Følte sig krænket i Forsvaret: ”Jeg modtog rigtig mange uønskede tilnærmelser"

Jeg var blandt de første kvindelige værnepligtige i 1995 og startede ud ved Kongens Artilleriregiment, inden jeg skiftede over til Livgarden i år 2000.

Jeg kan huske en morgen helt i begyndelsen til optagelsesprøven på en flyvestation, hvor jeg stod og lagde mascara. En af de kvindelige rekrutteringsansvarlige kom hen til mig og sagde: ”Du skal skrue ned for din kvindelighed.”

Og så var tonen bare sat de næste mange år.

Jeg oplevede generelt, at der var stor forskelsbehandling på mænd og kvinder, og at vi i den grad var uønskede.

Det mærkede jeg for eksempel, når vi skulle på øvelse og sove ude i felten flere uger i træk. Her var vi kvinder jo nødt til at tage ind og skifte hygiejnebind m.m. og evt. tage et bad, hvis vi var blødt igennem, når vi havde menstruation. Vores mandlige kollegaer bed oftest mærke i det og kom med spydige bemærkninger om forskelsbehandling.

Den var der tit. Der blev lagt mærke til os kvinder – og talt om os. Så vi holdt op med at tage pauser mellem p-pillerne, så vi bare kunne køre igennem øvelsesperioderne uden menstruation.

”Pik, patter, kusse”-sprog

Og så var der alle de grænseoverskridende episoder.

Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt fik blærebetændelse, fordi jeg igen var blevet afstraffet af en sergent, som oftest indrapporterede mig, fordi han – i mine øjne – ikke kunne lide mig. Blærebetændelsen fik jeg, fordi jeg skulle sidde på den frosne jord i snevejr, kun i joggingtøj, mens jeg ventede på, at min straf var overstået.

Derfor skulle jeg i stedet ind og sidde på kommandokontoret. Her var der nøgenbilleder og side 9-piger over det hele, og det generelle sprog var ”pik, patter, kusse”-agtigt. Jeg var kun 18 år og knap nok seksuelt aktiv. Det var så grænseoverskridende og samtidig normalt. Det var som om, at mændene skulle bevise noget over for os, og at vi kvinder bare måtte “æde den” og bide i os, at de talte om seksuelle eskapader.

En dag fik vores overordnede en idé, som han syntes var god, vi skulle nemlig have udleveret sports-bh’er! Så han linede os op på en række for at ”måle os op” til dem. ”Du er en str. 75A, du er en 80B, og du er nok en 75B”, og så blev vi kvinder ellers sendt ned på materiel-depotet på en lang række. Det var så ydmygende.

I en af de første uger oplevede vi også, at en af vores overordnede sergenter en dag kom ud til os i badet, "for det var jo sergenternes baderum”, og det skulle vi ikke tage fra dem. Så stod vi dér, seks nøgne kvinder over for en nøgen sergent, der skulle tage sit opgør mod os. Det oplevede jeg som meget grænseoverskridende og krænkende. Jeg anmeldte det, men der skete ikke umiddelbart andet, end at vi blev indkvarteret et andet sted.

Lukkede ned for mig selv – og andre kvinder

Jeg husker, at jeg hele tiden skulle have paraderne oppe.

Jeg var ofte knappet til for at skjule mine former og forsøgte at gemme mine bryster væk. Jeg følte ikke, at jeg kunne være den glade, smilende pige, jeg var født til at være, for så blev det misforstået, og alle vurderede mig. Det føler jeg stadig den dag i dag: At alt, hvad vi gør og siger, bliver lagt mærke til. Hvis vi for eksempel på en øvelse befinder os i et lokale, har jeg oplevet, at mændene stopper op og kigger ind for at se os an, fordi vi er kvinder.  

Jeg modtog rigtig mange uønskede tilnærmelser i de 10 år. Flere overordnede samt kollegaer kom hen til mig og spurgte: ”Hvis jeg går fra min kone, vil du så være sammen med mig?” Flere blev sure, fornærmede og tog det personligt, at jeg ikke ville ud og drikke mig fuld med dem. Hver gang jeg sagde nej og generelt sagde nej tak til invitationer, fik jeg dårlige papirer eller blev bagtalt.

Min oplevelse er, at det er sjældent, at vi kvinder får en personelbedømmelse baseret på vores færdigheder som soldat, men at det i stedet ofte er vores personlighed, vi bedømmes for.

