Gunhild husker julen i 1940’erne: ”Julegaverne var små”
Julen har altid lignet sig selv – og dog. For dykker vi ned i detaljerne, så julen anderledes ud i ”gamle dage”. Ikke mindst skiftede højtiden udtryk, alt efter om man kom fra arbejderklassen, boede på landet eller var brugsuddelerens forkælede datter. Her fortæller Gunhild om sin barndoms jule i 1940'erne.
Mit barndomshjem var en gård ved Kværndrup på Fyn, hvor jeg voksede op med mine seks søskende.
Nogle år var der masser af sne, og så byggede vi snemænd. Sneen var så ren, at vi tog en kop og hældte sne og noget af vores mors hjemmelavede bærsaft i og mosede det med en ske. Vi var ikke vant til slik, så det var det bedste, vi kunne få.
Det første tegn på jul var, når min lærerinde tegnede en granguirlande på tavlen. Hun tegnede lys på, og hver dag frem til jul skulle en af os elever op og tegne en flamme på et af lysene. Vi var altid så spændte på, hvis tur det var.
Inden jul var der julebal i friskolen, hvor jeg gik. Alle havde deres egen mad med, og så sad vi sammen og spiste i skolestuen og fik en gul sodavand til. Vi fik også kiks med roquefortost, og det syntes jeg var så spændende, og så gik vi om træet, som var pyntet med hjemmelavet pynt. Min mor var dygtig til det, og jeg kunne tydeligt se, når jeg gik forbi et stykke pynt, hun havde lavet. Hun kunne folde et stykke papir og klippe i det, og når hun foldede det ud igen, var der en hel række nisser, der holdt hinanden i hånden.
Engang fik vores so smågrise, men den mindste kunne ikke klare sig. Så vi tog den ind i køkkenet, hvor den boede i en papkasse ved komfuret. Vi børn elskede den gris, som vi kaldte Yndig, og gav den sutteflaske. Da den blev stor, kom den ud i svinestien, hvor vi gik ud og fodrede den med køkkenaffald. Yndig var noget særligt, og vi blev ulykkelige, da vores far i december sagde, at den skulle slagtes.
Jeg kan stadig huske, da hjemmeslagteren kom. Vi lå oppe i vores mors seng med fingrene i ørerne for ikke at høre Yndigs sidste skrig. Men da det blev juleaften, spiste vi Yndig uden at tænke over det.
Til frokost stod den på risengrød, som mor skulle bruge resten af til risalamande. Om eftermiddagen fik min fire år ældre søster til opgave at læse højt for os yngre søskende, for ellers blev dagen så lang. Jeg kan blandt andet huske bogen Lille Maries Juletræ. Det var så hyggeligt at sidde ved kakkelovnen i stuen og få læst højt alle sammen.
Juleaften fik vi ribbensteg og medisterpølse, som min mor lavede. Vi børn hjalp ved, at den ene kørte håndtaget på kødhakkeren, mens den anden holdt i tarmen i den anden ende, hvor medisterpølsen kom ud. Vi var selvforsynende med mange ting, så selv om vi var en stor familie med syv børn, manglede vi aldrig mad. Appelsiner blev dog indkøbt, og jeg kan huske duften, når de blev pillet og delt mellem os. Der var jo ikke en hel til hver.
Juleaften kom faster Mary, som ganske usædvanligt for den tid var skilt. Hun interesserede sig ikke for os børn, men hun og min far kunne sidde og snakke til langt ud på natten. Vi kom i vores skoletøj, for det var det pæneste, vi havde. Mor havde selv syet det. Når vi havde spist, skulle vi alle syv stå i gangen i mørket og vente på, at træet blev tændt i stuen. Julegaverne var små; det kunne være sokker eller vanter, som vores bedstemor havde strikket, for der var ikke penge til at købe den slags. Det var et meget nøjsomt samfund ude på landet efter krigen.
