæmpet farve, så vil den komme til sin ret.

job tøj sort.jpg

Sort: Sort er en intens farve, der viser lederevner, elegance og alvor. Men hvis du klæder dig helt som en skygge, kan du fremstå utroværdig og lidt truende.

job tøj grøn.jpg

Grøn: Den universelle farve for vækst og sindsro. Den antyder, at du er åben for at lære og har en rolig tilgang. Men den kan også sende signaler om, at du ikke er på forkant med tingene, og at du ikke brager igennem med din kreativitet.

Nogle mennesker forbinder stadig grøn med misundelsens farve, og dette er værd at overveje, hvis du søger en stilling på et højere niveau.

job tøj rød.jpg

Rød: Den levende flamme. Rød er farven for kraft og lidenskab. Den fortæller, at du er en energisk og social karakter. Farven kan faktisk være rigtig god for dig, der er lidt mere stille af natur, mens rødt tøj på en sprudlende personlighed kan være overvældende for nogle arbejdsgivere under en samtale.

Rød kan også signalere, at du måske gerne vil have lidt konflikter, fordi det får dig til at performe bedst muligt.

job tøj gul xx.jpg

Gul og orange: De lykkeligste farver, vi kender. Et stænk af disse kan derfor øjeblikkeligt udpege dig som en glad person. Du er sjov at være sammen og smiler ofte. Tilføj en smule gul og orange i dit tøj for at vise din kreativitet.

Imidlertid giver begge farver også en følelse af uro over tid, og de er generelt forbundet med manglende alvor og engagement, hvilket hverken er et godt førstehåndsindtryk - eller et godt signal på sigt, når du har landet jobbet.

job tøj hvid.jpg

Hvid: Det opfattes klinisk og uinspirerende. Men omvendt viser den også, at du er behersket og organiseret nok til ikke at spilde kaffe på dig selv.

Det hvide look leverer et budskab om klart, konsistent arbejde, men mangel på innovation. Se den som en god base, hvortil du kan tilføje stænk af en anden farve.

job tøj grå.jpg

Grå: Den ultimative farve til at udstråle sikkerhed og logik. Grå giver indtrykket af en kandidat, der er initiativrig og kan analysere situationer.

Farven formidler til gengæld ikke selvtillid eller mod, og den har brug for at få tilføjet en ekstra farve, hvis du vil vise din personlighed.

job tøj brun.jpg

Brun: Mindre udbredt, men den anses som en robust og jordbunden farve. Den taler for, at du er et pålideligt, modstandsdygtigt individ med begge ben på jorden.

Det er ikke en farve, der viser, at man er ny med det nyeste, og den viser en præference mod traditionelle værdier. Brun kan suge lidt energi ud af rummet, så brug den med omtanke.