Min reaktion på det hele dengang var at lukke i. Jeg slugte bare kamel efter kamel og lagde låg på.

Jeg sagde flere gange fra, men fik at vide: ”Sådan er Forsvaret. Take it or leave it. I er her på vores præmisser”.

Dengang holdt jeg ikke altid med kvinderne, fordi jeg i forvejen var god til at lukke ned og passe godt på mig selv. Jeg tog mig selv i at trække mig fra de kvinder, der risikerede at få et dårligt ry, så jeg ikke selv blev set ned på. Det var min måde at prøve at beskytte mig selv på.

Det er også derfor, jeg i dag gerne vil tage revanche og støtte op omkring alle de kvinder, jeg overhovedet kan få lov til.

Jeg ville ønske, at vi havde haft en kvindelig mentor tilknyttet, og at jeg havde nogen at gå til, hver gang jeg blev forskelsbehandlet eller hængt ud, fordi jeg for eksempel ikke ville på date/tog imod en invitation til at feste på opfordring af officererne. Jeg blev chikaneret, når jeg ikke talte dem efter munden eller leflede for dem, enten på daglig basis eller via dårlige personel-bedømmelser, fordi vi kvinder i min erfaring bare har mindre at skulle have sagt.

Så sent som det seneste år har jeg oplevet, at et par mandlige kollegaer har sagt “hold kæft” til mig, og sådan taler mændene ikke til hinanden indbyrdes. Der kan være en hårdere jargon over for os kvinder, som vi stiltiende skal acceptere, for “sådan er det bare”.

Har haft store konsekvenser

Jeg har tidligere lidt af PTSD-symptomer og kan i perioder mangle mentalt overskud. De udfordringer har jeg ikke fået, fordi jeg har været i krig, men fordi jeg i 10 år har skullet lægge låg på mig selv, forsvare mig og være et sted, hvor jeg ikke følte mig ønsket. Jeg har ikke kunnet sidde ovre i cafeteriet og spise en banan eller gå fra punkt a til b uden at blive kigget på og vurderet.  Jeg har ikke kunnet tage på øvelse uden at skulle holde mit stone face og være en hård ice queen, fordi alle kiggede eller piftede efter mig og talte grimt om mig, fordi jeg ikke lukkede dem ind.

Jeg blev ekspert i at lukke mig selv ned og var konstant på vagt, og det kan man kun holde til i en vis periode. Det var en daglig kamp.

I dag er det min oplevelse, at kvinderne i Forsvaret stadig til en vis grad er der på mændenes præmisser. Det er fantastisk at se, at der er kommet flere kvinder til – også med anden etnisk baggrund. Det gør mig glad helt ned i maven. Velkommen til 2021.

Jeg oplever dog stadig i dag, at kvinder i Forsvaret føler sig nødsaget til at lukke ned for deres kvindelighed, skrue ned for deres personlighed og generelt være mere som mændene – sådan som jeg også selv har været. Det er trist, for jeg synes, at vores samfund er maskulint, hårdt og krævende nok i forvejen.

Det er mit indtryk, at mange giver op og bliver slået ud af den hårde, maskuline og lukkede kultur i Forsvaret.

Her er det, at vi kvinder bidrager med noget, som mændene ikke kan. Vi har nogle kvaliteter, som er værd at fremhæve, fx omsorgsfuldhed, nærvær, medmenneskelighed og empati. Og vi giver noget, som Forsvaret mangler.

Jeg håber derfor for de unge kvinder, der skal i Forsvaret i dag, at de får adgang til flere forskellige kvindelige mentorer, så der kan opstå et kvindeligt mentornetværk med stor diversitet.

For det er der brug for, hvis flere kvinder fremadrettet skal blive i Forsvaret.

I forbindelse med sit virke som numerolog har Joulie Philloe skiftet navn siden sin første tid i Forsvaret. Redaktionen er bekendt med det navn, hun brugte, da hun var i Forsvaret fra 1995-2005.

Joulie Philloe, 45 år

Værnepligtig siden 1995 og efterfølgende konstabel og overkonstabel af 1. grad. I dag arbejder hun som overkonstabel af 1. grad i reserven og selvstændigt som intuitive mentor, behandler, numerolog samt krops- og adfærdsforandringsekspert. Hun har stiftet det spirituelle uddannelsesinstitut Warriorsheart.