Johannes Nymark

Johannes Nymark: "Mine børn skal lære at tro på, at det, de gør, er godt nok"

Skuespiller og sanger Johannes Nymark om at have krudt i røven, være en god far og aldrig at få husdyr (igen).

Hvilken film betyder mest for dig og hvorfor?

– En filmoplevelse, som har sat sig fast i min hukommelse, er premieren på ”Den danske pige” i København. Jeg var blevet bedt om at holde en åbningstale, hvor jeg skulle tale om at være den, man er. Det var foran en fuld sal, inklusiv Eddie Redmayne & Alicia Vikander, som spiller hovedrollerne. Det var en fed opgave, men også ret nervepirrende at stå der foran en masse af mine idoler. Det er en pissegod film med et virkelig vigtigt budskab.

Hvis du kunne vælge frit – levende som døde – hvem ville du så helst tilbringe en dag sammen med?

– Så skulle det være min farmor, som var den første af mine bedsteforældre, der døde. Vi var meget tæt på hinanden gennem min barn- og ungdom, indtil hun døde. Hun var lige så skør og til tider højtråbende, som jeg kan være. Vi grinede altid meget sammen. Det ville være dejligt at kunne tilbringe en dag med hende, så hun kunne se mit liv nu. Og jeg måske kunne høre om der, hvor hun er.

Hvilken modetrend hopper du aldrig med på igen?

– Der, hvor jeg kommer fra, var der en periode, hvor vi alle gik i Buffalos. De er sygt upraktiske, og jeg har ikke brug for den ekstra højde længere. Det havde jeg dengang. Jeg var en lille lort.

Hvis du skulle flytte til et andet land end Danmark, hvor ville du så flytte hen?

– Jeg ville klart flytte til New York. Jeg boede der i et år, mens jeg studerede, og jeg er totalt forelsket i af byens tempo og puls – alt er altid tilgængeligt. Og så er de eksperter i at lave to af mine absolut yndlingsspiser, som er burger og is.

Er der et karaktertræk, du misunder kvinder for at besidde?

– Jeg har totalt krudt i røven

og skal altid lege og mosle rundt med mine børn. Jeg kan godt misunde tålmodigheden og evnen til at sidde og putte, som jeg har en fornemmelse af, at mange kvinder er gode til. Det gad jeg godt.

Hvad er det bedste råd, du vil give dine børn?

– Jeg vil rigtig gerne lære mine børn, at de skal tro på, at det, de gør, er godt nok, og at de skal følge deres drømme. Og så ikke få for dyr en husleje…

Hvad er den største ros, du har fået?

– At få at vide at jeg er en god far. Det betyder utrolig meget for mig, når venner, der selv har børn, giver udtryk for, at de synes, jeg er god sammen med mine børn – for eksempel hvis de har set mig håndtere en konflikt med børnene. Den ros gør mig virkelig glad.

Færdiggør sætningen: Jeg kunne aldrig finde på, at…

– Få et husdyr. Jeg har haft utrolig mange husdyr i mit liv – en kanin, tre hunde, to marsvin, en høne, en kalv og et jordegern, som lavede huler i mit tøjskab og gnavede mit tøj i stykker. Det var virkelig irriterende. Det er alt for tidskrævende og besværligt at have et husdyr. Så må vi se, hvad mine børn siger til det – det er ikke sikkert, de er enige.

Hvad ville dit yngre jeg sige til dig, hvis det så dig i dag?

– Nå, men det gik da okay

– trods alt.

Hvem er Johannes Nymark?

  • Johannes Nymark, født 1986
  • Skuespiller og sanger
  • Kendt fra den danske musicalscene og tv-serierne ”Mercur” og ”Lykke-Per”
  • Har børnene Maggie My og Bob Jones
  • Aktuel i musicalen ”Ghost”